Plader

Cate Le Bon: Me Oh My

Skrevet af Anna Møller

Cate Le Bon har udgivet en hypnotisk-fængende debut-cd, der med folkede singer/songwriter-elementer og en dragende vokal hjemsøger min Ipod.

»Hvem er Cate Le Bon? Er hun i familie med Simon Le Bon?«, spørger du nok.

Cate Le Bon har tidligere varmet op for Gruff Rhys (Super Furry Animals og Neon Neon) og sunget med på Neon Neons “I Lust U”, og som Super Furry Animals er hun fra Cardiff, Wales, og taler både walisisk og engelsk. Hendes debut-cd udgives på Gruff Rhys’ pladeselskab, Irony Bored, hvis navn har noget af en legendarisk historie: I 1993 skrev Rhys tilsyneladende ‘Irony Bored’ med blod som en manifesterklæring på et strygebræt (ironing board), der var blevet skrottet. Strygebrættet flyttede med Super Furry Animals, der blev dannet samme år, og havnede i et pladestudie, hvor det først blev misforstået som kunst og stjålet, men senere dukkede det op i et kunstgalleri, blot for at blive smidt ud af en pedel, der må have syntes, at det lignede – skrald. Den begivenhedsrige historie er så blevet det nystartede pladeselskabs legende og er med til at give Le Bons folkede debutplade kulør.

Le Bon har nemlig en til dels minimal folklyd, der på et nummer som “Terror of the Man” består af orgel, der gentager den centrale melodilinje, mens den hypnotiske vokal ligger helt i forgrunden. Der, hvor det så kommer helt op og ringe, er, når trommernes og guitarens forløsende larm sprænger orglets messen. Så er Cate Le Bon virkelig god.

Det samme er tilfældet med nummeret “Burn Until the End”, hvis slutning også får et tiltrængt stykke med larm, og hvis ikke numrene også indeholdt det aspekt, ville pladen nok have været for stille og afdæmpet en affære, om end musikken er meget dragende leveret. Le Bons lyd er hypnotisk nedtonet, og de langsomme og næsten sløve melodier virker hjemsøgende og står meget stærkt med Le Bons Nico-vokal i centrum – accenten inklusive.

Cate Le Bon har tidligere udgivet en ep, hvorpå hun gjorde brug af sit walisiske, da pladen med den umulige titel Edrych yn Llygaid Ceffyl Benthyg består af sange på den keltiske dialekt. Hun er vokset op i Cardiffs berygtede franske kvarter, og kombinationen af det walisiske og det franske giver en Nico’sk accent til Le Bons engelske, som fungerer godt til teksternes sorte særhed. Titelnummeret “Me Oh My” åbner f.eks. således: »Me oh my, my oh me, I fought the night and the night fought me / knocked on the door, used it’s key / he and I, I and he, locked in one piece / but he slept and I screamed, put on his shirt, pretend he’s me.«

Teksterne tegner et finurligt, sort og surrealistisk univers, hvor Le Bons æteriske vokal luller én ind i et tæppe af ærlig nærhed, der til gengæld kræver en del lydlig opmærksomhed, og bedst fungerer hun helt sikkert ‘en til en’ i Ipod’ens intime høretelefoner. Le Bon skriver efter sigende de sorte tekster i mørke — og hvad enten det er sandt eller ej, ændrer det ikke på, at det er en god historie.

Alt i alt er Cate Le Bon i den grad et navn, man skal holde øje med, og jeg skal helt sikkert pakke mig ind i hendes folkede kludetæppe mange gange i løbet af det her efterår. Og nej, der er tilsyneladende ingen familiære relationer til Simon Le Bon.

★★★★★☆

Deltag i debat