Plader

Shiny Darkly: s.t.

Det er kun et år siden, at Kristoffer Bech, Mads Lassen og Oliver Matthew Volz gik sammen og dannede postpunk-trioen Shiny Darkly. Siden da er det gået forrygende stærkt med pladekontrakt, bookinger til store koncerter og særdeles lovende presseomtale. Er der noget om snakken? Denne anmelder er ikke helt overbevist.

Et af mine helt store teenagecrushes var Joy Division-legenden Ian Curtis. Selvfølgelig fordi han var en smuk mand, der spillede musik. Men også fordi han formidlede et univers, der fascinerede mig som 15-årig forvirret forstadspige – og stadig gør det i dag. Fordi hans stemme var lige så dyb og messende, som musikken var tung og teksterne tungsindige. Det rungede helt inde i hjernen og fik øjenlågene til at falde i og kroppen til at danse.

Det er ikke uden grund, at jeg inddrager dette pubertære sammenstød med postpunken i min anmeldelse af Shiny Darklys nye ep. Det er fordi jeg genkender lyden, i en sådan grad at jeg næsten bliver nostalgisk. Alligevel krævede bandets debut-ep en del gennemlytninger, før jeg fandt mig til rette med den.

For det første er det farligt at lægge sig så tæt op af sine idoler, som Shiny Darkly gør. Sammenligning bliver uundgåelig, og det kræver, at man på væsentlige punkter kan finde ud af at skille sig positivt ud. Det lykkes kun delvist for Shiny Darkly at træde frem fra Joy Division-skyggen.

Desuden er lydbilledet for mudret. Det gælder især pladens åbningsnummer “Into the Shade”. Hvor fortidens postpunk/new wave-bands som Joy Division, Jesus & the Mary Chain, danske Sort Sol og Echo & the Bunnymen gerne lagde vokalen eller et centralt musikalsk tema helt frem i lydbilledet, bliver det hos Shiny Darkly til tider uklart, hvad vi skal lytte efter i lydkaosset.

Den rå og mudrede klang er nok et bevidst valg. Kender man bandets tidligere demoer, vil man nemlig bemærke, at netop dette er et aspekt, der er blevet forstærket på ep’en. Desværre fremstår lyden faktisk mere tilgængelig i demo-formen.

Musikken skal selvfølgelig gerne klinge lidt af fabrikshal og no future. Men det er en hårfin balance, og på nogle skæringer, f.eks. den ensformige “He’s Suicidal”, taber man som lytter hurtigt interessen, fordi den gode idé bag nummeret drukner i lyden.

Det er med andre ord de mere skarptskårne numre, der fungerer bedst. “You Feel Like You Should” er et godt eksempel på dette med sine simple, cool riffs og umiddelbart ørehængende fraser. Her har postpunken fået tilsat en smule syrerock-charme a la The Doors, og det klæder musikken fantastisk.

Shiny Darkly er en meget genrebevidst udgivelse. Er man til postpunk, new wave og shoegaze, er der stor sandsynlighed for, at man også vil falde for københavnerdrengenes projekt. Jeg vil dog forholde mig i venteposition og se frem til et fuldlængdealbum, der kan give svar på, hvorfor vi lyttere netop skal høre Shiny Darkly og ikke bare holde os til de alle de go’e gamle.

★★★☆☆☆

Leave a Reply