Plader

Bloc Party: Four

Skrevet af Klaus Thodsen

Fire lange år er gået, siden Bloc Party sidst sendte nyt materiale på gaden. Frem for at søge nye grænser har englænderne søgt tilbage til lyden fra debuten i 2005.

Med Bloc Partys lidt rodede historie i baghovedet er det måske ikke helt tilfældigt og ikke uinteressant, at Four åbner med en lille diskussion bandet imellem, inden de er klar til at gå igang med ”So He Begins To Lie”. Bloc Party debuterede tilbage i 2005 med det post-punkede Silent Alarm, der efterfølgende skabte en vis hype om bandet. Derefter blev der eksperimenteret med en mere elektronisk lyd – især på gruppens sidste udgivelse fra 2008, Intimacy.

Siden da har der været stille fra bandets side, og den kreative tænkepause har blandt andet bevirket, at elektronikken er blevet lagt på hylden. Four trækker sine rødder tilbage til den guitarrock, der kendetegnede debutpladen. Et kort og kontant nummer som ”3X3” viser samtidig et par af de mørke undertoner, der findes spredt ud over Four. Man får følelsen af at starte midt i nummeret, da Kele Okerekes småuhyggelige recitering af sætningen »No one loves you« allerede efter få sekunder bygger op til omkvæddet. Som “3X3” kommer rigtigt igang, skaber musikken en følelse af nærmest at forfølge Okereke, og omkvæddet ændres undervejs til en mere skræmt recitering af »No means no«.

Dog er det langt fra mørkt hele vejen igennem. Som små trædesten mellem de mørke og hårde passager ligger flere ganske letbenede og letførdøjelige numre spredt. ”V.A.L.I.S.” er et af disse små steder, hvor man kan genopfrisket sit minde om enkle og glade melodier. Man kan næsten få en mistanke om, at Bloc Party her laver et nummer specifikt henvendt til det publikum, der får sine musikalske oplevelser i tøjbutikker og ellers aldrig ville have stiftet bekendtskab med Four. Der er et legende let omkvæd, en generel barnlig og glad følelse over nummeret, og sågar lidt klappen-i-takt i baggrunden. Skal vi være ærlige, passer ”V.A.L.I.S.” ikke rigtig ind på pladen.

Den tunge rock bliver dog først lukket ud af sit bur på “Kettling” og senere “Coliseum”, der vækker minder om tidlig Deftones. Okerekes vokal er trukket tilbage i lydbilledet; faktisk så meget, at den til tider næsten ikke høres under Russell Lissacks tunge, altdominerende guitar. Mens ”Kettling” kommer stormende ud af højtalerne som et andet banzai-angreb, lægger ”Coliseum” mere afdæmpet fra land med lidt hillbilly-guitarspil, der sender lytterens tanker til de yderste backroads langt ude på landet i USA’s Midtvest. Et sted, hvor man kører i pickupper, og mændene ligner dem fra Moonshiners. Herefter går der dog meget pludseligt Deftones i den. Guitaren bliver knastør, musikken bliver tumultarisk, lyden bliver mere og mere voldsom, og Okerekes afsluttende skrig i mikrofonen kan ikke undgå at bringe associationer til Chino Moreno.

”Kettling” og ”Coliseum” står ikke bare som de hårdeste, men også de stærkeste skæringer på en plade, der som efter et mislykket eventyr vender tilbage til det kendte og trygge – og gør det godt, vel at mærke.

★★★★☆☆

Leave a Reply