Plader

Jetsi Kain: EP

60’er-pop med smukke vokalharmonier bliver man aldrig træt af, hvis det er gennemført og skabt med blik for detaljen. Det er den hos den unge københavnske duo Jetsi Kain.

Ja, de har jo godt nok hænderne dybt nede i kagedåsen med beatmusik fra 60’erne, de to unge københavnske fyre i duoen Jetsi Kain. Alligevel ser jeg nu ikke nogen grund til, at Jacob Bøcher Müller og Frederik Gøtzsche skal have et rap over fingrene. Godt nok lyder musikken en anelse anakronistisk – nogle vil måske ligefrem kalde den uoriginal – men når den er så godt skruet sammen, som tilfældet er, må jeg tilslutte mig det stadigt voksende kor af anmeldere, der roser deres debut-ep.

I bund og grund kan jeg jo godt forstå fascinationen af musikken fra the Swinging Sixties. The Beatles og The Beach Boys og andre skabte en fantastisk sound, der bliver ved med at inspirere musikere i dag. Kan man støve af og opdatere musikken fra dengang ved at tilføje lidt nyt hist og her, ja, så har man fat i noget essentielt. Det kan Jetsi Kain.

Det mest iørefaldende nummer på ep’en er førstesinglen ”I’m in Control”, der på et reggae-inspireret beat med underliggende bongotrommer anslår en ungdommelig happy-go-lucky-stemning. Når forsangeren synger »I’m in control, does anybody wanna go«, så får man vitterligt lyst tilslutte sig den euforiske flok af unge mennesker på vej til stranden.

Nummeret er en opvisning i musikalsk overskud. De langsomt bevægende keyboardflader og luftige korstemmer lægger sig behageligt oven på den caribiske grundpuls. I c-stykket ændrer nummeret karakter i retning af en mere psykedelisk lyd, som man kan genkende fra de to mesterværker fra perioden, Pet Sounds af The Beach Boys og Sergeant Pepper’s Lonely Hearts Club Band af The Beatles. Til slut vender nummeret så tilbage til det ekstatiske omkvæd, som nu understreges af en truttende trompet og fører os videre mod decrescendo. Det er et fremragende nummer, som i øvrigt er blevet hypet af NME.

Et andet nummer, der skiller sig ud fra mængden, er “Never Leave Home”, der i øjeblikket fortjent ligger på tredjepladsen på Det Elektriske Barometer. På et langsomt shuffle-beat bevæger vi os langsomt fra vers over en bro og ender i et smukt poppet landskab med vokaler i falset og ringlende guitarer. Fantastisk.

Ellers er det kendetegnende for ep’en, at mange af numrene er bygget op omkring den akustiske guitar og en traditionel popskabelon. Det gælder f.eks. de melankolske “Help Me Find My Way” og “Keeping Me a Minute”. Begge numre demonstrerer Jetsi Kains store flair for at skrive et fængende omkvæd, og vokalmæssigt må man igen imponeres over de æteriske vokalharmonier, der løfter numrene.

Alt i alt er det en vellykket debut af Jetsi Kain. Jeg glæder mig til at følge bandet, og måske vil musikken med tiden tage en mere original drejning, hvilket vil give endnu flere plusser i denne anmelders bog. Potentialet er i høj grad til stede.

★★★★☆☆

Deltag i debat