Der er ikke mange på pladsen foran Eos et kvarters tid før Helena Gaos koncert. Ligger folk i sprit på campingpladsen? Er der noget mere tiltalende ovre på Gaia?
Dansk-kinesiske Helena Gao har siden 2020 udgivet en række poppede singler, der balancerer på grænsen mellem noget velkendt og et mere prøvende, eksperimenterende grænseland. EP’en Extended Adolescence fra 2020 viste små skitseagtige sange fra et ungt menneskes omtumlede ungdomsliv. I en bisætning er det værd at nævne, at Gao har spillet i Danmarks store mand, Tobias Rahims, liveband, og tidligere i år udkom EP’en Mirth & Matter, der nærmere peger i retningen af klubeufori og et solidt skud Y2K.
Publikum meldte sig klar på pladsen, da Gao gik på. Noget så eftertrykkeligt, faktisk. Der var jubel og hujen fra den nedtrampede jord. Gao leverede da også varen med en stærk vokal, og som hun bemærkede, skulle vi igennem mange forskellige følelser. Til at udvide materialet havde Gao en trommeslager samt guitarist/bassist Alfred Lykke Nielsen (kendt fra iomfro) med på scenen. Allerede fra andet nummer, var dét, jeg troede skulle være en popfest for håbefulde teenagere, forvandlet til en benhård omgang i grungens selskab. Det nye nummer “In Other Words” lagde fra land på sådan en måde, at jeg fik lyst til at skrige »halvfemserneeeee!« ud over Dyrskuepladsen.
Mine forhåndskendskab til Helena Gao sagde inderlig internet-folk og klubenergi, så det rockede element var nyt. For en stund levede jeg ret fedt på den fuzzbas-rungende stil. Delvist fordi Gao, som selv spillede guitar på nummeret, havde overraskelsens moment på sin side, men også fordi bandets samspil var fedt og mærkbart håndspillet. Den efterfølgende nye sang med linjen »I’m a power princess« havde samme 90’er-silhouette og et snert af Courtney Love.
Gao havde dog som bekendt sagt, at vi skulle prøve noget forskelligt, så vi blev brat katapulteret i hvert fald 10 år frem i tiden til et pulserende klubbeat og drømmende sammenligninger som »You’re the James Dean of generations.« Det var noget af et hårnålesving fra don’t give a fuck-guitarrocken, men Gao, der skruede op for sine moves, lykkedes til dels med at skabe en karakter, der ejer klubben.
Temaskiftet blev italesat, da Gao på syngende aarhusiansk fortalte, hvordan hun havde tænkt på, at hun senest havde været på klub som 19-årig. Hun havde kort tid før tabt sin microport, været af scenen for at sætte den på plads, og undervejs underrettet publikum om situationen. At hun udnyttede et teknisk problem til at snakke med publikum om musikken var velvalgt og en overgang af Kåre Qvist’ske dimensioner. Det hjalp mig med at forstå, hvor ønsket om at vende blikket mod beats, der dropper, kom fra. Gao havde oprigtig god kontakt med sit publikum. Hun bemærkede blandt andet, hvor mange forskellige sjove hatte, der var blandt de fremmødte.
Men hvad fandt Helena Gao på klubben og det hektiske dansegulv? Numre som “Pretty Please”, der fik tilsat en veldrejet guitarsolo, og “God’s Favorite”, hvor Gao viste fin kontrol i sit lysere register, er fine, pulserende numre. Det åbnede nogle døre, men jeg sad tilbage med følelsen af, at de musikalske kort blev overspillet. Den intense del af sættet, Gao beskrev som handlende om at være »fucking liderlig,« tog fokus fra det overraskende guitarrockede sted, hvorfra koncerten tog sin begyndelse, og det blev vanskeligt at skelne de beattunge numre fra hinanden.
Da sidste nummer, den uudgivne sang utroligt beat- og bastunge “Selfmade Superstar”, lukkede sættet, kunne jeg egentlig også godt tænke mig at komme ud af klubben igen. Jeg havde været i godt selskab – ingen tvivl om det – men jeg trængte til at tage den lidt med ro, efter min popfest havde taget en uventet drejning.
Alle fotos: Daniel Nielsen
