Plader

Mumford & Sons: Sigh No More

Skrevet af Esben Rasmussen

Mumford & Sons spiller på deres debut en moderne omgang folkrock, der er inspireret af lige dele Beach Boys og The Band. Desværre bliver bandets ene trick ret hurtigt gammelt, for den dynamiske struktur bliver på intet tidspunkt udfordret.

Lad det være sagt med det samme: Denne plade indeholder næsten udelukkende udmærkede sange. De fungerer hver for sig, uden alle at være decideret singlemateriale, men det er i dén grad som album, at Mumford & Sons debut, Sigh No More, fejler. Det lykkes dem på ingen måde at komme ud over den tunge, patosklingende folk celebration, som de både lægger ud og slutter med.

Første nummer, titelnummeret “Sigh No More”, starter med akustisk guitar og flersporede vokalharmonier, der messende synger sig igennem de opløftende budskaber om kærlighedens forenende og almene kræfter. Og nummeret lover godt for resten af pladen. Både den musikalske idé og den naivistiske litterære romantik er ganske sympatisk, men hvis man tror, nummeret besidder en kritisk tilgang til egne musikalske kvaliteter og en intelligent genoplivning af hippietidens idealer, tager man fejl.

Herefter fortsætter pladen med det ene neo-panteistiske refræn efter det andet. »Love that will not betray you, dismay or enslave you / it will set you free.« Således synges der på første sang, men allerede i anden sang, ”The Cave”, får man mistanke om en noget anakronistisk tilgang til lyrikken: »It’s empty in the valley of your heart / the sun, it rises slowly as you walk / away from all the fears / and all the faults you’ve left behind.«

Denne fuldstændigt ukritiske, universalromantiske idé går igen på samtlige numre, og dét – kombineret med en komplet uvarieret musikalsk æstetik, fuldendt med banjo, tamtammer og strygere – gør albummet ganske tandløst og decideret irriterende i længden, fordi det er så åbenlyst og – jep, det er helvedes arrogant at påstå – uintelligent. Det er simpelthen for let og for dumt bare at genoplive idéen om kærlighedens altovervindende kraft og så krydre med en aldeles uinspireret musikalsk præstation. De dynamiske virkemidler er de samme hele vejen igennem, og de højtravende katarsiske momenter når på bare andet nummer en så kvalmende storladenhed, at man er godt og grundigt træt af de konstant ens fraserede vokalpræstationer og de lystigt klingende banjoakkorder, når man er færdig med sang nummer 12. Jeg kan ikke rigtig fremhæve nogen bestemte numre, for selv efter en seks-syv hårde gennemlytninger lyder albummet – på trods af dets tilsyneladende meget intuitive, følelsesprægede bevæggrunde – stadig som én uformelig, uinspireret masse i samme tempo, med samme tekst og samme melodi.

Der skal nok være enkelte, der finder glæde ved den ekstreme patos, der går igen på samtlige sange, men som album er det altså for tyndt at levere et så ensformigt værk. Det giver sgu ikke mening at skrive det samme, halvdårlige digt 12 gange i træk. Lige meget hvor gerne man end ville lyde overbevisende i sine 1800-tals-referencer.

★½☆☆☆☆

2 kommentarer

  • Jeg synes det er en fantastisk CD, ligesom deres koncert på Loppen for nylig, ligeledes var herlig. Alle de andre (uintelligente?) mennesker i det udsolgte Loppen lod bestemt til at dele denne overbevisning.

    Det er musik der ikke kan undgå at få ens humør helt i top, dog uden at være meningsløst og – uintelligent.

    Mente at der var behov for et lidt andet syn på denne CD.

  • Jeg er tootalt uenig i den uintelligente analyse af deres plade!
    – Jeg er personligt solgt for deres meget intelligente sammensætning af numre, musikstil og ‘nytænkning’ inden for musikken.
    Og jeg er ikke den eneste der deler den mening! Stort set alle jeg har afspillet musikken for, har mere eller i en mindre grad kunne lide det! .. og ja, kunne forsætte .. men det hele ender ud i at JEG (og mange andre) er uenig med din vurdering, og tror de bliver noget stort :)

Deltag i debat