Plader

Indians: Somewhere Else

Til trods for at Indians endnu ikke er et stort navn herhjemme, har han i kraft af at tilhøre det prominente indieselskab 4AD præsteret mere end de fleste kunstnere herhjemme. Forventningerne er derfor store, og på debuten indfries de minsandten til fulde.

Navnet Søren Løkke Juul vækker nok kun genklang hos de mest hardcore musiknørder her i landet. Tilføjes det, at han er kendt fra den danske folk-sekstet Let Me Play Your Guitar og nu også hovedmand bag det danske singer/songerwriter-projekt Indians, trækker de fleste nok bare på skuldrene. Heller ikke disse navne har synderligt mange gange været oppe at vende i større musikmedier herhjemme, men meget tyder dog ikke desto mindre på, at dette er ved at ændre sig.

I løbet af soloprojektet Indians’ ganske korte levetid er det nemlig lykkedes danskeren at opnå bedrifter, som kun er de færreste musikere fra det danske vækstlag forundt; koncerter med etablerede kunstnere som Beirut, Dan Deacon og Lower Dens er absolut ikke småting for en ung kunstner. At Indians i forlængelse heraf kan udgive sit debutalbum Somewhere Else på det legendariske pladeselskab 4AD, gør ikke karrieren mindre lovende. På trods af den foreløbigt relativt begrænsede omtale af Indians i større medier må det siges, at mandens første album inden for visse kredse allerede er blevet imødeset med forholdsvist store forventninger, hvilket ikke mindst netop skyldes 4ADs opbakning til projektet.

Efter første gennemlytning bør de mest forventningsfulde tilhængere nu kunne ånde lettet op. Når det kommer til tålmodige og stemningsmættede melodier, lever samtlige 10 sange nemlig op til førstehåndsindtrykket fra ”Cakelakers”, som gennem de seneste måneder har ligget til download på internettet og dermed haft sin andel i det urimeligt høje forventningspres til Indians, der er blevet skabt på små indieblogs verden rundt.

Havde man sat næsen op efter et helt igennem folk-agtigt album, som ”Cakelakers” næsten lagde op til, må man desværre se sig snydt. Selvom man gennem samtlige 45 minutter ikke er et øjeblik i tvivl om, at man er i hænderne på en singer/songwriter af international klasse, må westernguitaren mere end et par gange vige den forreste plads i lydbilledet til fordel for både klaver og eksperimenterende klangflader mestendels frembragt med synth. Det gør sig gældende på det smukke åbningsnummer ”New”, hvor Løkke Juul virkelig dvæler ved instrumenteringens evne til at opbygge en ro i kompositionen. Den ringe, men kontinuerlige fremdrift i nummeret bakkes til fulde op af en gåsehudsfremprovokerende nærhed, hvorved lytterens tålmod til fulde belønnes.

Samme tilgang til sangkonstruktion synes tydelig at spore på den efterfølgende ”Bird”, hvor hastværk nok en gang er bandlyst. »But bird, you flew away,« repeterer Løkke Juul over én stor flade af klaver og synth og sender lytteren i trance. Kun et kort, men ørehængende klavertema, der enkelte gange træder frem, puster liv i nummeret, og den noget løse struktur bindes op omkring noget konkret.

Disse genkendelige elementer viser sig at blive en vigtig grundsten for hele albummet, da Indians ellers netop har en tendens til at forlade sig på at dvæle ved roen i de enkelte numre, hvorved han til tider utilsigtet kan være på nippet til at sende lytteren på en (aldeles behagelig) tur til Drømmeland. Derfor fungerer numre som ”I Am Haunted” som en perfekt oprusker, hvor Indians igen lystigt klimprer på westernguitaren, mens tempoet er skruet en tand op. Her er der dømt dyster lejrbålstemning, og melodierne er let afkodelige. Desværre bugner albummet ikke af numre som dette, hvilket Indians set i bakspejlet muligvis kan ærgre sig en lille smule over, idet de skaber en nødvendig diversitet i albummet som helhed. Det er vigtigt at understrege, at ærgrelsen kun er lille, fordi det resterende sangmateriale på ingen måde er mangelfuldt. Tværtimod.

Det skyldes blandt andet Indians’ måde at blande klassiske rytmiske instrumenter som klaver og guitar med de mere elektroniske af slagsen, og her er ”Lips Lips Lips” og ”Magic Kids”, der også efterhånden er blevet spillet en del på danske radiostationer, tydelige eksempler. Konstant er tunge, udflydende synthflader og arpeggioer med masser af rumklang tilstedeværende og medvirkende til at skabe et ambient, bagvedliggende lydtapet, der på smuk vis blander sig med Løkke Juuls lyse vokal og de håndspillede instrumenter, der ellers er så kendetegnende for traditionel singer/songwriter-musik.

Det afsluttende titelnummer sætter et stærkt punktum for album ved virkelig at cementere Indians’ evne til at skabe et nummer, der er fuldkommen autonomt i sin udvikling. Indledningsvis introducerer Lykke Juul lytteren for både vers og omkvæd i nedbarberet form, hvor kun et helt nedtonet elorgel akkompagnerer sangerens vokal tilsat passende mængder af rumklang og ekko. Det går langsomt frem, og seancen gentages, før nummeret efter to minutter stiger i dynamik, og lydbilledet langsomt udvides i form af Indians’ karakteristiske miks af håndspillede og elektroniske instrumenter. Samtidig føjes flere stemmer til den oprindelige vokal, som til stadighed messer den simple frase »Somewhere else, you are / somewhere else,« og slutteligt har den indledningsvist uhyggeligt spartanske konstruktion udviklet sig til helt uanede højder, uden at udtrykket på noget tidspunkt bliver for bombastisk eller direkte smagløst.

Somewhere Else er på alle måder et enormt stærkt album. Der er ingen decideret svage sange, der fuldkommen falder igennem, og til gengæld er pletskuddene mange. At lytte til Indians’ debutalbum er en særdeles stemningsfuld oplevelse, og det faktum, at man som lytter aldrig føler sig spist af med fyldnumre, bevirker, at hele Søren Løkke Juuls univers forekommer så meget desto mere ærligt og troværdigt, hvilket må siges at være et ultimativt krav for et så rendyrket singer/songwriter-albums eksistensberettigelse. At produktionen samt det rent musiktekniske ikke bare sidder lige i skabet, men samtidig er ganske originalt og udfordrer genrens rammer, løfter kun skiven til nye højder. Manglen på diversitet og entydigt let genkendelige melodistykker må være min eneste anke, og det er af mindre betydning, da sangene enkeltvis netop er så stærke på deres egne præmisser.

Det er muligt, at vi allerede her i januar måned er blevet tildelt en af årets bedste danske skiver, og med 4AD i ryggen skulle det være underligt, hvis ikke også Indians på sigt vil få en del spalteplads i musikmedierne på den anden side af Atlanten. Sikkert er det i hvert fald, at Somewhere Else er et album, der berettiger Indians til større opmærksomhed, end det hidtil har været tilfældet.

★★★★★☆

Deltag i debat