Artikler Plader vi overså

Plader vi overså i 2012 (del 1)

Skrevet af Redaktionen

Inden Undertoners liste over de bedste plader i 2012 afsløres, bringer vi traditionen tro et overblik over nogle af de bundsolide albums, som vi desværre ikke nåede at anmelde i det forgangne år. Her er første del af “Plader vi overså i 2012”.

Black Moth Super Rainbow: Cobra Juicy

Af Mikkel Arre

Når Pittsburgh-bandets frontmand, Tom Fec, slæber journalister med ud til et kernekraftværk, synes han så, det er morsomt, tragisk, bizart eller bare meningsløst, at der ligger en legeplads klos op ad atomkraftværket? Er han krukket, sarkastisk eller fuld af selvindsigt, når han kalder telefonfis for sin eneste spidskompetence? Også Black Moth Super Rainbows femte regulære fuldlængealbum vipper og dirrer konstant – mellem det sarte og det dæmoniske, det medrivende og det urovækkende. Forvrængede synthesizerhooks fræser af sted over fladmaste trommemaskiner, mens Fec vocoder-vrænger sig gennem tekster, der skiftevis er kvieøjede kærlighedserklæringer og dybt makabre. De aftegner en grotesk idyl, hvor vejen til frihed og lykke er at smadre alle kvarterets biler og postkasser, og hvor slangegift smager lifligt af vingummi. Mens de første Black Moth-plader skyldte en del til Boards of Canada, er Cobra Juicy i langt højere grad psykedelisk synthpop, og Fec & co. begynder at nærme sig egentlig sangskrivning. Og frem for alt er det helt anderledes direkte og catchy end tidligere.

Blu & Exile: Give Me My Flowers While I Can Still Smell Them

Af Maja Hirani

Siden udgivelsen af deres mesterlige debut Below the Heavens i 2007 har Blu og Exile udgivet spandevis af halve, ufærdige, uambitiøse projekter, som hver gang har skuffet den hungrende fanskare helt ind til benet. Hvem havde vidst, at 2012 skulle være året, hvor verden endelig skulle opleve en værdig Below the Heavens-efterfølger? GMMFWICSST er den ægte vare. Exile står atter for gåsehudsfremkaldende beat, hvor der er klistret og klippet fra alle verdenshjørner. Traditionen tro er Exile garant for sampling i særklasse, men lyden skiller sig markant ud fra Below the Heavens‘. GMMFWICSST foregår i et helt stille tempo, hvor der er tid og rum til at forgabe sig i de fine produktioner, men hvor der samtidig er en tilbagevendende lyst til at spole tilbage i sangene, fordi Blus eminente, vise tekster konstant imponerer. Albummet er vokset på mig og er endt med at blive en af mine 2012-favoritter – Blu & Exile er tilbage!

Abel: Make It Right

Af Andreas Overgaard

Newyorker-bandet Abels anden plade, Make It Right, kan egentlig bedst beskrives med oxymoronet ‘kontrolleret kaos’. For selvom alle de 10 emotionelt ladede skæringer, albummet består af, umiddelbart fremstår komplekse, har bandet formået at få det hele presset dette ned til tre-fire minutter lange, velkonstruerede sange. Valget af Matt Malpass som producer har sat sine spor på bandets lyd, da det er tydeligt, at Abel drager inspiration fra nogle af Malpass’ tidligere arbejdsgivere som Lydia og Manchester Orchestra. Alligevel formår Abel at skabe sig en unik, dragende lyd, der i den grad fortjener en plads i den emotionelle rocks rækker.

Actress: R.I.P.

Af Signe Palsøe

Selvom engelske Darren Cunningham ingenlunde ikke har forkastet sit vedholdende og i udgangspunktet mekanisk stabile housebeat, fremstår R.I.P. mest af alt som en æterisk tåge, der undviger dine greb i luften. Rytmen fortrænges under diffuse, forskudte lag af synth, der lyder som noget fra Daniel Lopatins hånd, men konstruktionerne synes at drive fra hinanden ved den mindste hvirvel i de lyse elektronikmønstre. Op dukker i stedet passager med sløvt søsyge, helt ambiente bassynkoperinger, sirenesang-lydende, opklippet synth, der leder tankerne hen på Four Tets There Is Love in You, eller et væld af andre variationer, der til sammen gør R.I.P. til en på samme tid iørefaldende og sært uhåndgribelig electronicaplade.

Schoolboy Q: Habits and Contradictions

Af Niklas Kiær

Året 2012 stod virkelig i hiphopkollektivet TDE’s tegn. Kendrick Lamar blev verdenskendt på sin barndomsfortælling om gadelivet i Compton på Good Kid, M.A.A.D City, og før det fik Ab-Soul ros for sin samfundskritiske og soulede udgivelse Control System. Men før TDE virkelig var et kendt navn, tilbage i januar 2012, udgav Schoolboy Q Habits and Contradictions. Albummet er en tour de force i flowteknik, skæv gangsterrap og boblende kreativitet. Om der rappes over beat fra TDE, Alchemist, Danmarks egne Tabu eller Portishead, så lyder det lige godt takket være Schoolboys kamelæon-agtige egenskab til at passe til alle beats. Er du til den lidt mørkere side af rap, så er her et musthave-album fra 2012.

