Plader

Band of Horses: Mirage Rock

Band of Horses’ fjerde plade er, med få undtagelser, en skuffende omgang gumpetung gammelmandsrock.

Én ting må man give Band of Horses: De har valgt en meget sigende titel til deres fjerde album.

Mirage Rock, der kan oversættes til luftspejlingsrock, illustrerer på bedste vis den følelse, jeg har for bandet i dag: De er et fatamorgana, og jeg aner faktisk kun omridset af det band, der i 2006 i den grad brød gennem lydmuren omkring mit liv med den fremragende debutplade Everything All the Time og fulgte op med det ligeledes fremragende Cease to Begin fra 2008.

I dag er fuldblodshingstene fra de to første albums desværre erstattet af gamle krikker. På det tredje album, Infinite Arms, sagde bandet – hvor forsanger Ben Bridwell i øvrigt nu var det eneste oprindelige medlem tilbage – mere eller mindre farvel til de ringlende guitarlinjer og den store rumklangslyd og bevægede sig i retning af country.

Mirage Rock er de desværre gået skridtet videre og har søgt helt bort fra den alternative rock til fordel for gumpetung gammelmandsrock. Om valget af Glyn Johns (aldrende stjerneproducer med plader med blandt andet The Beatles, The Rolling Stones og Bob Dylan på samvittigheden) som producer spiller ind, vil jeg lade blæse i vinden. Faktum er, at albummet lugter lige rigeligt af hestepærer og landlig idyl og i udpræget grad mangler kant.

Bevares, der er mange hæderlige numre på albummet, og jeg kan sagtens tage mig selv i at vippe med foden, men overordnet trækkes jeg som lytter ned i en sydstatssump af anonyme numre, der ikke gør noget særligt væsen af sig.

Åbningsnummeret “Knock Knock” er en hæderlig undtagelse. Det er catchy stadionrock, og introens »uh uhh huh hu hu« skal nok fyre op under publikum til koncerter. Men hvor er det dog bare forudsigeligt. Nummeret minder om “Use Somebody” med Kings of Leon, som på mange måder har fulgt samme skuffende karrierevej som Band of Horses.

Også “Dumpster World” skiller sig ud med et tusmørke-vers på et shuffle-beat, der giver mig fornemmelsen af at slentre igennem storbyens snævre og mørke gyder. Det aggressive omkvæd med råbekor og fuzz-guitar leder tankerne hen på Neil Young, men skaber dog en lidt for stor kontrast til verset. Albummet bedste nummer er dog “Shut-In Tourist” med den cirklende guitar, og den iørefaldende melodi er dejligt underfundig.

Desværre er der bare alt for langt mellem lyspunkterne, og som gammel fan må jeg begræde tabet af et fremragende alternativt rockband. Jeg håber, de finder tilbage. Ellers må de ride de ensomt mod solnedgangen.

★★★☆☆☆

Deltag i debat