jazzhouse

Black Rebel Motorcycle Club, 20.11.10, Den Grå Hal, København

Fotos: Rasmus B. S. Hansen, www.terranaut.dk

2007. Pisserasende var man, da man forpassede muligheden for at se San Francisco-bandet Black Rebel Motorcycle Club for gud ved hvilken gang. Koncerten i Den Grå Hal bliver udsolgt, som det var tilfældet med koncerten med samme band på Voxhall året før. Og efterfølgende måtte man på samme måde bagefter leve med nærmest orgastisk glæde ved de bekendte (og anmeldere), der havde skaffet sig adgang til koncerterne.

2010. Ni år efter, man som snottet gymnasieknægt hørte første udspil fra de amerikanske überlæderjakker, kunne undertegnede så langt om længe traske ind til det, der i øvrigt også var første besøg i den ganske lovpriste Grå Hal. Hidtil havde det kun været besøgt under det ligeledes glimrende julemarked. Men i aftenens sammenhæng var julekuglerne blevet til nogle umanerligt store truckernosser, der sjoskede ind på scenen i form af trioen, der nu er blevet tilført et kvindeligt, dansk islæt i den danske trommeslager Leah Shapiro.

Hun erstattede for et par år siden Nick Jago, der med tiden var blevet et lige lovlig ustabilt element, og selvom det indiskutabelt er et problem i forhold til en gruppes udtryk, virkede den måske midlertidige danskerløsning dog som et logisk træk. Shapiro har tidligere spillet med de løst beslægtede Raveonettes, og man fik under aftenens koncert ret hurtigt slået fast, at hun er en mere end habil trommeslager. Hvis man så lige tager klaphatten af, og sætter hende i forhold til den på alle måder mere eksplosive Nick Jago virker hun nu en smule mekanisk i sit spil. Man kom til at tænke på ZZ Top nu og da, men langt hen ad vejen virkede det nu også som om, at hendes regelmæssige og præcise puls til tider holdt de to frontmænds en smule nede.

Fra den indledende kanonade i “66 Conducer” og til afslutningen med den lavmælte “Open Invitation” fra Howl, passede hun sit arbejde, ikke meget mere, og ikke meget mindre. Heldigvis havde man også nok at gøre med at holde øje med Peter Hayes og Robert Been, der roligt kan kaldes de bærende elementer i bandet. Nat-og-dag-elementet i de tos udtryk var også fokus for det virkeligt stabile lysarrangement, der skiftevis oplyste den enkelte biker, selvom Peter Hayes’ ansigt sådan aldrig rigtig dukkede ud af skyggen. Sådan ser nogen vel bare ud, og på samme måde som med forbillederne i The & Jesus and Mary Chain, så så de tre bandemedlemmer ud til at sætte pris på stærk bagbelysning, der blænder alle andre end lige dem selv.

Sætlisten var mildest talt en spraglet affære. Som nævnt spillede de den ‘hemmelige’ “Open Invitation”, og de surfede ubesværet rundt i de forskellige udtryk, der kendetegner deres efterhånden seks album, og selvfølgelig en håndfuld fra den nyeste plade, Beat the Devil’s Tattoo. Blandt andet en gnistrende og støvet udførelse af titelnummeret, der tydeligt demonstrerede amerikanernes begejstring for at spille deres nyeste materiale. De følte sig hjemme, refererede til deres forrige besøg, og håndterede deres instrumenter som var de gamle kællinger, der havde fortjent det, for at citere Jørn Mader. Og det var selvsagt en fornøjelse at se på og lytte til.

Den Grå Hal, der skal hyldes på virkelig mange måder som spillested, havde indledningsvis nogle problemer med lyden, der mudrede ud. Det var dog et problem, der kunne løses og begyndte at løse sig i løbet af aftenens tredje nummer og første crowdpleaser, den brutale “Red Eyes & Tears” fra bandets selvbetitlede debutplade. Derfra var forholdene i hallen glimrende, og lydniveauet frem for alt dejligt højt. Decibelgrænser kan i princippet gå an, men et band som BRMC lyder ærligt talt bedst, når man piller lidt ved det princip.

Lidt over midtvejs i den over to timer lange koncert kogte det hele sammen til en suppe af ren og skær sejhed, da amerikanerne med et helt åndssvagt overskud og med korte mellemrum fyrede de nye numre “Half State” og “Conscience Killer” af, hvilket for alvor fik næverne til at hæve sig blandt de, sjovt nok, noget stenede tilskuere. »There’s a fire,« lød det under den sublime “Half State”, og det var der rigtig nok en hel del af. Om ikke andet, så gjorde det lysshowet endnu flottere med al den ekstra røg, der gav illusion af, at Hayes & Been stod og trak fedtere på imaginære kæmpeknallerter.

Derpå fulgte blandt andet en spastisk spjættende udgave af “Spread Your Love”, der ligesom skid-hul-i-det-hele-hymnen “Whatever Happened to My Rock’n’Roll (Punk Song)” fik nyt liv fra scenen. Hen mod slutningen faldt blusset forståeligt en smule fra bålet, og Been fik lejlighed til at hive orglet frem og trække stikket ud på guitaren nogle gange, hvilket har været rart for de, der især er blevet tiltrukket af bandet via stilskiftet Howl.

Selv må jeg indrømme, at jeg nok havde sat næsen op efter en lidt mere hårdtpumpet koncert. Men som BRMC-koncertgænger virkede segmentet ganske spredt, og det er derfor svært at sige, om det var en generel betragtning, men det var nu nok bare et udtryk for forstokkethed fra undertegnedes vedkommende. Et af de bedst modtagede numre var på den led meget betegnende den Robert Johnson-klingende og støvletrampende “Ain’t No Easy Way”, der står i stærk kontrast til aftenens personlige højdepunkt, den sataniske “Six-Barrel Shotgun”, der skød bagvæggen — og trommehinderne — i smadder.

Dén dobbelte slagkraft er det få bands for tiden, der kan matche. Og selvom man måske kunne have ønsket sig et par numre mere fra de første to plader på sådan en lørdag aften, skal BRMC have ros for ikke at lefle for meget for tilskuerne, og så kan man jo altid sørge for at se dem igen næste gang for at høre, hvad de nu hiver frem fra biker-sangbogen. Der er i hvert fald ved at være ret mange gode kandidater til deres sætlister. Og med eller uden dansk islæt lader de til at føle sig forbandet godt tilpas i Den Grå Hal.

★★★★★½
1 kommentarSkriv kommentar
  1. Yeah!

Indsend din kommentar

Skriv dit navn

Du skal indtaste dit navn

Skriv venligst en gyldig mailadresse

Kræver e-mail

Skriv din besked

Undertoner.dk © 2014 All Rights Reserved

Opmærksomhed til den alternative musikscene