Koncerter

Wildbirds & Peacedrums with Voices, 14.10.10, Jazzhouse, København

Skrevet af Signe Palsøe

Det kræver en umenneskelig underkastelse at kunne overgive sig til elementerne, lade dem gennemstrømme sit sind og formidle deres love uden barrierer. Wildbirds & Peacedrums kommer respektindgydende nær det endegyldige i denne disciplin.

Fotos: Rasmus B. S. Hansen, www.terranaut.dk

Wildbirds & Peacedrums overvælder. Efter forrige vinter at have oplevet det svenske ægtepar i et transcenderende, intenst ritual over numrene fra The Snake og torsdag at have overværet dem opføre en mindst lige så gribende fortolkning af den nyligt udkomne Rivers fremstår det faktum efterhånden som en naturlov på linje med dem, som de to underkaster sig i deres musikalske fremførelser. Tidligere var det alene de tribale rytmer og Mariam Wallentins manen, som trods de minimalistiske arrangementer lod ægteparret opbygge en art shamanistisk symbiose om et åndeløst publikum, men med Rivers er duoens virkemidler blevet flere. Især træder Wallentins rustikke brug af steelpan og indlemningen af et kirkekors ordløse messen i karakter, men det betyder ingenlunde, at bandet har givet afkald på deres underkastelse af kræfterne i naturen, elementerne, instinkterne og det trancendente. Nærmere end at hylde disses overmagt synes de på Rivers at lade sig opsluge af dem, rive med af vandmasserne, lære deres karakter at kende og være vandet.

En sådan overgivelse er ikke nogen lille præstation, og derfor er det overvældende intenst, når det lykkes Wildbirds & Peacedrums at indkapsle hele denne tilstand for øjnene af publikum, som det skete torsdag på Jazzhouse. Med et passende antal fremmødte, der klumpede sig sammen om bordene på det mørke gulv, og en perfekt afstemt lyd var rammerne sat for at lade alle andre indtryk end dem, der vældede fra scenen, træde i baggrunden, og det udnyttede ægteparret til fulde.

Fra de to piblede snart en støt rullende strøm af percussion, der især levede gennem steelpanens glitrende rytmer og Wallentins indlevede vokalbidrag. »I am a believer / I’ve got water to my waist / I am stuck here on this island / I don’t blame it on bad luck, it’s faith,« lød ordene, og dermed var aftenens væsen understreget. Vi driver med, hvor end vi bliver ført hen. Vi accepterer.

Det var nu heller ikke svært, når turen var så imponerende afstemt. Efter et par numre fra Rivers’ steelpan-drevne Iris-sektion materialiserede otte blåklædte skikkelser sig i scenens periferi. Lige så anonyme som deres ‘Voices’-betegnelse i aftenens program, eller som et stænk vanddråber, for den sags skyld, var deres vokalbidrag, men de vuggende stemmer tilførte en ny, imponerende dimension til duoens rudimentære slagtøjfigurer. Således var det elementets betagende eller dramatiske harmoni, Wildbirds & Peacedrums understregede i numre som “Bleed Like There Was No Other Flood” eller “Fight for Me”, men lige så spændende var det at se vokalharmonierne vikle sig ind i The Snakes mere viltre arangementer. Med “Great Lines” overtog Andreas Werliins dumpe rytmer, og det klædte den tunge, hule lyd at drive hele koret bag Wallentins vokal, der især trådte i karakter under disse ældre numre. Her lå accepten fjernere end på indslagene fra Rivers, og som et opbrud mod strømningerne forsvandt Wallentin under “Places” væk fra mikrofonen; helt ud på scenens kant for med en respektindgydende tydelighed at formidle sine fagter og forkyndelser direkte til publikum, som ønskede hun at opsluge os i sit okkulte, dyriske foretagende.

Denne aften havde hun kunnet overtale os til hvad som helst. Hvad enten ægteparret vuggede af sted til deres egne, sparsommelige melodiforløb eller indlemmede koret for yderligere gennemslagskraft, holdt de publikum fast i en åndeløs tilstand af intensitet. Først da de to alene på scenen havde fremført et næsten slagtøjfrit ekstranummer med et simpelt, hypnotiserende vokalmantra som omdrejningspunkt og blev ramt af et larmende stille Jazzhouse, måtte Wallentiin ophæve trancen med et sky »tack« og give plads til publikums rungende klapsalver, til den brusende overvældelse. Selv tak, Wallentin og Werliin, selv tak.

★★★★★★

Deltag i debat