Plader

Tame Impala: Lonerism

Skrevet af Daniel Niebuhr

Tame Impalas andet album fortsætter, hvor debuten slap, og derfra går turen mod nye neopsykedeliske højder sammen med en af årets utvivlsomt bedste plader. Lonerism udraderer alle klichéer vedrørende ‘den svære toer’.

Man taler ofte om ‘den svære toer’, når man skal beskrive efterfølgeren til et succesfuldt debutværk samt den svære balancegang, det er at skulle fortsætte de gode takter. I Tame Impalas tilfælde udkom debutalbummet Innerspeaker i 2010 og scorede rosende ord og omtaler – ikke bare her på Undertoner, men næsten i samtlige anmeldelser, man kunne få sine fingre i. Her to år senere roterer Tame Impala stadig i lige så høj grad omkring frontfiguren Kevin Parker, der endnu en gang står for stort set al vokal og instrumentering. Og med Lonerism eliminerer Parkers psykedeliske projekt hele klichéen om ‘den svære toer’.

Det tog mig umiddelbart ikke særlig lang tid at opdage pladens kvaliteter, for allerede fire måneder inden jeg sad og lyttede til det færdige eksemplar, blev der givet smagsprøver på, hvad man som lytter havde i vente, da et par af numrene blev tilgængelige på nettet: Først var det ”Apocalypse Dreams”, der stadig står som albummets højdepunkt. Med en længde på små seks minutter, hvoraf den dragende outro optager halvdelen af tiden, teleporteres man drømmende langt op i troposfæren på en mangefarvet, neopsykedelisk sky af typen cumulus humilis akkompagneret af de langstrakte guitarakkorder, Parkers svævende vokal og de analoge synths – et scenarie, der heldigvis gentager sig flere gange i løbet af pladen.

Herefter udkom så pladens officielle førstesingle, “Elephant”, der har et langt mere direkte og rocket udtryk, som efter 60’erne blev til 70’erne, hvor tungere blev lig med bedre, dog stadig uden at slippe de mere fantasifulde lyriske elementer, før sort blev det nye sort. Her ser man dog ikke til så meget til førnævnte cumulussky, hvilket bestemt klæder pladens helhedsindtryk. Dermed undgår Lonerism at køre for meget i de svævende kompositioner, men formår altså også at inddrage de mere tunge og jordnære elementer, der ligeledes var en solid og veludført del af debutpladen.

Bevares, der er øjeblikke, jeg ikke nyder lige så meget. Som for eksempel “Mind Mischief”, der bliver lidt for tilbagelænet uden samtidig at indeholde specielt fængende passager.
Heldigvis er det den eneste gang under Lonerisms 51 minutter lange spilletid, at jeg sidder med den følelse – for på den resterende del keder man sig ikke et eneste sekund. Som når det korte og uventede break to-et-halvt minut inde i “Endors Toi” sparker benene væk under én og skruer op for intensiteten på nummerets sidste halve minut. Eller når “Nothing That Has Happened So Far Has Been Anything We Could Control” efter fire minutters drømmende samspil mellem de analoge synths og Parkers lyse vokal pludselig ender i et minuts kaos af tromme- og syntheffekter for derefter at vende tilbage til sit primære udgangspunkt.

Det er ret så åbenlyst, at vi skal tilbage til de sene 60’ere for at finde Tame Impalas primære musikalske inspirationer. Forskellen fra dengang må til gengæld siges at ligge i Parkers muligheder for at lege mere med de musikalske udtryk og tilføje langt flere (og betydelige) effekter. Men på trods af at han har kombineret sine 60’er-tendenser og inspirationer med en langt mere moderne teknologi, hvad angår musikproduktion, formår han alligevel at få Lonerism til at fremstå som et album, der lige så godt kunne have set dagens lys i 1969 – noget, der ligeledes gjorde sig gældende på debuten, og hvilket så afgjort er pladens absolutte force.

“Det virker næsten som et kunstnerisk selvmord at lave så god en debutplade, for den kan kun toppes med et mesterværk,” skrev Undertoners Christian Birk for over to år siden i sin anmeldelse af Innerspeaker. Selvom det måske er for tidligt at tildele Lonerism prædikatet ‘mesterværk’, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at Kevin Parker har toppet debutpræstationen – i mine øjne intet mindre end årets album.

★★★★★½

Leave a Reply