Zeitkratzer er en umanerlig mærkelig størrelse at anmelde. På plade lyder det nøjagtig, som jeg forestiller mig, at en kunstner som sydafrikaneren William Kentridge ville se ud, hvis man tænker på ham som et stykke musik. Det er barokt og voldsomt billedskabende. Knirkende lyde af træ og messing, men også af menneskene bag instrumenterne. Man fornemmer dem sidde der og give sig hen i deres nyfortolkninger af gamle værker. Kentridge arbejder meget i sort/hvidt og forholder sine værker til vores forhold til tidens og historiens gang. Noget, der også synes at ligge Zeitkratzer på sinde, og som jo i høj grad afspejler sig i ensemblets navn; det at kradse lidt i tiden. Zeitkratzer har specialiseret sig i at tage gamle værker op, på tværs af genrer, men ofte i et noiseregi, og genfortolke dem i et klassisk ensembles set-up.
På mange måder var det uovertruffent live, men også en type musik, der taler mere til intellektet end til hjertet, endda på meget tilfredsstillende vis. Som festivalband er de svære. På den fede måde. At jeg var så vild med dem, skyldes flere ting. For det første var det helt umiddelbart fantastisk at høre de gamle Kraftwerknumre, plus et enkelt af Merzbow, udsat for udvidet stort kammerorkester. For det andet kunne man se på dem, hvor svært det var, det de lavede. Anstrengelsen i de heftigste passager stod printet ind i ansigterne på de ni musikere på scenen. For det tredje var det ni dygtige musikere. De kunne deres kram. I øvrigt har jeg set guitarister sprænge en streng ganske ofte. Og Flea fra Red Hot Chili Peppers formåede at sprænge et par basstrenge under en koncert en gang, da han var ung. Nu har jeg så også set en violinist sprænge en streng. Der blev dælme også filet igennem, men hun tog det pænt og fik meget hurtigt sat en ny på.
De ni musikere under ledelse af kapelmester Reinhold Friedl spiller på klassiske instrumenter. Kapelmesteren selv på flygel, men også på et gammeldags trædeorgel. Og så viste det sig, at flygelet også blev angrebet indefra. Flere gange var Friedl oppe og have hænderne i indvoldene på det for at spille direkte på strengene, der sidder derinde. Det gav en skramlet og punket lyd. Som sagt var der en violinist, en cellist og en kontrabassist. Janitsharen fungerede også som både paukist og trommeslager i rytmisk forstand. Han havde et enormt arsenal af trommer til sin rådighed og nåede at spille på dem alle. Der var et almindeligt trommesæt, fem-seks gonger og en mægtig pauke og en endnu større drønnert af en stortromme. Blæserne bestod af trækbasun, saxofon og valdhorn samt den sidste i orkesteret som spillede på både basklarinet, tværfløjte og bas tværfløjte. Når alle gav den alt hvad den kunne trække på sit respektive instrument, så var det i høj grad kroppen det talte til. Rent fysisk var lydbølgerne fra scenen så voldsomme at kroppen gik i svingninger og marven i knoglerne skummede hvidt. Det var mere ekstremt end at høre Black Midi eller Speaker Bite Me forleden. Men nu foregriber jeg begivenhederne, for det var sidste nummer, der slap disse kræfter løs. Det var en komposition af den japanske avantgardekunstner Merzbow, som sidste år spillede på Roskilde sammen med det ligeledes japanske band Boris, hvor det var uklart hvad han egentlig deltog med. I år fik Merzbow så endelig spilletid i form af denne godt ti minutter lange ekstremstøjskomposition. Det var ærefrygtindgydende! Mildest talt.
Før det fik vi 50 minutter med alt godt fra Kraftwerks første to albums, hvis vi ikke regner deres allerførste album fra 1969 under bandnavnet Organisation med. Kraftwerk selv har ikke spillet disse numre siden 1974. Men nu findes de altså i en nyfortolkning indspillet af Zeitkratzer på albummet Zeitkratzer Performs Songs from the Albums ”Kraftwerk” and ”Kraftwerk 2”, som ensemblet indspillede i forbindelse med deres 20-års jubilæum sidste år.
Det startede i princippet mildt og godt. Som bølgeskvulp eller sommerfugles leg over engens blomster. Instrumenternes lyde bølgede frem og tilbage, snart her, snart der, stigende og faldende i intensitet og volumen. Så klampede han til dén der mægtige tromme og Friedl kravlede næsten op i flygelet for at frembringe sine lyde. Trækbasunisten klaprede med dæmperen og intensiteten steg. En melodistump brød ud af larmen. Blæsere og flygel. Violinen dansede staccato på de lyse toner, og så voksede det hele endnu engang over hovedet på os, før det faldt helt væk. Trommeslageren spillede næste nummer på trommesættet og piskede rytmen fremad. Hurtigere og hurtigere gik det. Billedskabende musik, til dels også intellektuel musik. Alt er skrevet ned i partiturer og spilles stort set ens hver gang. Numrene afløste hinanden, indtil vi altså til sidst nåede frem til Merzbows komposition, som jeg allerede har berørt.
Zeitkratzer var et anderledes avantgardistisk indslag på årets festival. En koncert kendetegnet ved en ekstrem forskel på de stille og de vilde passager. De stille var så eklektisk fine og tynde at de næsten helt forsvandt i Bikstoks tordnen i det fjerne på Orange, men også i den snak, der blev meget tydelig i disse sekvenser. Det er selvfølgelig et vilkår på Roskilde, at der bliver snakket. Det kan man ligeså godt, først som sidst, vænne sig til. Folk er fulde og skæve, møder lige en gammel længe savnet ven og er sådan set ligeglade med, om det er helt oppe foran til en koncert, der også insisterer på tysthed. Men når instrumenterne tager fat og spiller til, når tonerne snor og snirkler sig om hinanden og publikum, når tonernes leg bliver kåd og ivrig, ja så glemmer man alligevel uroen omkring sig. Og når det bliver endnu voldsommere, endnu vildere og næsten når smertegrænsen, så er det pludselig dit verdensbillede der rokkes ved. Tiden bliver både akut nærværende og underligt ligegyldig på samme tid, støjen, Merzbows komposition, musikerne i Zeitkratzer, bliver ved og ved. Og så endelig udfrielsen. Meget fin booking, meget fin koncert.
