Plader

K-X-P: II

Skrevet af Jonas Sørensen

På sin anden lp perfektionerer K-X-P den lyd, bandet etablerede på sin debut, og skaber et album, der er utrolig unikt, eksperimenterende, fascinerende og samtidig fandens lyttevenligt.

K-X-P er et finsk band, bestående af to trommeslagere (Tomi Leppanen og Annsi Nykänen), en bassist (Tuomo Puranen) og altmuligmanden Timo Kaukolampi. Denne opsætning gør underværker for dem i deres kombination af krautrockmotorik, 80’er-influerede synthflader, en 70’er-prog-tilgang til musikalitet og en utrolig stærk sans for catchy, melodiske hooks. Det hele er stærkt eksperimentelt og samtidig fandens tilgængeligt. De udgav i 2010 deres solide, men desværre oversete debut, K-X-P (som jeg indtil for nylig ikke havde hørt et ord om), og er nu tilbage med en åndssvagt stærk opfølger.

Allerede med den todelte åbning i form af “Ydolem” og “Melody” blev jeg fanget. En dunkende basgang banker af sted, mens der råbes »K-X-P«. Scenen er sat, bandet introduceres, festen starter. Trommerne rammer, beatet er pulserende, tempoet er højt, stemningen er opløftende, knyttede næver ryger i luften. K-X-P er kommet for at blive, det her bør ikke ignoreres, “Melody” er ikke bare en åbner, det er et mission statement; med konstante referencer til at have det godt og den den gentagne linje »melody meloda« beskriver den nærmest perfekt, hvordan pladen fungerer.

K-X-Ps lyd kan bedst beskrives som enten M83, der spiller Neu!, eller som tidlig Kraftwerk på steroider. Lydbilledet er domineret af tyk, analog synth og vokaler, der leveres dels æterisk, dels som råbte opmuntringer til at danse – samt en pokkers tight rytmesektion, der leverer en motorik på højde med de førnævnte krautlegenders. Og selvom dette virvar af genrer, lyde og stile kunne resultere i sterile eksperimenter, er det hele kædet sammen af en stærk sans for forløb og hooks, der giver hele pladen et flow som et godt dj-set eller en fantastisk koncert.

Sidstnævnte egenskab er værd at hive fat i. Den monotone, fremadsusende rytmik fungerer som fundament for festlig, dansabel musik, og pladen er struktureret på en måde, som gør, at intensiteten stiger og falder uden nogensinde at gå helt ned i tempo. Næsten hver eneste sang er lige på grænsen til at være rave-materiale, uden at det nogensinde føles formularisk og med nok lydmæssig variation til ikke at blive ensformig. Melodier introduceres, lag på lag på lag lægges til; dette er traditionel, repetitions- og trancebaseret dansemusik.

“Staring at the Moon” drives fremad med autobahn-hastighed og stigende intensitet, og nummeret viser meget godt K-X-Ps evne til at vælge præcis den rigtige akkord eller lyd til hvert eneste øjeblik. “In the Valley” drives af polyrytmik og nærmest gotiske vokaler, der synger på et sprog, jeg stadig ikke helt kan afkode, hvilket resulterer i en nærmest tåget og hypnotiserende oplevelse.

På “Flags & Crosses” gentager Kaukolampi »Let’s die tonight«; en attitude, der har hersket i en stor del af popmusikken de sidste 3-4 år. Der er konstant på pladen en underlig dikotomi mellem en Ke$ha-lignende hedonisme (læs: lad os feste, som om det er den sidste nat i vores liv) og så en virkelig upoppet, artsy tilgang. Den kommer især til udtryk i den underligt dystre afslutning på pladen, “Dark Satellite”, der føles som det punkt, hvor festen pludselig knækker, hvor man indser formålsløsheden, hvor mørket rammer.

Helt grundlæggende er K-X-P en flok utrolig dygtige musikere, der har styr på deres kram. Hvert eneste nummer er opbygget af melodier, der som sådan er meget simple, men blot fungerer, fordi sangskrivningen er så stærk; det er en kombination af eksperimenterende lydbilleder og ligefrem pop-sensibilitet, som resulterer i en plade, der er lige dele interessant og lyttevenlig. Du kan sætte pladen på og lytte intenst til hvert eneste instrument og dets placering i lydbilledet, tekstur, kadence etc. Der er en underspillet elegance i hver eneste element, og hvert instruments klangfarve er voldsomt raffineret. Men du kan også sætte pladen på og blot nyde dens dansable vellyd.

Fra start til slut er II næsten fejlfri. Hvert nummer er fantastisk for sig selv og endnu bedre i kontekst af albummets flow. En fascinerende kombination af forskellige stilarter – dog med stærk rod i krautrocken – der er helt unik og samtidig øjeblikkeligt tilgængelig. Forhåbentlig vil den give K-X-P den succes, bandet i den grad fortjener.

I hvert af de seneste år har der været én semi-elektronisk indieplade, der trådte særligt frem. I 2009 var det Merriweather Post Pavillion, i 2010 var det This Is Happening, i 2011 var det Hurry Up, We’re Dreaming, i 2012 var det Kill For Love. I år tør jeg godt satse mine penge på, at det bliver K-X-Ps II.

★★★★★☆

Deltag i debat