Jonathan Saldanha er en mand med mange ansigter. Gennem en årrække har han været en essentiel figur på den portugisiske scene for elektronisk musik, hvor han foruden sit eget musikalske virke også har stået bag kollektivet SOOPA såvel som installationsværker og korarrangementer, der er blevet præsenteret forskellige steder på kontinentet. Og med sit HHY-alias har han i nu snart 15 år ageret tovholder i HHY & The Macumbas, hvis mørke fusion af electronica, dub og udsyret, percussionbaseret jazz for alvor gjorde Saldanha til et navn værd at holde øje med og derudover eksempelvis udmundede i den helt fantastiske Beheaded Totem i 2018.
På Gloria lørdag aften var der til gengæld ikke noget ansigt at se, da Saldanha placerede sig bag sin computer og anden elektronik. Her var han gemt væk bag en orange og nærmest selvlysende kasket og en sort bandana, som skjulte alt fra øjnene ned til hagen. Denne aften var det nemlig ikke ham, der var tiltænkt at være i fokus. I 2018 gæstede HHY & The Macumbas Uganda og nærmere bestemt pladeselskabet Nyege Nyeges årlige festival. Her blev idégrundlaget til det, som senere er blevet til HHY & The Kampala Unit, nemlig konceptualiseret, og Saldanha har siden da fået endnu flere veje at udvikle HHY-aliassets musikalske konstruktioner ad samt nye legekammerater til at bidrage til de excentriske udtryk.
Foran Saldanha her i den lavloftede dyrskuelade stod først Kampalas egen Florence Lugemwa; trompetist, sanger, DJ med mere. “Ghettoaktivist” har hun tidligere omtalt sig selv som, hvor meget af hendes arbejde også går med at fremme og forbedre forholdene for (oftest fattige) børn i hovedstaden gennem musikken. Til lejligheden var hun i dag iført en skrigende pink paryk, grøn netbolero, glitrende shorts og hvide støvler i en tøjkombination, der både talte ind i Saldanhas buldrende natklubtematikker og en dybt egenrådig, afrofuturisk æstetik. Endnu mere iøjnefaldende var imidlertid hendes associerede Exocé Kasongo – to meter høj, kun iført underbukser og med en tilstedeværelse, som absolut ingen i lokalet kunne tage øjnene fra, sådan som han dansede, sprang rundt og vred sin krop ud i nærved kontortionistiske positioner. Dette foregik både midt på scenen, på kanten kun få centimeter fra hans dybt betagede beskuere og ude midt på gulvet; hoppende i takt med publikum og deres hey-råb – alt dette svært at overvære i mørket, hvis man da ikke befandt sig midt i optrinnet.
Musikken fra Saldanhas medbragte udstyr afspejlede meget godt det materiale, der findes på projektets indtil videre eneste udgivelse, Lithium Blast fra 2020, uden at det på nogen måde blev en musikalsk overvældende oplevelse. De elektroniske lydflader blandet med Uganda-percussionen havde nok fået et enkelt nøk opad på bas-fronten for kun yderligere at kunne tænde op for dansefesten, men man skal nok være overordentligt ivrig efter at gå i petitesser for at gå længere ned i forskellen mellem studie- og liveversionerne denne lørdag. Lugemwa supplerede på både forvrænget trompet og ditto vokal for at emulere de særegne hornarrangementer, der gennemsyrer begge HHY-projekternes identitet, men det var først og fremmest Kasongo og hans evige publikumsinteraktioner, der løftede forestillingen til det mere ekstraordinære.
Mod slut bød Lugemwa ind med tre forholdsvist ligefremme poppede numre på vokal, mens Kasongo – nu også iført et håndklæde – placerede sig mere anonymt bag Saldanha. Disse popnumre virkede oven på den intense performance lettere unødvendige og slet ikke i tråd med resten af koncertens udtryk. Man følte i hvert fald slet ikke, at der var tale om den samme gruppe, og meget af den energi, der tidligere havde hvirvlet rundt i mørket, lod til at ebbe ud blandt den nu mere forudsigelige lydkulisse. En skam; for de foregående tre kvarter havde ellers været ganske fornøjelige og en perfekt kickstart for alle dem, der partout skulle have den allersidste festivalenergi ud af deres trætte legemer.
Alle fotos: Daniel Nielsen
