Koncerter

Nikolaj Nørlund, 20.09.12, Koncerthuset, København

Nikolaj Nørlund

Nikolaj Nørlund og band leverede som forventet en særdeles vellykket aften med det stort anlagte show i koncertsalen i DR’s koncerthus.

Nikolaj Nørlund på scenen i Store Vega i 2010. Foto: Sara Jeffries

Han er blevet kaldt den danske indierocks godfather, men det er immervæk længe siden, at Nikolaj Nørlund var for de få indviede nørder. Var man i tvivl om mandens brede appel, skulle man blot kaste et hurtigt blik ud over mængden denne aften i DR’s koncertsal. Her var alt fra børnefamilier til teenagere i smuk forening.

Det har ikke skortet på store ord op til denne koncert. Nørlund selv har bebudet, at det skulle blive hans »bedste show til dato«, en »forædlingsmaskine« til bagkataloget. Til lejligheden var bandet udvidet til at bestå af hele otte personer ud over ham selv. Faste navne som Anders Christensen (bas), Jeppe Brix (el-guitar), Rasmus Valldorf (trommer) og selvfølgelig Christian Hjelm (guitar og kor), men også nye ansigter i Nørlund-regi som den altid dragende Cæcilie Trier på kor og cello.

Med andre ord et show, der ikke måtte gå galt. Det havde nu også været mærkeligt, hvis det var glippet helt. Nikolaj Nørlund er generelt bare virkelig god live. Jeg talte, at denne aften var min 10. koncert med ham. Det bliver aldrig kedeligt. Alle gange har været store oplevelser, og det siger jeg ikke kun, fordi jeg stadig er afstandsforelsket i ham. Jeg tror, en stor del af magien kan tilskrives hans altid gode humør. Det lyder så elementært, men Nørlund er altid glad på en scene. Altid begejstret, ivrig og engageret til fingerspidserne. Selv den aften i Jazzhouse for halvandet års tid siden, hvor han med et tørt grin kunne konstatere om sætlisten: »I aften kører vi skilsmissetema.« Han besidder et klart underholdningstalent og en uafviselig charme, der tænder, hver gang han står på en scene. Når det parres med det imponerende bagkatalog af høj kvalitet, et særdeles samspillet band og gode lydforhold, kan det kun blive vellykket.

Så jeg havde glædet mig, og det havde hovedpersonen tydeligvis også. Sad nerverne ikke lidt mere uden på tøjet, end de plejer? Nørlund virkede helt overvældet over at stå på scenen. Koncerthuset gør noget ved en. Man klæder sig lidt pænere på, sørger for at sidde pænt og stille. »Gud, det bliver en rigtig voksenkoncert,« tog jeg mig selv i at tænke, som jeg sad der med rank ryg i dyb koncentration om det, der skulle til at begynde. Det var altså et meget artigt publikum, men uhøjtideligheden fra Nørlunds side smittede langsomt af, hvilket lod til at passe ham glimrende.

Den 15 år gamle (!) ”Slet ikke dig” åbnede ballet i ny forklædning. Sart og tyst er den i sin originalversion, men denne aften tilsat blæsere og Christian Hjelms markante vokal på omkvædet. Selvom samarbejdet med Hjelm er meget, meget vellykket på Alt sammen, lige nu, havde jeg lige her lidt lyst til at lukke næbet på ham. Mere er ikke altid bedre, og nogle originaler er så gode, at de ikke vinder ved at blive tilført nyt. Men jeg er også meget konservativ og øm omkring lige dét album, Nye optagelser. Hvilken Nørlund-fan er ikke det?

Flere gange denne aften genkendte jeg ikke numrene med det samme, så der var virkelig tale om nyfortolkninger langt hen ad vejen. Selvom sætlisten bød på mange sikre hits og gengangere, var der også givet plads til overraskelser som ”Hemmeligheder” (aldrig spillet live før), coveret ”Ensomhedens gade nr. 9” og ”Den støjende tid” fra Michael Strunge-pladen Navnløs.

Selvfølgelig var der kiksere undervejs. Fans vil vide, at ingen Nikolaj Nørlund-koncert uden et par glemte tekster. »Vi kalder det Nørlunds bøfhus,« grinede han meget vittigt. Mest ærgerligt og tåkrummende var det i første vers af ”Pergament Hotel”, den fremragende fordanskning af Leonard Cohens jalousierklæring ”Paper Thin Hotel”. Men man tilgiver ham altid, fordi han er Nikolaj Nørlund.

Det var albummene Nye optagelser, Tid og sted og dette års Alt sammen, lige nu, der var størst repræsenteret, og i pausen nåede jeg lige skuffet at tænke »Hvorfor skal Hvad er det der sker? altid ignoreres? Og hvad med Tændstik?«. Men så kom andet sæt med både ”Start okay”, ”Verdensmester”, ”Resumé” (der affødte et af aftenens største bifald) og selvfølgelig ”Respekt (endnu)”. Anden halvdel af koncerten var generelt mere rocket, og de første numre blev gennemført uden cello, blæsere og kvindekor. Der blev til min store glæde lagt ud med den nye sang ”Små røde biler”, som jeg har været helt head over heels over, siden jeg hørte den på Radio24syvs Monogram-udgivelse. Et andet højdepunkt var ”Over målet”, der med sin pompøse orkestrering passede perfekt til den smukke sal. Et nummer, der vokser ved at blive spillet live.

Skuffende var dog en flad udgave af nyklassikeren ”Man bliver forsinket så let”, der slet ikke nærmede sig studieversionen. Hverken Nørlunds eller Hjelms vokal kom ordentligt igennem, det lød mest som en omgang råben gennem en mur af instrumenter. Til gengæld sad den evige publikumsfavorit ”Indre by” lige i skabet og fik præcis det bifald, den skulle have, og ”Fremmed flag” som sidste ekstranummer var en flot – om end noget forudsigelig – afslutning på denne meget vellykkede (mini) maratonkoncert.

Når jeg ikke giver topkarakter, skyldes det, at det bare ikke var den bedste Nørlund-koncert, jeg har været til. På trods af at der blev gjort alt for, at den skulle være netop dét. Man skulle dog være et skarn, hvis man ikke gik opløftet hjem og med det samme begyndte at glæde sig til næste møde med godfatheren, der nok nærmer sig de 50, men aldrig før har været så spændende at følge som nu.

★★★★★☆

1 kommentar

Deltag i debat