Plader

Jon Hopkins: Immunity

Jon Hopkins maler med helt egne farver fra sin brede palet og har i Immunity lavet en af de bedste elektroniske plader i mands minde.

Til tider kan en time virke som meget lang spilletid for en plade. Frustrationer over monotone mønstre, der aldrig udvides eller forløses, har gjort mange albums igennem tiden til en udmagrende ørkenvandring i stedet for en toptunet tour-de-force. På mange måder rammer Jon Hopkins på sit fjerde studiealbum den første kategori med gentagne mønstre på 7-11 minutter uden overdrevet præg af variation. Og dog føler man aldrig tomgangen få fat. Tværtimod er det, som om den 34-årige, London-baserede elektroniske kunstner på Immunity endelig får halet sig selv ud af skyggerne fra diverse projekter og kollaborationer og fuldt fortjent får sat ansigt på sig selv.

Det er i sig selv ingen ringe præstation at forlange det af Hopkins efter en 15 år lang karriere, der startede som klassisk uddannet pianist, førte til hvervet som keyboardbetvinger for Imogen Heap, siden kredsede sig om en producerrolle hos Coldplay og som samarbejdspartner med Brian Eno, og også har udmøntet sig i en solokarriere, hvor enkelte kompositioner sågar er blevet hapset af tv-serien Sex and the City.

Immunity har imidlertid sin helt egen indbyggede kronologi, der gør, at en time føles lang på den gode måde. Som om man er blevet mæt og tilfreds efter at have hørt en lang anekdote, der blev fortalt med så tilpas fynd og klem, at den kunne fastholde interessen, og så fermt afsluttet, at man ikke kræver en spildt time af sit liv tilbage. Lige fra første skærings lydoptagelse af Hopkins, der låser sig ind i sit studie på den kantede og knitrende glitch-åbner, “We Disappear”, bliver man ført ind i hovedet på englænderen. Det overordnede simple mønster varieres lige tilpas, mens en trofast basgang holder fokus og ens nakkehvirvler i den rette time.

På de følgende skæringer fastholdes opmærksomheden i Hopkins’ kombination af dundrende beats og kompositorisk overblik. Først bliver man  inviteret ud på en køretur, der bringer tankerne hen på Nicolas Winding Refns Drive på “Open Eye Signal”, der byder på vidunderligt groovende deep house, der er perfekt skabt til et sent eftermiddags-cruise og bløde vejsving. På “Breathe This Air” stiller Hopkins sit kompositoriske talent til skue ved at lade et gennemgående klaver- og strygerarrangement tage kærligt favntag med en boblende basgang og skæve rytmer, der i vibe og tempo minder om en tilbagelænet version af Bocca Grande.

Immunity er inspireret af en aften i byen, og ifølge Hopkins skulle den gerne repræsentere de forskellige stadier af festlighederne. I så fald møder man allerede klimaks halvvejs inde på pladen på det vraltende techno-monster “Collider”, der marcherer taktfast derudad, efterhånden som gigantiske synthflader lægges til den punktlige bas. Samtidig med at nummeret indfanger den sene natklubatmosfære, halter de næsten 10 minutter alligevel aldrig trægt af sted. Små, subtile forandringer holder hele tiden nummeret interessant, og når de forløsende, ekkoende lydflader endelig ruller hen over én, falder alting på plads.

De sidste fire numre på pladen fjerner sig dog fra klubbens pulserende scene og bringer stemningen over i den mere indadsøgende del af byturen. Man kan måske hævde, at det er lige lovlig tidligt, de taktfaste basbombardementer bliver afløst af reflekterende sjælesøgning, men her viser Hopkins virkelig sit talent for at smede et nummer sammen, hvad angår arrangement og form, og hans klassiske baggrund dukker konstant op i ren og skær god smag. Udflydende ambient, fyrværkeri og havbrus overtager festens eufori på “Abandon Window”, en minimalistisk klavermelodi – meget lig Kanye Wests “Runaway” – har hovedrollen på “Form by Firelight” bakket op af spruttende bas, og “Sun Harmonics” åbenbarer sig i lige så mange facetter som en opgående solopgang med varmende synthflader og calypsotrommer. Til sidst lander man på pladens eftertænksomme titelnummer, der i sin skrøbelighed overlader masser af tid til følsom rendestensfilosofi, mens kebabens snask pletter skjorten. Her føler man sig hensat til glitch-hop-musikeren Baths’ mere følsomme sider.

Jon Hopkins har en fantastisk bred palet, fra hvilken han ikke er bange for at blande nye farver, og de er på Immunity alle helt hans egne. På en af de bedste techno-udgivelser i lang tid forsvinder tiden helt umærkeligt, ligesom byturens mange timer også er reduceret til en række flygtige minder, en gennemtæsket krop og en tilbageblivende følelse af simpel lykke dagen derpå.

★★★★★½

Deltag i debat