Der var noget fatalistisk over det vejr, der lagde sig over festivalpladsen blot 10 minutter, inden AySay skulle spille. Ovre på Platform havde man netop kunnet opleve cello-rockeren Mabe Fratti blive evakueret midt i afslutningsnummeret grundet et pludseligt stormvejr, der truede med at sende udstyr, musikere og alt derimellem i mudderafgrunden. Samme uvejr truede også AySays koncert på Eos med at blive til en af de slags, der skulle overværes af godt 10 fremmødte modige svømmere under den teltfri himmel. Men de bibelske vandmasser blev heldigvis erstattet af et vejrmirakel, for fem minutter inden koncertstart brød solen frem.
Efter et kampråb fra backstage, der gjaldede ud over de forreste tilskuerrækker, kom et storsmilende band på scenen. Luna Ersahin, AySays kronede frontperson, måtte da også udstøde et lettelsens suk over, at hendes værste mareridt allerede var overstået med solens komme. Herefter var det slut med at lade vejret diktere slagets gang: Den egentlige dirigent, Ersahin, tog sit publikum ved lillefingeren i en kurdisk kædedans og kastede os ud i en – mere eller mindre – uafbrudt folkefest.
Det, som mest kendetegnede koncerten, var nok det uovertrufne showmanship fra Ersahin, som hun saz-spillede og vrikkede sig igennem sættet. Hun befandt sig bogstaveligt tæt på scenekanten hele vejen igennem, når hun da ikke spillede op mod sine glimrende medbrødre og -søstre på scenen. Samspillet virkede familiært, og det var egentlig skønt at se. For publikum virkede koncerten også givetvis som at komme hjem – en overordnet behagelig oplevelse, men måske også i forstanden tenderende til det lette.
Bandet lagde for med nogle af de mest dansable sange; ikke mindst en meget tight leveret udgave af “Ben Beklemem”, som sad lige i det tyrkiske psych-skab. Opfølgeren og gruppens seneste single, “Moda”, lagde en mere poppet tone for dagen, mens Ersahin dansede sig vej hen over scenen. Vokalen fremstod en anelse mudret i løbet af de første numre, men de karakteristiske kurdiske hype-skrig, som Ersahin vanen tro lærte publikum at bruge, brød igennem lydtågen og fik smilene frem på de fleste ansigter.
Senest, AySay gæstede Roskilde Festival, var i 2022 på Rising, hvor vi dengang også bed mærke i det lidt skuffende lydniveau trods bandets åbenlyse spilleglæde. Ersahin lod en bemærkning falde om, hvor vildt det føles for bandet at stå på Roskilde Festivals hovedprogram blot to år senere. Det er absolut også prisværdigt, og på Eos gjorde de det tydeligt, at deres opskrift på en effektiv musikalsk himmelfart indeholder tre ting:
Det første er et aldeles velspillende orkester. Guitarist Carl West Hosbond har, lidt firkantet sagt, en ledende rolle i at gøre AySays lyd mere indieblød og dermed tilgængelig for utrænede ører i folksammenhæng. Under koncerten viste han dog også, at han let kunne spille op til de tyrkisk/kurdiske noder. På “Istanbul” fik vi tilmed en ligeværdig duel mellem Ersahins saz-spil og Hosbonds strenge. Et par numre inde i koncerten fik bandet fint selskab af en trompetist (hvis navn jeg desværre ikke fik), som lagde en afgørende bund af sfæriske, anatolske melodier fremadrettet. Frontpersonen selv og hendes utrolige vokale præcision bar måske det største ansvar for, at bandet fremstod så professionelt. Den kom eksempelvis til udtryk på den percussivt tunge “Xong-Bre”, hvor tre mand var ved trommerne, mens Ersahin var flankeret af sangeren Rezwan Farmi (omtalt som Ersahins kurdiske muse og lærermester) og sammen forenedes i en skøn, let forvrænget duet.
Det andet element i opskriften var de performative kundskaber, som virkede utroligt præcise og formentlig også koreograferede ned i detaljen. Det er også et element, jeg personligt havde blandede holdninger til. Det lod til, at intet var overladt til tilfældighederne på Eos. Helt ned til hvorvidt Ersahin bevægede sig til højre eller venstre, om hun løftede en arm eller smilede. Også flere af bandmedlemmernes ture rundt på scenen, hvor de spillede “om kap” med hinanden eller dansede rundt sammen, virkede som totalteater. Jeg havde en umiskendelig følelse af, at al den udtrykte glæde var planlagte udtryk – dermed ikke sagt, at det ikke var ægte.
Det sidste, der udgjorde bandets succes på Eos, var og er deres musikalske koncept, hvis smittende, glade energi passede perfekt til en eftermiddagskoncert, hvor solen var brudt frem. Hvor meget jeg end tænker, at det må være på tide at høre deres musik for hvad den er, og ikke hvilket ophav den har, så blev det tværkulturelle møde cementeret som deres sande DNA. På en forlænget version af “Ez Kevokim” var det Hosbonds sommerlige indieriff i samspil med vokalens klagende tone, der skabte broer. Midt i sættet fik vi en ret rørende og måske tiltrængt pause fra det dansable, da Ersahin og trompetisten fremførte en palæstinensisk folkesang, mens hele bandet knælede, og sjældent har jeg oplevet et Roskilde-publikum så stille.
AySay startede og sluttede dog dér, hvor de befinder sig bedst: i lige dele fabulerende saz-spil, vild dans og et næsten trap-værdigt og larmende elektronisk beat. Koreograferet eller ej, så lod bandet deres særegne funk og rene spilleglæde regne ned over et publikum, der gladeligt lod sig indhylle i det nordisk/kurdiske flag i en times tid.
Alle fotos: Daniel Nielsen
