Koncerter

alva noto & Ryuichi Sakamoto, 28.05.11, Koncerthuset, København

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Klassisk og elektronisk musik mødtes til fuldendt omfavnelse i samarbejdet mellem alva noto og Ryuichi Sakamoto.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Hvad er klassisk musik? Hvad er elektronisk musik? Det er spørgsmål, som Carsten Nicolai (alias alva noto) og Ryuichi Sakamoto hele tiden udforsker med deres samarbejde, der i varierede mål blander dryppende klavertoner med knitrende beats og tunge bastoner. Duoens seneste album Summvs udkom i begyndelsen af maj og er stilmæssigt en direkte forlængelse af de forrige album. Derfor var der heller ikke overraskelser i vente til denne koncert, der var en af blot elleve koncerter på verdensplan på bandets “S”-tour.

Setuppet på scenen i en halvt fyldt koncertsal i DR Byen lignede da også det setup, som de to havde med, da duoen gæstede Roskilde Festival for nogle år siden. Sakamotos flygel til venstre på scenen og Nicolais pult med elektronisk udstyr til højre. Begge musikere var klædt i sort for at fuldende det minimalistiske. Det lignede næsten klicheen om den aldrende, klassiske musiker over for den unge, elektroniske musiker. En slags mester og lærling trods genreforskellen på de to. Selvom de rent fysisk var placeret langt fra hinanden og der kun sjældent blev kommunikeret (og da kun ordløst) mellem de to under koncerten, så var de alligevel en fascinerende enhed på scenen.

Der er både noget avantgardistisk og så alligevel utroligt ligefremt og afslappende ved duoens musik. Selvom Nicolais støj og beats med deres hårdhed er modsætningen til Sakamotos rolige akkorder, så ligger der også en ro i det elektroniske elements stringens. Klik, skrat, beat kommer i helt faste mønstre. Men forudsigeligheden bliver aldrig kedelig, nærmere tryg.

Som bagtæppe havde de to musikere en 15 meter lang LED-skærm, der med sine visuals på godt og ondt prægede koncerten. Når de var bedst, hjalp de med at visualisere musikken og nærmest give musikken en fast form. Nicolais støj var f.eks. i åbningsnummeret en bølge, der vibrerede som en tynd streng, mens Sakamotos anslag på flyglet var firkantede plader i perspektiv, der dukkede frem ved anslagets begyndelse og langsomt svævede ned gennem bølgen for derefter at tone ud. Senere var lyden visualiseret som et stort antal koncentriske ringe, der langsomt forsøgte at samle sig i ét enkelt punkt på midten, men blev blæst tilbage af Nicolais tunge beat. Ringenes mikrovibrationer stod Sakamotos anslag for.

Minimalismen i hele koncertsetuppet blev lidt brudt, når der var visuals i flere farvetoner, hvor der blev lidt for meget tyggegummi over nogle af pastel-kombinationerne. Og skærmen tog også nogle gange magten over musikken og de to musikeres tilstedeværelse.

Der er nemlig ikke meget at se på hos de to. Sakamoto sidder roligt ved tangenterne. Og Nicolai står ved pulten mere end normalt stille og styrer slagets elektroniske gang. Og så alligevel. Ligesom duoens musik ofte er præget af de små toners forandring, de små forskellige lydes karakter, så er de to musikeres engagerede bevægelser også sublime. Mens Sakamotos ene hånd roligt slog akkorder an, fulgte den anden blidt og vuggende takten. Andre gange var han oppe at stå og med forskellige genstande spillede han direkte på flyglets strenge. Nicolai nikkede af og til roligt med hovedet i takt til beatet. Men alene hans saltstøtterolige silhuet var værd at betragte.

At opremse de enkelte numre, som duoen fremførte, giver ikke rigtig mening. Der var selvfølgelig lagt vægt på numre fra det nye album, som ikke er helt så minimalistiske som de forrige. Men denne aften handlede det mere om et rum, som Sakamoto og Nicolai tog koncertgængerne med ind – et rum uden ord, et rum af musik og nonmusik, af mødet mellem to genrer, et møde som forenedes nærmest uhyggeligt naturligt.

Koncertens afslutningsnummer var en omfavnende finale, hvor skærmens røde farve i cresendoet med Nicolais hvide støj og Sakamoto hårdeste pianospil denne aften brændte sig igennem og overvældede alle sanser. En fantastisk afslutning – der desværre ikke fik lov til at stå som sidste indtryk pga. fire ekstranumre, som aldrig rigtig blev en del af selve koncerten. Lyset i salen havde i mellemtiden været tændt, og det rum, duoen havde skabt (og holdt så stramt fast i), var væk. Men på hjemvejen ude i det mørke regnvejr vendte det heldigvis tilbage som en fantastisk følelse i brystet.

★★★★★☆

Deltag i debat