Plader

Bright Eyes: The People’s Key

Skrevet af Signe Palsøe

Måske er der noget om, at tomme tønder buldrer mest. Bag The People’s Key står et Bright Eyes, der aldrig har været mere balde-rockede og aldrig har haft mindre at sige. Desværre resulterer det aldrig i en videre engagerende lytteoplevelse.

I slutningen af 2010 blev det annonceret, at et nyt album fra Bright Eyes snart ville se dagens lys. Dengang var jeg næppe den eneste, der havde regnet med, at bandets hoveddrivkraft i Conor Oberst havde skrinlagt den del af sit virke for bestandigt. Fire år var efterhånden gået, siden bandets seneste udspil Cassadaga blev smidt på gaden, og Obersts efterfølgende udfoldelser under eget navn eller som en del af Monsters of Folk-konstellationen antydede, at der var behov for et stilskifte. Efterhånden trådte de emotionelle og, ja, til tider temmelig patosladede, singer/songwriter-orienterede produktioner i baggrunden, og i stedet adopterede Obersts udgivelser en mere rocket, country-præget og ofte lige vel baldet lyd.

Set i det lys var det svært at forudsige, hvad man skulle forvente sig af The People’s Key. Alle tre Bright Eyes-medlemmer har på den ene eller anden vis været engageret i Obersts soloprojekt eller Monsters of Folk, så om de tre musikere ville tage deres nyfundne lyd med over i Bright Eyes, eller om deres tilbagevenden til den gamle konstellation betød en genoptagelse af den klassiske Bright Eyes-lyd, var ikke umiddelbart til at spå om.

Når man lytter til The People’s Key fremgår det ret hurtigt, at resultatet er blevet en mellemvare. Pladen er mere country-rocket end folket, lydbilledet består af tæt sammenkittede forløb med taktfaste trommer, lidt kvindekor og elorgel og -guitar, og sangene er langt mere balde-buldrende, end man tidligere har hørt det fra Bright Eyes’ side. Numre som “Approximate Sunlight” og højdepunktet “Ladder Song” bringer med deres nedbarberede lydbilleder og singer/songwriter-orienterede udtryk mindelser om den intimitet, der prægede tvillingepladerne Digital Ash in a Digital Urn og I’m Wide Awake, It’s Morning. Ja, afslutteren “One for You, One for Me” lyder faktisk, som om den forsøger at opsamle luftigheden og ungdomskådheden fra førstnævnte plades grand finale “Easy/Lucky/Free”.

Alligevel er det måske disse mere typiske Bright Eyes-numre, der tydeligst understreger, hvor middelmådig The People’s Key dybest set er. Eller rettere hvor unødvendig den er. Hvad enten gruppens tidligere udgivelser hovedsageligt har været velformulerede talerør for teenagedesperation eller for mere modne livsberetninger, har singer/songwriteren i Oberst og nødvendigheden af hans fortælling altid været central for Bright Eyes-projektet. I den henseende er der ikke ret meget at komme efter på The People’s Key. At lyrikken er overraskende anonym, virker måske mindre påfaldende, når bandet svøber den i rockede arrangementer, men helhedsindtrykket bliver sjældent videre vedkommende.

Bright Eyes har held til at opstille nogle forholdsvis vellykkede melodimønstre på “Shell Games” og “Jejune Stars”. Her formår trioen at spille musikkens bralrende elementer op mod hinanden på en måde, der bibeholder en vis dynamik og catchiness i et lydbillede, som ellers ofte er i fare for at virke hult og tamt. Desværre hælder de fleste numre på The People’s Key mod sidstnævnte udtryk, og de enkelte lyspunkter formår ikke at fordampe den tåge af ligegyldighed, som pladen aldrig rigtig formår at undslippe.

★★★☆☆☆

Deltag i debat