Koncerter

Roskilde ’10: Gorillaz, 01.07.10, Orange

Skrevet af Christian Klauber

Alt godt kommer til den, der venter. Det var moralen efter et brag fra Damon Albarn og hans tegneseriehær, der dog blev skæmmet af de lydmæssige forhold på Orange.

Der var i sandhed højt til loftet og godt tage i følelserne, da Gorillaz lagde Orange ned.

Efter en tur i publikumscentrifugen til LCD Soundsystem var det af sted i rask trav til Gorillaz på Orange. Høj af publikums intensitet på Cosmopol, øjnede jeg storsvedende muligheden for mere publikumsfest og maste mig ind i pitten. Her blev der dog kvitteret med en iskold lammer: Koncerten var udsat til 22.30 – hvorfor blev ikke oplyst.

Nedkølet startede koncerten ganske passende med det Snoop Dogg-featurede “Welcome to the World of the Plastic Beach” fra Gorillaz’ nyeste album, Plastic Beach. Havde man ventet, at Snoop himself ville troppe op, blev man dog slemt skuffet – men man fik dog en velfungerende båndet version af Snoops bidrag. Det samme kunne man desværre ikke sige om versionen af “Stylo”, et af de allerbedste numre på Plastic Beach. Dét nummer er bl.a. så fremragende på grund af Mos Defs fantastiske, laid-back vokalpræstation, men i går var han erstattet af en paprapper, hvis vokal aldrig kom i nærheden af Mos Defs. Hvorfor man havde valgt den løsning, er uforklarligt. Til gengæld kunne man så rent faktisk opleve fucking selveste Bobby Womack i samme nummer, der med tonstung livserfaring malet i hele ansigten krængede sjælen ud.

Koncertens professionelt mixede bolsjeblanding bestod primært af numre fra netop Plastic Beach og det fem år gamle Demon Days. Numrene skiftede hele tiden mellem de to albums, og selvom Plastic Beach blev modtaget overvejende positivt, viste numre som “Last Living Souls”, “O Green World” og “Kids with Guns”, hvor velfungerende Demon Days faktisk er. Også til at sætte gang i festen.

Som modspil til den festlige del havde Albarn modet til at give et fuldstændig proppet Orange eksempler på den fantastiske stemme, manden er begavet med. “Rhinestone Eyes” og især “On Melancholy Hill” samt duetten med Yukimi Nagano fra det svenske band Little Dragon i “To Binge” var forrygende eksempler på den melankoli og sårbarhed, der gør hans stemme perfekt til melodiske kærlighedsmøder. Og let’s face it: Hvem vil ikke gerne kigge Albarn dybt i øjnene, mens han synger til en?

Og skulle følelsesmæssig nærkontakt af tredje grad ikke være nok, diskede Albarn mod slutningen af koncerten op med et gedigent kulturmøde, da syriske musikere entrede scenen og først spillede alene og herefter gav os indledningen til “White Flag”. Da dén overraskelse efterfølgende blev fulgt op af de to rappere Kano og Bashy, der med klassisk hiphopenergi FLØJ ind på scenen, eksploderede Orange. Her kunne man i den grad mærke forskellen – også i lydniveau og gennemslagskraft – på den førnævnte, for mig ikke identificerbare Mos Def-replika.

Ekstranumrene fik det hele til at peake, og med numrene “Cloud of Unknowing”, “Feel Good Inc.” og “Clint Eastwood” var der lige dele fest og feel good-sommerstemning – med den underliggende melankoli, der nu engang kendetegner Albarn. Jeg er ikke en garvet Orange-rotte, men det fik mig i den grad i knæ, da 60.000 mennesker tændte deres lightere, mens Bobby Womack smerteligt sang »On the cloud of unknowing my world seems open / every sattelite up here is watching / but I was here from the very start / trying to find a way to your heart.« På mange måder en metakommentar til Albarns forsøg på at nå publikums hjerter og ganske sigende, at han efterfølgende var nede på knæ og oprigtigt takkede selv samme publikum. Koncerten på Orange var – trods lydproblemer, der indimellem resulterede i spage vokalpræstationer – et fremragende eksempel på sublim kontakt mellem publikum og performer.

★★★★★½

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

3 kommentarer

  • Den “ikke identificerbare Mos Def-replika” var Bootie Brown – medlem af The Pharcyde, en af verdens mest respekterede rap-grupper!!! Det er også ham der rapper på “Dirty Harry”

  • I øvrigt aflyste Mos Def hele sin europa-tour, pga. dødsfald i den nærmeste familie!

  • Hej Mathias.
    Tak for bonusinfo. Jeg synes stadig ikke, at han gjorde det særlig godt sammenlignet med originalversionen. Men The Pharcyde har jeg heller aldrig rigtig picket 100 pct. op på – så det forklarer måske en del.

Skriv et svar

boeger