Plader

Neil Young: Le Noise

Skrevet af Esben Rasmussen

Neil Young genopfinder ikke sig selv, men det er mange år siden, det aldrende (65 til november!) koryfæ har lydt så fri for rust og kunstnerisk relevant. Le Noise er ikke et betingelsesløst mesterværk, men lover særdeles godt for fremtiden.

»It’s better to burn out / than it is to rust.«

Sådan sang Neil Young engang, og han har, hvad musikhistorien (måske tragisk nok) har bevist igen og igen, ret. Det fåtal af rastløse sjæle, der heftigt berørt af rockens buldrende ursjæl har brændt sig selv op for kunsten, er oftest de karakterer, der har farvet de seneste 60 års kulturbegivenheder med de kraftigste strøg. Paradoksalt nok for en sangsmed som Young, der har været bevidst om denne sammenhæng længe, har hans virke de sidste snart 20 år båret præg, af hvis ikke stagnation, så i bedste fald kunstnerisk tilfredshed, i en grad, der ikke har affødt specielt stor musik – hvad enten han så har kastet sig over rockopera eller pietetsfuld patos-folk.

Harvest Moon fra ’92 er fremragende, men dog lyden af en tilbagelænet, vagt poleret country-crooner. I denne anmelders optik er det bedste, canadieren har produceret siden da, soundtracket til Jim Jarmuschs mesterværk af et noir-western drama, Dead Man, som efter sigende er lyden af Young, der improviserer i studiet umiddelbart efter at have set filmen første gang.
Buldrende guitarer, delayede vokaler, og en decideret knugende stemning prægede albummet, og disse æstetiske træk går igen på det nyeste opus, produceret af Daniel Lanois, Le Noise. Og det er udpræget positivt. Taget den bløde AOR-lyd, der har præget Youngs seneste udgivelser, i betragtning, så er det allerførste guitaranslag, der møder én, noget af en overraskelse. (Den eneste deciderede sammenhæng mellem Earths Dylan Carlson og Young har indtil nu været frisuren!) En tykt forvrænget guitar er det eneste instrument, der er til stede ud over Youngs karakteristiske vokal, og det er sådan set den formel, albummet primært benytter sig af.

Det kunne lyde en anelse rudimentært, og det havde det måske også været i hænderne på mindre kompetente kræfter. Men især sonisk fungerer det fremragende; tung minimalisme, der uden komplekse kompostioner alligevel er udpræget engagerende. De tre første skæringer, “Walk With Me”, “Sign of Love” og “Someone’s Gonna Rescue You”, er ikke stor sangskrivningskunst, men glæden over at høre en Young, der lyder, som om han rent faktisk mener, hvad han sang i ’79, er stor nok til, sammen med de tunge guitareskapader, at gøre sangene til en decideret glimrende åbnings-trio. Man kan ikke, og har aldrig kunnet, beskylde Young for at være synderligt esoterisk i sit ordvalg, og det er bestemt heller ikke tilfældet her, men det er egentligt også mere charmerende end en eventuel påtaget symbolik.
»I feel your love / I feel your strong love,« synger han, og det kan man godt acceptere, netop fordi han lyder så viril, som han ikke har gjort i lang, lang tid. Hvad der dog er lidt sværere at kapere, er lyden af den aldrende hippie, Young stadig er (og hvad han i dén grad beviste på Greendale!) i fjerde sang, “Love and War”. Jeg opgav at tælle, hvor mange gange han gentager dette usandsynligt uinteressante kontrastforhold, men ét er sikkert: alt for mange!

Men igen, hvad der på selv de bedste udgivelser har kendetegnet eksil-canadieren, er et ujævnt niveau – det er næsten en regel at mindst ét nummer falder igennem, så at sige. Denne tendens er nemlig ikke udpræget negativ, fordi det illustrerer Youngs (til tider, om ikke andet) kompromisløse forhold til sin kunst. Hvad han føler under og omkring indspilningerne kommer på pladen, måske med den kunstneriske kohærens som andenprioritet. Det er ikke for sjov, at Geffen sagsøgte manden for bevidst at lave “for dårlig” musik i 80’erne, da han eksperimenterede med både disco og rockabilly-covers!

Dog kan man i denne forbindelse glæde sig over, at han ikke valgte at indspille “Hitchhiker” til Harvest Moon, men gemte den til senere. For mens sangen sikkert havde fået en blød slideguitar-præget instrumentering i starten af 90’erne, får den nu samme behandling som størstedelen af de andre numre: adskillige dystert forvrængede guitarspor og Youngs tynde vokal. Det fungerer fornemt, og “Hitchhiker” er, som studieindspilning i hvert fald, en nyklassiker. Intet mindre.

Herefter følger den ligeledes fremragende “Peaceful Valley Boulevard”, der er det tætteste, albummet kommer på klassiske Young-dyder. Det er en lang, episk fortælling om det tabte land – den forsvundne uskyld i det landlige Amerika, meget lig karrierehøjdepunkter som “Ambulance Blues” og “Thrasher”, og både melodien og lyrikken er på mange måder albummets højdepunkt. Og hér kommer albummets største problem muligvis for dagen. For hvor især første halvdel af albummet bærer præg af svært forfriskende soniske og instrumentale eksperimenter, så bærer den også præg af halvdårlige sange uden overbevisende meget indhold. Derimod er den bedste sang så traditionelt-klingende, at den næsten ligeså godt kunne komme fra en af de legendariske 70’er-plader.

At det ikke er noget overvældende problem, burde dog fremgå tydeligt. Young lyder ung (ja, den var let) for første gang i mange år, og hans lyst til at udfordre sig selv, ryste rusten af og spille noget el-spade igen er på alle mulige måder prisværdig. Hvis vi er rigtigt heldige, fortsætter manden, der unægtelig er et af de helt store rockkoryfæer, på samme måde og laver et fuldblods mesterværk inden for de næste par år. Indtil da må vi ”nøjes” med at høre Neil Young synge om at gemme amfetamin under speedometret i sin bil, og det er trods alt ikke det værste, man kan gøre.

★★★★½☆

1 kommentar

Deltag i debat