Hahn Kult: Jydsk mudder

Af Jonas Sørensen

Hahn Kult leverer på deres debut-lp en usandsynligt brutal omgang black metal, der formår at være tydeligt sort, mens den på samme tid eksisterer fuldkomment alene inden for genren. De to fyre er ikke dækket af corpsepaint, og optagelsen er lo-fi – ikke fordi det er tradition, men sådan skal dét bare være. Jydsk mudder er et velstruktureret, originalt album, der lyder som resultatet af to fyre med mentaliteten ‘hey, lad os lave noget smadder,’ og produktet leverer en instinktiv oplevelse, hvis lige jeg sjældent har oplevet.

Taken by Trees: Other Worlds

Af Camilla Grausen

Efter at svenske Victoria Bergsman alias Taken by Trees i 2009 udgav det for denne anmelder nærmest vidunderlige album East of Eden med afsæt i en meget udbytterig musikalsk studierejse til Pakistan, ønskede hun igen at lade sig influere af varme himmelstrøg – denne gang Hawaii. Resultatet Other Worlds indeholder afdæmpet calypso, reggae-light og lyden af blid regn og bølgebrus i skøn forening med Bergsmans søvnige vokal. Det er meget afslappende, og igen giver Bergsman os en lydlig drømmeverden – dog ikke på niveau med East of Eden.

Killer Mike: R.A.P. Music

Af Maja Hirani

»Hardcore G shit, homie I don’t play around!« Med en umenneskelig sult, en voldsom aggressivitet i skarpeste hiphop-ånd, en stemme, der kunne tælle for 10, og en rebelsk, intelligent dagsorden har Killer Mike skabt en album, der er så autoritært og udtryksfuldt i sit væsen, at lytteren føler verdensordenen vende på hovedet, når musikken brager. R.A.P. Music er en kærlighedserklæring til hiphop; R.A.P. Music tager temperaturen i USA og vedkender sig problematikker, som du havde glemt i farten; R.A.P. Music er et album i farligste Ice Cube-stil – arrigt og hamrende ligeglad med det meste; R.A.P Music er en kollektion af El-P’s bedste, hårdeste og mest effektive beats; R.A.P. Music er mange ting, men frem for alt er det et skandaløst vellykket projekt, der brænder sig fast til trommehinden.

Paco Sala: Ro-me-ro

Af Lise Christensen

Engelske Antony Harrison kører et musikalsk dobbeltløb. Som Konntinent svøber han dig i himmelvendte droner. Som Paco Sala stikker han treforken i rumpen på dig og hælder italodisco ind i dine øregange. På andet udspil fra Paco Sala, Ro-me-ro, opstiller Harrison en teatralsk duo med sangerinden Leyli, der leverer et elegant modspil til hans forsøg på at kvase hiphop, italodisco og synthpop til splinter for derefter at genopbygge dem i et nøje planlagt rod. Resultatet er en plade, der er legende fragmenteret og udfordrende, men samtidig fængende og bestemt en lytteaffære værd.

White Lung: Sorry

Af Jonas Sørensen

White Lung kombinerer på Sorry hardcorepunk-kadence med utroligt stærke pophooks. Guitararbejdet er voldsomt melodisk, lynhurtigt og med mindeværdige riff, der bliver hos dig i lang tid. Mish Ways vokal minder om klassisk Hole, og det er nok også dér, den primære inspiration skal findes. Hele pladen er fra start til slut en skøn oplevelse, og det konstant høje tempo bliver ikke trættende. Tværtimod er de 20 minutters spilletid en sublim omgang melodisk hardcorepunk-smadder med nok attitude og originalitet til at skabe interesse uden for den lokale scene.

Dry the River: Shallow Bed

Af Andreas Overgaard

Den britiske hype-flod rev i år engelske Dry the River med sig. Det var der god grund til, for bandets debutalbum Shallow Bed var et melodiøst og rørende folkrock-album. I modsætning til mange andre bands i samme genre formåede Dry the River at skille sig ud fra flokken med voluminøse, postrockede crescendoer, hjemsøgende, klassisk-inspirerede vokaler samt et sjældent talent for det gode omkvæd (hvilket bedst eksemplificeres ved singlen ”No Ceremony”). Disse faktorer samt interessante lyriske koncepter bidrog til, at Shallow Bed fremstod som beviset på, at bandet vil meget mere end blot hypen og går en lys fremtid i møde.

Kraus: Supreme Commander

Af Anna Møller

Løbende og apokalyptiske trommer holder et hjerteslag i gang, mens fræsende fuzzguitarer og ægte newzealandsk ‘don’t give a fuck’ sender laserstråler ud i rummet. Kraus og i særdeleshed “Guinea Coin Blues” er ikke mindre end sublimt og uforudsigeligt, vanvittigt billedskabende og ikke til at komme uden om, hvis du er til rumskibsmusik.

Chromatics: Kill for Love

Af Jonas Sørensen

Kill for Love er en ekstremt ambitiøs plade med over halvanden times italodisco-revival. Den åbner med et Neil Young-cover, bevæger sig rundt i ambient og synthpop og farves af Ruth Radelets vokal, der lyder af lige dele æterisk shoegazer-æstetik og Nico. Alligevel lykkes det for Chromatics at støbe en utroligt stærk og fascinerende plade, der formår at blande eksemplarisk popsensibilitet og soniske eksperimenter gennem primært Johnny Jewels polerede og glossy produktion.

Deltag i debat