Plader

Mogwai: Rave Tapes

Postrock-giganten Mogwai buldrer djævelsk godt igennem på deres ottende studiealbum og formår igen at gøre det, de er bedst til. Rave Tapes er blød, hård, simpel og kompleks elektronisk rock i mestendels høj klasse.

Rave Tapes er de skotske postrockere i Mogwais ottende studieplade, der lander i kølvandet på sidste års soundtrackalbum til den franske tv-serie “Les Revenants”. En plade, som jeg aldrig rigtig er blevet venner med. Postrock-institutionen degraderede sig selv til kedelig baggrundsmusik og bidrog med alt andet end eksperimenterende og inspirerende toner, som standarden plejer at være. Mogwai kan ikke undgå at lægge et enormt pres på sig selv, hver gang de udgiver nyt, og siden ’95, hvor hele festfyrværkeriet startede, har de brilleret med bla. Rock Action, Happy Songs for Happy People og – heldigvis! – nu Rave Tapes. I gode gamle Mogwai-omgivelser giver musikken endnu en gang gåsehud uhyggeligt ofte.

Rave Tapes åbnes fornemt med den tunge og langsomme instrumentale ”Heard About You Last Night”, der er essensen af Mogwai kogt sammen i et nummer. Lange melodiske bas/guitar-baserede stykker tilsat en perfekt mængde tunge effekter og støj. Og det er jo netop sådan en slags cocktail, der har gjort dem til nogle af de ubestridt bedste i branchen. Når det fungerer allerbedst på Rave Tapes, så formår de at gøre deres musik blød, hård, simpel og kompleks på samme tid. ”Blues Hour” og åbningsnummeret er muligvis de bedste eksempler på, hvor behersket og pokkers professionelt det lyder.

Som nævnt kaster Mogwai sig ud i eksperimenterende og udfordrende projekter gang på gang og formår stadig meget ofte at holde fast i det, vi kender dem for. Rave Tapes er ved flere gennemlytninger eksempelvis stadig ikke et postrock-album til fulde efter min mening. På tredje skæring ”Remurdered”, som allerede blev lækket fire måneders tid før albummets udgivelse, bliver sluserne lukket op for et hav af støjende elektroniske beats, der mest af alt lyder som noget, der hører hjemme i et computerspil. Akkurat ligesom i nummeret “Simon Ferocious”, hvor synth helt klart bliver brugt i højere grad end førhen.

Der er en del nyt på bordet, og man skal lige vænne sig til, at Rave Tapes sommetider virker langt mere ondt og tungt end tidligere Mogwai-musik. Den anderledes måde at bruge synths på giver forfriskende rum i et nummer som f.eks. “Hexon Bogon”, men bandets nye greb om krautrock fungerer ikke lige godt på alle pladens 10 numre. Krauttendenserne, som eksempelvis optræder på “Remurdered”, indlemmer synthesizere og elektroniske instrumenter i den klassiske rock, men her synes skotterne at inddrage flere elementer, end musikken kan bære. Lydbilledet bliver rodet og larmende og vanskeligt at navigere i, hvor udtrykket virker mere kontrollet på “Hexon Bogon” .

Det er generelt ikke meget, man hører til Stuart Braithwaites vokal på Rave Tapes. Først på ”Repelish” bliver der ved spokenword fra et kristent tv-show rablet om bl.a. Led Zeppelins “Stairway to Heaven” og deres skjulte beskeder og hyldester til satan. »The subliminal message is a satanic message that was put on their record in reverse … What about you? What do you choose?« Ret morsom idé set i forhold til, at Mogwai rent musikalsk oftest arbejder med det onde og mørke. Generelt er det rart, at Mogwai altid giver plads til et humoristisk afbræk eller to. “Simon Ferocious” er en fantastisk titel til et nummer, og jeg kan heller ikke undgå at smile af, at selve albummet hedder Rave Tapes.

De fantastiske optagelser bliver dog rundet af med den knap så fantastiske vocoder-sungne “The Lord Is Out of Control”, der ikke rigtig formår at slå igennem og står meget alene i forhold til resten af pladen. Mogwai er først og fremmest bygget op som et instrumentalt postrock-band, og det lyden af Rave Tapes også – dog med et mere tungt elektronisk islæt. Det er meget varierende, en del anderledes og dog stadig med samme fantastiske kvalitet i lyden. Mogwai svigter ikke, og trods svagheder er Rave Tapes et af deres stærkeste udspil i mange år.

★★★★☆☆

1 kommentar

  • Fin anmeldelse. Det skal dog nævnes, at det vist ikke er Stuart der leverer vokalen på Repelish, men Lee Cohen, der også gæstede deres “EP” fra 1999.

Deltag i debat