Plader

Black Lips: 200 Million Thousand

Et af USA’s bedste garagerockbands er ude med deres femte album. Hidtil har de udviklet sig voldsomt fra plade til plade, samtidig med at de lyder umiskendeligt som sig selv, og 200 Million Thousand er ingen undtagelse. Et helt nyt, sært udtryk fra et af scenens mest egensindige orkestre.

Den amerikanske garagerock er en genre, der er svær helt at få hold på. Den er i og for sig gennemskuelig nok, da den ofte gør brug af ret få og meget direkte virkemidler, der samler sig i indtryk af upoleret tempo, umiddelbarhed og direkte aggression.

Men det er yderst tveæggede virkemidler, da de på en gang er voldsomt effektive og samtidig så simple og let fremkaldte, at stort set hvilken som helst forsamling teenagere kan lave en garagerockplade på en weekend. Det kan med andre ord være svært at høre, hvornår en plade blot er tempofyldt, direkte og aggressiv på en kedelig måde, og hvornår den er det på en måde, der præsenterer virkemidlerne på en ny eller forædlet måde. For i den gode garagerock er der noget ubestemmeligt under lagene af virkemidler. En fantastisk melodi, en speciel lyd eller et så egensindigt udtryk, at det overrasker igen og igen. Det er denne X-faktor, der afgør, om man smider pladen i den virtuelle skraldespand efter tre lyt, eller om man lader vinylen spinne igen og igen år efter år.

Black Lips fra Atlanta har i den grad været mænd for at levere garagerock med enorm replay value. Gennem fem plader har de – plade for plade – på en eller anden måde formået at blive lidt finere i kanten, samtidig med de stadig føles lige onde, beskidte og oven i det yderst sensitive. For hos Black Lips ligger der konstant en determineret melodifornemmelse under det kaotiske lydbillede, og vokalerne besidder en stor følsomhed, samtidig med de lyder som en sump af pis, bræk og gammelt bongvand.

Det hele gik allerede op i en højere enhed på hovedværket Let It Bloom fra 2005; en plade der i sin tilsyneladende yderst laissez faire-prægede tilgang til eget melodimateriale alligevel formåede at lyde fuldstændig fuldendt og gennemarbejdet. Det er altid denne paradoksale vekselvirkning, der gør Black Lips til en inciterende oplevelse. Nye lyttere bør først og fremmest konsultere Let It Bloom, hvis de vil høre garagerockens X-faktor i sin fulde udfoldelse.

Good Bad Not Evil, der fulgte to år efter, var langt mere velpoleret og imødekommende, men stadig umiskendeligt Black Lips, og man kunne måske forvente, at det nye udspil med den på alle måder dejlige titel 200 Million Thousand ville placere sig et sted mellem de to foregående, men i stedet viser den bandet fra endnu en ny vinkel.

Produktionsmæssigt er der rigtig nok tale om en blanding af det sloppy og det gennemarbejdede, der kendetegnede forgængerne, men sangmaterialet synes at stamme fra en helt tredje brønd. Der er noget sært mytologisk blueset over langt de fleste sange, og for mit indre forestiller jeg mig et billede af en sump uden forankring i nogen virkelighed, men i stedet beliggende i en lille lomme i et forestillet delta et sted uden for lands lov og ret.

200 Million Thousand er en bluesplade, hvor riffet står helt centralt. Af og til er det slæbende sumpet, andre gange nærmer det sig det pikrockede, og ganske ofte akkompagneres det af de psykedeliske anstrøg, der altid har været en del af Black Lips. Lydbilledet er strengt monotont, men det opvejes til fulde af, at bandet denne gang virkelig har spredt vokalarbejdet ud, så man på forunderlig og meget Black Lip’sk vis føler, man hører en helt anderledes sang, der lyder præcis som den foregående.

Jeg har virkelig svært ved at finde ud af den her plade, for ofte lyder den alt for lang, for stenet og ukoncentreret, men samtidig lyder den virkelig gennemarbejdet og iderig, og det er svært at lade være med konstant at spidse ører, selvom man af og til keder sig. Det kunne på sin vis være rart, hvis den kunne indpasses i de vante Black Lips-mønstre, men den udfordrer hele tiden sig selv. Ofte sidder man tilbage vuggende på knivsæggen mellem ‘mesterværk!’ og ‘makværk!’, men det eneste, jeg kan konstatere med sikkerhed, er, at jeg hele tiden vender tilbage til hver enkelt sang, også selvom der er alt for mange af dem. Og således er det virkelig en svær plade at fælde en dom over. Måske bliver jeg pludselig træt af den (det er dog på ingen måde sket endnu), og måske vokser den til noget aldeles fuldendt, som tiden går.

Hørt samlet lyder pladen i den grad som noget andet, og det er virkelig svært at få hold på den enkelte sang. Det afgørende er, at man konstant fascineres, mere end man irriteres, og når man først for alvor lytter efter, kan man bruge lang tid på bare at lytte til (og nu kommer pladen igen på skrift til at fremstå langt mere spraglet og eklektisk, end den egentlig lyder) eksempelvis klaveret på “Elijah”, den blide Stone Roses-lydende guitar på “Starting Over”, skærebrænderguitaren på “Let It Grow”, den affekterede vokal, der leverer den sære tekst på “Old Man”, den sødmefyldte Shangri-Las-pop på den ligefremme “I’ll Be With You” og 200 millioner tusinde andre ting i et værk, der giver sig ud for at være en ret simpel bluesplade, men er langt mere kompleks og fascinerende end som så.

★★★★½☆

Deltag i debat