Koncerter

Elbow, 12.06.11, NorthSide Festival, Aarhus

Skrevet af Jonathan Heldorf

Elbow var et befriende friskt pust i et tungt pumpende festivalprogram.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

De er svulstige, velklædte, iørefaldende og særdeles nuancerede. Guy Garvey har noget Stig Rossen i sig, ikke mindst i sin gestik, men hans måde at synge på er helt hans egen. Elbows frontfigur har en gigantisk stemme; han kunne knuse glas, hvis han ville, men han foretrækker et mere ydmygt udtryk, hvilket udmønter sig i en inderlighed og en intimitet, der er svær at matche.

Elbow er til at få øje på i programmet. De stikker noget ud stilmæssigt. Den rolige, luftfyldte stemme, strygerne, den gennemtrængende rumklang og de dvælende melodier gør Elbow til festivalens mest skrøbelige kunstnere, men det er en sårbarhed, der er tiltrængt før lukketid oven på en lang række tungt pumpende bands.

Det begyndende tusmørke indhyller pladsen i en drømmesfære, og at lukke øjnene og bare svaje fra side til side til “Weather to Fly” er det eneste, der giver mening.

Jeg er i øvrigt ikke den eneste, der tænker sådan. Til den på alle måder sublime “Grounds for Divorce” bliver pladsen omdannet til ét stort kor, der helst ikke vil slippe taget i melodien og lader denne fortsætte et godt stykke ind i stilheden. Men den sang har også bare alt, så hvis det er den, der fylder folks ører på vej hjem i natten, så har festivalen været en stor succes.

Og hvis jeg lige må nævne Olafur Eliassons nye kunststykke på toppen af ARoS “Your Rainbow Panorama” som står forbløffende frem i natten i Aarhus midtby, så kunne den godt bruge et soundtrack som man står der, halvfuld og melankolsk på vej hjem fra NorthSide og skuer op på de mange sammenflydende farver. Det soundtrack kunne meget vel være Elbow, jeg kunne i hvert fald stadig mærke en knugen i brystet og en følelse af noget større end mig selv, da jeg var på vej hjem.

★★★★★☆

Deltag i debat