Plader

Karl William: Døende & Flemming: På gensyn med gåsehud

Skrevet af Niklas Kiær

Den danske undergrund er spillevende. To af de nyeste skud på stammen knopskyder fra pladeselskaberne Hukaos og Psykofarmakarisma og byder på hhv. skarptskårne popballader og leftfield-influeret hiphop.

Den danske undergrund er spillevende. Indielabels springer frem som paddehatte fra en fugtig skovbund, og for første gang i årtier virker det til, at rødderne er så dybe, at de er kommet for at blive. De små pladeselskaber popper op rundt omkring i landet, og det er en udvikling, der fortjener spalteplads i de danske musikmedier. Da jeg så fik udstedt Karl Williams Døende og lige havde hentet Flemmings På gensyn med gåsehud, fik jeg en god platform for at gøre netop dette.

Karl William er et barn af den nyere og dystre urbane R&B, der er bedst kendt fra Drake og The Weeknd. Han ligger sig i samme bane som Ukendt Kunstner og arbejder med nattelivets ensomhed i en sky af melankoli og alkohol. Pladeselskabet bag er aarhusianske Hukaos (‘who cares’), der også tæller andre ligesindede som Tais, Thøger Dixgaard, Louis Rustum og produceren Carl Barsk. Tilfælles har medlemmerne deres unge alder, men hvad de mangler i erfaring, viser de med dygtig promovering og gennemarbejdede udgivelser. Karl Williams nye udgivelse er den seneste i rækken, men der ser ud til at være meget mere på vej fra et label, der virkelig rører på sig. Særligt i samarbejde med aalborgenserne fra Hvadevigt har de formået at skabe en god portion hype, og de virker til at være på vej mod det danske rampelys.

Flemming har en anden måde at lave undergrundsmusik på. I stedet for hype og ikoniske fotos gemmer han sig i skyggerne under et letter obskurt alias (han hedder ikke engang Flemming). Musikken kan betegnes som alternativ hiphop: Forestil dig en mutation af Khal Allans fragmenterede undergrundsmesterværk Tuder og høvding og Kasper Spez’ melankolske fortællinger. Pladeselkabet bag hedder Psykofarmakarisma, er bosiddende i København og har på rollelisten navne som Datamatros, Lord Akton, bindegale 5FingaDiskount og hjernen bag det hele Michael Manky. Lyden er her mere eksperimenterende end hos Hukaos, og man forsøger at skabe sin helt egen plads i dansk hiphop med et stærkt hold af producere.

Hvor Karl William er ny mand på musikscenen, så er sagen anderledes omkring Flemming. Graver man lidt i skyggerne, finder man hurtigt ud af, at der er tale om et nyt alias for den garvede rapper Cimbel MC fra Kridthuset. Med det nye alias er dog også kommet en langt mere eksperimenterende stil med skæve observationer fra dagligdagens følelsesliv. Særligt beatsene er blevet væsentligt mere interessante, på trods af at produceren bag flere af numrene, Lord Akton, også var med i Kridthuset. Erfaringen er kun en af flere modsætninger, man opdager, når man hører Døende og På gensyn med gåsehud.

Hvor Flemming er udfarende, grænsesøgende og fabulerende, så er Karl William mere fokuseret på den skarptskårne popballade. Numrene virker til at være lavet direkte til radioen med fængende omkvæd og en længde på lige omkring de tre minutter og 30 sekunder per sang. Desværre lider det kunstneriske udtryk en smule under de kommercielle ambitioner, og Karl William har sine problemer med at slå igennem med de abstrakte tekster og den lidt spæde vokal, når det hele skal passe ind i pop-skabelonen. Værst går det ud over teksterne, der trods det ambitiøse abstraktionsniveau ender med at stå tilbage som en samling af ord og assiciationer nærmere end helstøbte fortællinger.

Til gengæld viser åbningsnummeret “Rammer perfekt”, produceret af Eloq, hvor god Karl William kan være, når det hele går op i en højere enhed. I bedste Justin Timberlake/Timbaland-stil har beatet en flydende overgang halvvejs inde i nummeret og går fra støvet trompet-sample til storladent arrangement med glockenspiel og en næsten chopped&screwed outro. Her er opbygningen flydende, og den levende lydside viser inspiration fra både jazz, trap og r&b. På anden halvdel af nummeret får beatet også Karl William ud i nogle kroge, hvor hans vokal og levering bliver udfordret, hvilket resulterer i, at distancen formindskes, og man kan relatere til morgenfest-melankolien i højere grad.

På gensyn med gåsehud viser en helt anden og mere moden sangskriver i Flemming. Over atmosfæriske beats fortælles der om hverdagens sejre og nederlag, og igen er det på åbningsnummeret, at det hele kulminerer. »Det’ en fortælling om Flemming, for første gang fortalt i første person,« crooner Flemming, og leverer skarp ordleg over emnet kærestebrud med formuleringer som »sceneskift til ligeglad« og den gentagne nostalgi i sætningen »dit og mit navn på en dørtelefon.« Produktionerne ep’en igennem komplimenterer rapperen perfekt og viser en skævhed, som til tider får tankerne hen imod L.A. Beat-scenen med Flying Lotus som hovednavn. Men det her er pladeselskabets egen lyd og egne producere.

Men det er ikke én stor succesparade for Flemming. Til tider bliver de snørklede fortællinger lidt for tomme, og den gentagene ‘womanizing’ af knækkede festnymfer bliver en smule træg på trods af den korte spilletid. Hvis han formår at omfavne et bredere emnefelt og holde rimene helt skarpe et helt album igennem, så kan Flemming dog ende op med at være fast inventar på enhver dansk rap-fan inden længe.

Tilbage står de to ep’er som to stærke udspil fra Hukaos og Psykofarmakarisma. På trods af at man kan efterlyse lidt mere chancetagen hos førstnævnte, så leverer de stærkt hitmageri, og man kan håbe, Karl William kan få skubbet Seebach og de andre tomme hoveder lidt ud af spilletiden på P3. Flemming kommer formentlig ikke til at få den store kommercielle succes, men det er endnu en spændende udgivelse i et dansk hiphop-miljø, der med Marvelous Mosell, Khal Allan m.fl. endelig ser ud til at turde prøve selv og ikke kun efterligne amerikanske trends. Og tilbage står jeg stadig med følelsen af, at de danske kunstnere igen har taget skæbnen i egne hænder og ikke længere danser efter branchens krav om at efterligne trends og forfølge det næste hit. Den danske undergrund blomstrer skam.

Karl William:

★★★½☆☆

Flemming:

★★★★½☆

Leave a Reply