Baudelaire er uden tvivl den største digter, Paris nogensinde har affødt. Han betragtes som modernismens fader, og han er for Frankrig, hvad Homer er for Grækenland. Men ud over at være Baudelaires hjemby har Paris også en lang række andre alias, såsom ’modens Mekka’ og ’romantikkens by’. Men hvad mangler Paris egentlig? De fleste franskmænd vil garanteret ryste på deres frøfortærende hoveder og sige, at Paris ikke mangler noget som helst. Men sådan er franskmænd jo. Vi kender dem fra vores karikerede fordomsportrætter, og der er som sagt ikke nogen røg uden ild, eller hvordan det nu lyder. Men der er nu alligevel nogle franskmænd, der ikke lader sig indordne i stereotype kategorier. Tag for eksempel de fire, der danner bandet Phoenix: For det første synger de på engelsk! Både pinligt og nedværdigende. Uhadada. Og for det andet, ja, så mener de altså, at Paris mangler et soundtrack, og her vil de gerne ofre sig for resten af den franske befolkning og være band for at barbere den ged.

Og for min skyld ingen alarm. Jeg skal med glæde associere Paris med “Lisztomania”, “1901″, “Fences” eller en af de andre fremragende electropopsange, de har valgt at udgive under den overordnede og ubeskedne titel Wolfgang Amadeus Phoenix, for det er altsÃ¥ ikke papvin eller parisertoast, menuen stÃ¥r pÃ¥. Om pladen nu ogsÃ¥ er lige sÃ¥ god eller langtidsholdbar som Mozart, skal jeg ikke være mand for at vurdere, da jeg altid har fundet mere glæde ved at lytte til Mendelssohn, Grieg eller Bach, men den tilfredsstiller i hvert fald til fulde de forventninger og forhÃ¥bninger, jeg havde til Phoenix’ fjerde udspil.

De fleste kender sikkert Phoenix som dem, der lavede “Everything Is Everything”, og det er heller ikke nogen dÃ¥rlig definition, slet ikke. Wolfgang Amadeus Phoenix kredser nemlig meget om det samme omdrejningspunkt, som lige nøjagtig det nummer gjorde tilbage i 2004. Der er en generel smoothness over Phoenix, der kun er blevet blødere med tiden. En mere rund og fyldig lyd, sÃ¥ at sige, og sÃ¥ er deres melodier bare blevet bedre. Forsanger Thomas Mars har en stemme som en divan – og nej, der er ikke et ’n’ for meget – hans stemme er sÃ¥ dejlig silkefin og samtidig maskulin, at man føler, at man snildt kunne lægge sig til rette og tage en lur pÃ¥ dens bløde kurver. Det samme gælder for musikkens drum ‘n’ bass-karakter, der kombineret med den sterile smÃ¥reggae’ede guitarlyd gør, at Phoenix bliver musikkens svar pÃ¥ madlavningens Cremefine. Mmm.

Førstesinglen med det sært klingende navn “Lisztomania” er et klokkeklart eksempel pÃ¥ Phoenix’ sangkunst. De blidt krøllede piskesmæld, Mars slÃ¥r med sin stemme, nÃ¥r han synger »This love’s for gentlemen only / wealthiest gentlemen only / and now that you’re lonely / do let do let do let jugulate do let do / let’s go slowly« (mens den bagvedliggende musik tilbyder et kræsent udvalg af popbeats i stil med dem fra Alphabeat-sangen “Fascination”), er sÃ¥ stiliseret frydefuldt, at det er umuligt ikke at smile bredt og perlende. “Lisztomania” kunne sagtens gÃ¥ hen og blive et af sommerens største hits.

De næste to sange, “1901″ og “Fences”, holder stort set samme standard som Ã¥bningsnummeret, selvom de er lidt mindre dansevenlige; der er mere tryk pÃ¥ synthen, der ligger helt forrest i feltet og dermed sørger for en tung, men spændstig oplevelse. Og sÃ¥ sker der noget mærkeligt! Et seks minutter langt instrumentalt nummer – samt dets overgangsfase, “Love Like a Sunset Part 1″ og “Love Like a Sunset Part 2″ – kommer og lægger en dæmper pÃ¥ den strandfest med kulørte drinks, der hidtil har været i fuld gang. Nu skal der pludselig moraliseres og snakkes kunst i stedet! Det er ikke et dÃ¥rligt nummer, kun er det et underligt tidspunkt pÃ¥ pladen at placere det, nÃ¥r det nok havde fungeret bedst helt til sidst. Denne placering af “Love Like a Sunset Part 1+2″ betyder nemlig, at man som lytter bliver slÃ¥et lidt ud af kurs, nÃ¥r man igen skal til at tage trÃ¥den op i det næste forrygende beatdrevne nummer, “Lasso”. Det virker sært med denne afbrydelse, men, nÃ¥ ja, sÃ¥ er det heller ikke værre, det er stadig et – to – rigtig gode numre, og man kan næsten se den dybrøde solnedgang og mærke den kølige aftenbrise pÃ¥ kinden, nÃ¥r man hører dem.

Efter “Lasso” kommer “Rome” og “Countdown” og gør lige pludselig det hele en smule mere afdæmpet nok en gang. De er ikke helt sÃ¥ signifikante som de tidligere skæringer, og man begynder allerede her, tre numre før lukketid, at overveje, hvad man sÃ¥ skal smide pÃ¥ anlægget, før det gÃ¥r op for én, at man jo bare kan starte pladen forfra, nÃ¥r den tid kommer; længere er den jo ikke. Beskedne 35 minutter.

Men hvert minut tæller, og hvert minut er godt og er som honning for øregangene. Det er bare en smule ærgerligt, at numrenes placering kan betyde sÃ¥ meget, som det er tilfældet, for jeg er overbevist om, at havde rækkefølgen været en anden, ville jeg ogsÃ¥ have rost bÃ¥de “Girlfriend” og “Armistice” (de to sidste numre) lige sÃ¥ meget som pladens tre første, men det er svært at forblive engageret, nÃ¥r man hele tiden fÃ¥r smÃ¥ praj om, at man skal til at pakke sammen.