Plader

Tame Impala: Innerspeaker

Skrevet af Christian Birk

Udsyret, uimponeret og uhyggelig lækkert. Så simpelt kan Tame Impalas debutalbum beskrives. Fine harmonier og snørklede strukturer kombineres elegant med drømmende vokal.

Det er efterhånden to år siden, at australske Tame Impala udgav deres selvbetitlede debut-ep. Bandets velspillede psykedeliske garagerock gik rent ind og skabte en velfortjent eufori. Derfor kan det virke nærmest uforskammet, at de har skullet bruge så lang tid på at færdiggøre deres første fuldlængde, Innerspeaker. Stilen er stort set den samme som på ep’en, men denne gang er der meget mere af den. De fire australiere med den altoverskyggende forsanger Kevin Parker i spidsen spiller stadig syrerock, som vores forældre kender den; tålmodigt, udknaldet og særdeles bevidsthedsudvidende.

Med håret plantet solidt i midt-60’ernes rocklyd har Tame Impala fundet deres musikalske ståsted. De fire drenge har ganske givet fundet plader med 13th Floor Elevators, Love og Captain Beefheart på loftet derhjemme. Og disse plader er tydeligvis blevet spillet så meget, at australierne ikke har haft tid til at blive klippet. Deres lange lokker er om noget et symbol på deres respekt for fortiden og deres løse tilgang til rockmusikken. Det er ikke sådan, at de virker ligeglade. Det er bare, som om det ikke behøver at gå så fandens stærkt. Jeg kan i hvert fald ikke finde på et bedre alternativ til no stress-cd’erne end Innerspeaker.

Her er det støvet, udsyret og alligevel dejligt harmonisk. Kevin Parker er helt klart primus motor i bandet. Hans uhøjtidelige og drømmende vokal er sammen med hans lead-guitar omdrejningspunktet for Tame Impalas udtryk. Hertil sørger vuggende basgang, løse trommer og spacede keyboards for en svedig og altid interessant lytteoplevelse. Guitaren støjer og funkler i den ekstremt groovy ”Desire Be, Desire Go”. Og en sindssygt fed intro bliver fulgt op af tilbagelænet vokal og god energi i ”Alter Ego”. Det er afslappende, men hele tiden overraskende, og jeg kan garantere for bizarre drømme, hvis man falder i søvn til aussiernes debutalbum.

Det ville dog undre mig, hvis man ikke kunne holde sig vågen til resten af albummet, for en af Innerspeakers største styrker er, at det aldrig bliver kedeligt. ”Lucidity” er kontant, rå og garagerocket, hvor den dronede ”I Don’t Really Mind” nærmer sig det dansable. Endelig pirres man på ”Runway, Houses, City, Clouds” der i forskellige tempi og flere niveauer ubesværet leger med øregangene. Nummeret er mere end syv minutter langt, men holder intensiteten hele vejen. Med et beskidt udgangspunkt er der konstant fremdrift i et komplekst og anderledes flippet lydlandskab. Guitaren snerrer, og vokalen svæver.

De høje ambitioner er befriende. Og det er skønt at høre et band, der skider hul i regler og konventioner. Tålmodige introer og uendelige outroer vidner om, at selvtilliden og spilleglæden er i orden. Det høres tydeligt på førstesinglen “Solitude Is Bliss”. Fire minutters drilsk og legesyg sommerpop, der med lethed ignorerer alle verdens bekymringer. Tame Impala har med Innerspeaker gjort en imponerende entre på vor tids musikscene. Det virker næsten som et kunstnerisk selvmord at lave så god en debutplade, for den kan kun toppes med et mesterværk.

★★★★★☆

2 kommentarer

Deltag i debat