Plader

Vampire Weekend: Contra

Det lader til, at man sagtens kan lave den svære to’er, uden at det virker særligt svært. Med mere alternativ indiepop hopper Vampire Weekend i hvert fald temmelig elegant over i næste kapitel.

Vampire Weekend kommer måske ikke med samme toptunede surprise-effekt som med debuten, men jeg skal da love for, at de stadig evner at skrive fængende popsange i et helt unikt og delvist forfinet udtryk, som de har valgt at kalde Contra.

Pladen er et idéforum for virkemidler, der vælter rundt mellem hinanden og sætter skub i popgenren. Der er melodi, humor og selvbevidsthed i en strøm, der rummer et tydeligt Paul Simon-præg, uden at det dog er plagiat. Tværtimod virker det, som om inspirationen bliver brugt helt anderledes, end man er vant til. Benovelsen er helt ude på et sidespor, og Vampire Weekend pløjer den ene nye plovfure efter den anden og viser, hvordan man kan lade sig påvirke, uden at man mister sin identitet.

Der er selvfølgelig ikke langt til afgrunden af gøjl, og indimellem bevæger Vampire Weekend sig en anelse tæt på den hårfine grænse. Åbningsnummeret “Horchata” er på mange måder forfriskende, men også grænsende til det enerverende. Det er dog, som om pladen modnes, og de finurlige tiltag svinder en anelse, i takt med at pladen folder sig ud. “Taxi Cab”, “Run” og Giving Up the Gun” er langt mere fængende og afvekslende, uden de flippede elementer, og det hæver virkelig niveauet.

Vampire Weekend evner at bestøve elementer fra indiepop med afrikanske rytmer, og det er vidunderligt og lifligt sat sammen, med endnu flere frække tiltag og friheder end på debuten. “California English” får f.eks. et skud auto-tune, og “Cousins” bjældes i gang via juleklokker. Det er som et stort tag selv-bord af en hel masse små legesyge elementer, som tilsættes nogle helt igennem smittende og iørefaldende melodier. Det er modigt, men også elegant sat sammen, og er man til alternativ pop, bør Vampire Weekend virkelig udfordre den kræsne lytter.

Alt er blevet lidt større siden den overrumplende debut, og hele instrumentsiden er blevet pumpet godt op via en voluminøs produktion. Det skader på ingen måde, og de kantede guitarer, virile synthesizere og bastante trommer buldrer og brager, så pladen bare vokser og vokser.

Det er ikke helt på niveau med f.eks. Animal Collective – hvad angår finesse og elegance i kompositionerne, men Vampire Weekend absorberer rigtig fint de lallende elementer ned i den store og velkogende gryde med skarpe melodier og blødende og fængende lyrikmønstre. Det er en af årets første og skarpeste musikalske blandinger.

★★★★★☆

Deltag i debat