Koncerter

Dum Dum Girls, 03.09.12, Lille Vega, København

En gennemgående dårlig lyd skæmmede desværre Dum Dum Girls’ optræden, og resultatet blev en underlig, amputeret fremførsel af de ellers glimrende støjpopperler.

Nu er Lille Vega et meget taknemmeligt koncertsted. Der skal ikke meget til for at varme den lille sal op og skabe en fest. Alligevel lykkedes det aldrig helt for Dum Dum Girls at komme ud over scenekanten denne mandag aften. Mine forventninger var ellers skruet godt op efter at have hørt masser af hype i beretninger om gruppens sidste koncert på Bakken i Københavns kødby. Plus, selvfølgelig, at kombinationen af Phil Spector-inspireret 60’er-pigepop og støj a la The Jesus and Mary Chain altid går rent ind hos mig.

Pigerne indtog den lille scene i al deres stilsikre lækkerhed (den mandlige begejstring blandt publikum var ikke til at tage fejl af) uden så mange dikkedarer. Fra første tone, der lød fra frontfigur Dee Dees rødmalede læber, stod det desværre klart: Lyden var mildest talt dårlig, og i en sådan grad, at det skulle vise sig at skæmme showet fra start til slut godt en time senere. Alligevel vil jeg ikke kalde aftenen en ubetinget dårlig oplevelse.

På den ene side nød jeg nemlig, i hvert fald til at begynde med, de flossede kanter, det tilføjede de ellers meget polerede popsange fra det seneste album Only in Dreams. Særligt et nummer som ”Bedroom Eyes”, der i studieversionen aldrig bliver særlig ophidsende, fordi den bare er for pæn, fik nyt liv. Mindre tyggegummi og mere tyngde. Jo tak.

På den anden side voksede det hurtigt til et grundlæggende irritationsmoment, at de tre andre pigers backing vokaler fuldstændigt druknede i lydbilledet. Vokalsamspillet må siges at være et ganske bærende element hos Dum Dum Girls, så det blev til nogle pænt amputerede udgaver af ellers glimrende numre som ”He Gets Me High” og ”Jail La La”, som jeg havde glædet mig som et lille barn til at høre. Man skulle anstrenge sig lidt for meget for at høre, hvad der egentlig blev sunget, til at det var sjovt. Det var således en underlig halvfærdig omgang styret af Dee Dees vokal, der bare vinder virkelig meget ved ikke at stå alene.

Så havde pigerne til gengæld masser af scenetække – fotogene dronninger, som de er, af tungt pandehår og poseringer. Mens Dee Dee sensuelt vrikkede med de stribede nylonstrømpelår bag guitaren og sendte lidende katteøjne til det jublende (også kvindelige) publikum, forholdt de tre andre sig i stoisk ro, uopnåelige og selvbevidste. Kommunikationen deroppe på scenen var sparsom, og det ene nummer afløste det andet i rapt tempo uden så meget leflen. Selvom den obligatoriske »Jeres by er awesome« naturligvis sneg sig ind.

Men lækkerhed gør det ikke alene, og der manglede ganske enkelt de magiske øjeblikke, der skaber en koncert hævet over gennemsnittet. En skarpere lyd kunne helt sikkert have gjort meget for at fremme oplevelsen, men også lidt mere nærvær og vovemod fra bandets side havde været opløftende.

Og derfor gik jeg hurtigt derfra, efter de sidste toner af finalen, den følsomme ”Coming Down”, døde ud, uden lyst til at klappe efter mere, med en noget flad fornemmelse siddende i kroppen.

★★★☆☆☆

Fotos: Mia Dernoff

Deltag i debat