Oven på M.I.A.’s aggressive udladning af lys og lyd var det en lise for sjælen at træde ind i Annedalskyrkans dæmpede blå lys. Der blev nærmest taget varmt hånd om én og ens behov for at hvile sanserne.
Selvom Basia Bulats koncert ikke ligefrem var en ørkenvandring, var den ikke altid lige spændende.
Det varede dog ikke længe, før også Basia Bulat udfordrede sanserne. Ikke med beats eller aggressive ladegreb og kompressorhorn, men med ukulele, klaver og guitar. Hendes stemmepragt er anseelig, og selve kirkerummet – på grund af den resonans, rummets konstruktion skaber – egnede sig perfekt til hendes rundgang i sit vokalspektrum. Især de første par numre, heriblandt ”Run” og ”Snakes and Ladders”, var udtalt ekspressive og rørende.
Herefter var det, som om nyhedens interesse langsomt fortog sig: Nuanceringerne på guitaren mistede karakter, og tekstuniverset blev for ensformigt. Det kunne end ikke en polsk (kommunistisk) sang fra 60’erne, subtil humor eller smuk brug af lyset i kirkekoret ændre på.
Bulat tilbageerobrede noget af det tabte land med sit første ekstranummer, der var en blanding af performance og gospel: Rytmerne bestod udelukkende af hendes klap og tramp i gulvet, mens hendes vokal – med varierende intensitet og styrke – kastede sig rundt i kirken. At andet ekstranummer, efter endnu et enormt bifald, var et cover af Daniel Johnstons ”True Love Will Find You in the End” var sigende for koncertens lovende start og efterfølgende fald mod uinteresserede skuldertræk.
