Plader

Henrik Olesen: Ukendt under andet navn

Har man savnet Olesen-Olesen – og det er vi mange, der har – er Henrik Olesens soloudspil en kærkommen lille ep, der beviser, at man stadig med god grund kan gå ud og investere i dansksproget lyrikpop.

Henrik Olesen bevæger sig ikke særlig langt væk fra sin normale, men nu opløste, platform, brødreduoen Olesen-Olesen, og hans solo-ep Ukendt under andet navn bæres da også oppe af samme profil, familiesamarbejdet havde som sit varemærke: stærke dansksprogede pop/rock-sange, der på poetisk vis dyrker lyrikken i lige så høj grad som musikken.

Ep’ens fem numre er et vue hen over skulderen og et sangmæssigt indblik i Henrik Olesens bevidsthed, der for så vidt ikke har en klar plan eller strategi for numrene i sin helhed. Det kan gøre ep’en lidt fragmenteret, men Olesens lyriske fangarme holder alligevel så godt sammen på det hele, at man sagtens kan kapere, at hvert enkelt nummer er isoleret.

Det er refleksionens momenter, der bærer sangene, og titler som “Korsvej” og “Det gamle, det ny” fortæller helt klart, at her er en kunstner med et behov for at gøre status og samtidig kigge frem. Olesen peger ikke fingre af fortiden og venter heller ikke med gru på fremtidens usikkerheder, men leverer et stille og roligt statement, hvor han leger med sproget og kommer med diskrete bud på, hvordan man kan give musikalske arrangementer modspil med få virkemidler.

Tonerne fra instrumenterne er generelt lyse og positive, og selv om Henrik Olesens vokal ligger i den lave ende af toneskalaen, fremstår ep’en mere poppet og positiv end rocket og navlepillende mørk. Det kan til dels skyldes medproducer Thomas Thomsen fra Pluto, der specielt på ep’ens sidste nummer, det aldeles fremragende “Alt som det skal være”, får sat et klart “Guldlok”-popvaremærke på Ukendt under andet navn. Skal man pege på noget, der giver ep’en blot et lille anti-Olesen-Olesen-strejf, må det være Thomsens poppede tilnærmelser.

Henrik Olesen træder vante stier, og der er ikke meget overraskende nyt på ep’en. Han forsøger ikke at kravle ud af den ramme, han selv har været med til at skabe de sidste 25 år i selskab med sin bror Peter H. Olesen. Fortiden har helt klart en stor betydning i éns bevidsthed, og de gamle Olesen-Olesen-plader har næsten kultstatus i visse kredse. Det giver selvfølgelig Ukendt under andet navn svære betingelser, men der er ingen deciderede dårlige numre på ep’en.

For dem, der har savnet Olesen-Olesen, er Ukendt under andet navn en dejlig og kærkommen bonus, der, om man vil, kan fremstå som et vue ned af Memory Lane og en afsluttet epoke. Henrik Olesen giver os ingen svar på, om dette er et udkast til mere og startskuddet til en hel plade, men det gør heller ikke så meget, hvis man forholder sig til de fem numre som det, de er: hverken en ny begyndelse eller en sidste krampetrækning.

★★★★☆☆

Leave a Reply