Plader

Bat for Lashes: The Haunted Man

Skrevet af Trine Jørck

Med The Haunted Man har Bat for Lashes – alias britiske Natasha Khan – taget et skridt mod et mere modent og rent udtryk. Det er stærkt og varigt, men ikke af samme karat som den stærke toer, Two Suns.

Den britiske sangerinde Natasha Khan, som gemmer sig bag aliaset Bat For Lashes, bevæger sig på sit tredje album i samme eklektisk musikalske ånd som på sine to forrige albums. Det er et musikalsk landskab, eklektisk sammensat af noget elektronisk rytmisk, noget barokt poppet, noget filmisk himmelstræbende og, i midten af det hele, en på en gang legende teatralsk og følelsesmæssigt indtrængende stemmeføring, som placerer sig et sted mellem Björk, Kate Bush, Tori Amos og Jenny Wilson i hendes mest legesyge og rytmiske hjørne.

Khan maler stadig storladne, levende musikalske naturtableauer, men udtrykket er generelt blevet lidt mere kontrolleret. På The Haunted Man har hun både visuelt og musikalsk fundet ind til et mere køligt og skarpt udtryk, og hendes vilde natur er blevet tæmmet. Khan har skiftet sine lange vilde indianerlokker ud med en kontrolleret page, og det analoge udtryk overhales langsomt af et mere elektronisk.

The Haunted Man bevæger sig altså musikalsk i et mere køligt udtryk end tidligere, efter at mange af de analoge instrumenter er blevet byttet ud med elektroniske. Særligt de rytmiske elementer har fået en mere distanceret lyd. Lyt eksempelvis til begyndelsen af “The Haunted Man”, som lyder som en Radiohead-effekt, maskinpistol-trommerne og de hule klap på “Marilyn” eller for den sags skyld de næsten tranceagtige keys på det ellers organisk-lydende ”Winter Fields”.

Khan har på mange måder fjernet mennesket fra musikken, hvilket står i skarp kontrast til hendes indtrængende, levende stemme. Men lyt eksempelvis til koret i “Oh Yeah” eller i “The Haunted Man”. Her lyder det, som om korstemmerne langt hen af vejen kommer fra et keyboard. Sangene føles hjemsøgt af en rest af noget menneskeligt, som er trukket ud af dem. Det skaber nogle uhyggelige undertoner og sender tankerne i retningen af det mørke univers hos eksempelvis Fever Ray. Albummets titel refererer således til en hjemsøgt følelse, som går igen i både musikken og teksterne, der flere steder handler om spøgelser fra fortiden i form af gamle flammer, brudte løfter og afbrudte drømme.

Men selvom det musikalske landskab generelt er køligt og elektronisk, er det samtidig også storladent og overdådigt bombastisk. Der veksles fint fra det helt skrøbelige minimalistiske i det smukke “Laura”, hvor vokalen får lov at stå næsten alene, over til store bombastiske produktioner som blandt andet “Winter Fields” og titelnummeret.

Natasha Khans vokal er kronen på værket. Hun er en gudsbenådet sangerinde, som formår at balancere mellem det følsomt indtagende og det overdrevet teatralske uden nogen sinde at blive belastende.

Hun bevæger sig let og elegant mellem det luftige dybe nærværende, det eksplosivt voluminøse, og det skrøbelige på grænsen til det skingre høje. Men ligesom i musikken synes der også i vokalen at være skruet lidt ned for charmen, og selvom der stadig er masser af vilde afstikkere op og ned, så dyrker Khan det dybe, luftige og rytmiske i højere grad end på de to forrige album.

Således er der noget Jenny Wilsonsk legende over vokalen i eksempelvis “All Your Gold”. Det enkle og afdæmpede klæder som sådan Khan, men alligevel er det en storladen ballade som “Laura”, som står stærkest i hukommelsen, når albummet er klinget ud. Her tror man på hvert et ord, hun synger, og vokalen får lov at stå klokkeklart i al sin fængslende skrøbelighed.

Der er ingen tvivl om, at The Haunted Man er et solidt album med mange små finesser og detaljer. Det er lykkedes Khan at modernisere og forny sit særegne eklektiske udtryk uden at gå på kompromis med sin karakteristiske lyd. Således er albummet et absolut must have for enhver fan.

The Haunted Man kommer dog aldrig på niveau med Two Suns. Måske blev Peter Pan glemt i svinget på dette på mange måder mere modne udspil. For trods en høj kvalitet og skarptskårede potentielle hits mangler den der udefinerbare energi, som får sangene til at rotere i éns system, efter at sidste tone er ophørt. The Haunted Man hjemsøger mig desværre ikke, men er et godt selskab, så længe den varer.

★★★★☆☆

Deltag i debat