Koncerter

Jake Bugg, 02.04.13, Store Vega, København

Skrevet af Nicklas Colerick

Det britiske folkrock-stjernefrø, den kun 19-årige Jake Bugg, stod på scenen med sin guitar foran et udsolgt Store Vega. Trods generthed og manglende pubilikumskontakt fik han overbevist alle om sit store talent.

En dejlig lang påske er netop overstået, og den travle hverdag begynder så småt at melde sin ankomst, men inden den for alvor melder sig, åbnede Stor Vega tirsdag aften dørene op for Storbritanniens nye stjernefrø Jake Bugg.

Den 19-årige Jake Bugg har med sin Bob Dylan-inspirerede folkrock fået stor opmærksomhed i sit hjemland, men bestemt også i udlandet, hvilket et proppet Store Vega bevidnede. Jake Bugg har med inspiration fra sin opvækst i de kommunale boligblokke i Clifton skrevet sig ind i den britiske rockhistorie, hvor arbejderklasseminder forvandles til vellydende rockviser.

Jake Buggs selvbetitlede første album er således blevet vel modtaget af både anmeldere og publikum, hvilket medførte, at forventninger til aftenens koncert var skruet højt op. Det ville blive interessant at se om denne unge musiker kunne vise samme selvtillid og overlegenhed, som pladen har givet udtryk for.

Bugg startede koncerten overraskende med det stille nummer ”Fire” og var kun lige til at skimte på den mørke, tilrøgede scene. Han kom med et forsigtigt »good evening, Denmark«, og han virkede en smule ydmyg, men ikke skræmt og fortsatte ufortrødent koncerten, som først rigtig tog sin begyndelse med ”Trouble Town”, hvor han lever op til sit socialrealistiske prædikat med teksten »Stuck in speed bump city where the only thing that’s pretty is the thought of gettin’ out.« En sang som uden tvivl må være Dylan-inspireret.

”Trouble Town” blev efterfulgt af ”Seen It All” og ”Simple As This”. En velvalgt rækkefølge, hvor Bugg fik slået sit store musikalske talent på plads, såfremt nogen stadig var i tvivl. Han stod urokkelig på den mørke scene med sit pandehår langt nede i ansigtet og slog taktfast ned på sin guitar. Til tider var det dog tydeligt, at han stadig kun er 19 år gammel, især i første del af koncerten manglede han kontakt og kemi med publikum. Han gemte sig bag skiftende guitarer og sin sprøde engelske accent og spillede den ene sang efter den anden.

Den meget simple sceneopsætning med en trommeslager, bassist og så Jake Bugg gjorde udtrykket meget spartansk og ærligt, hvilket passede fint til hans melodier og tekster. Derudover var det virkelig rart at være til en koncert, hvor computer og andet elektronik ikke havde taget over for selve substansen i musikken, nemlig det enkle, simple og ærlige – back to basics.

Efter ”Simple As This” spillede han ”Slide” og en ny sang, ”Slumville Sunrise”, som var mere rocket end mange af Buggs andre numre. Her fik han virkelig vist sine evner med en guitar gennem en længere guitarsolo, som blev flot flettet ind mellem den hurtige basgang og trommerne.

Bugg og hans musikere spillede ”Someone Told Me” og ”Country Song” alene på scenen, hvilket var et modigt træk, da det gjorde ham sårbar, men hans stærke, skærende vokal kunne sagtens bære det. Det blev dog desværre lidt kedeligt og for ensformigt, hvilket også bliver en problem på pladen. Dette stykke af koncerten manglede lidt musikalsk nerve. En nerve, der til gengæld blev fundet og brugt på numrene ”Note to Self”, ”Someplace” og det store hit ”Two Fingers”. Det sidste nummer behøvede ingen annoncering og fik publikum til at klappe i takt. Den før efterspurgte kemi mellem publikum og kunstner var så småt ved at blive skabt. Kemien blev blot tykkere og kraftigere efter han spillede ”Taste It”, hvor han igen viste sit talent til at beherske guitaren gennem en fremragende solo, og efterfulgte den med ”Lightning Bolt, hvor publikum atter fandt de taktfaste klapsalver frem.

Jake Bugg gik fra scenen og blev efter lidt tid klappet tilbage og spillede det melankolske nummer ”Broken” eferfulgt af et cover af et af hans yndlingsnumre fra en af hans yndlingskunstnere, Johnny Cash, ”Folsom Prison Blues”. Jake Bugg sluttede af med et »tak«, og publikum gik hjem til endnu en travl hverdag efter en lang påske, overbeviste om at have set en kommende ung stjerne, som vi uden tvivl kommer til at høre mere fra.

★★★★½☆

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Deltag i debat