Plader

Per Vers: TÆT

Skrevet af Maja Hirani

Efter sidste års lunkne DNA er det en glædelig overraskelse allerede at høre Per Vers tilbage i ypperlig storform. TÆT er alt i alt noget af det mest eksemplariske danske rap, du kan støve op i dette første halvår.

En af de største synder i min bog er, når mere eller mindre middelmådige rappere lader deres naturlige unge iver og kunstige kreativitet udmunde i en farlig forestilling om god lyrik og drukner sig i flade, forlorne ‘ordspil’. Ordspil, der hverken vil eller kan noget som helst, men alligevel ofte kræver timelange udpenslinger. Per Vers er blandt de få rappere på dansk, der kan få det sproglige cirkus til at fungere på plade, og TÆT er måske hans hidtil bedste eksempel på, hvordan det skal skæres.

De konstante ordlege er her en integreret del af versene, og man bemærker dem knap nok. De giver mening fra første lyt, endnu mere mening fra femte lyt, og de kan vendes og drejes. Hele processen foregår på en befriende naturlig måde og uden, at det lyder forceret eller søgt. Per Vers’ teksttilgang gennemsyrer albummet fra det eksplosive introbrag ”W.I.P (Ordsmedsvanvid)” (»Jeg tripper ik over takster på to øre pr. stream / de her tekster kræver kun to ører, så det’ fint«) til den smukke Exile-producerede og Kasper Spez-belagte ”Exit” (»spis dine Frosties / og gør din pligt indtil du skal på hospice / med alle de andre drømmere der fik bank og tæv / til de vågnede op som bankelev«). Det er et vigtigt værktøj for Per Vers, men det overtager aldrig og det bliver aldrig rim for rimets skyld. Helt afgørende er Per Vers temabehandlinger og pladens mange gennemarbejdede elementer. Og selvom indholdssiden spænder vidt, bliver der via speak af Jonathan Spang skabt en fin balance i forhold til det enkelte nummer og pladens større billede. En sådan speak kan ofte virke påtrængende og indsnævrende for mig som lytter, men på TÆT fungerer det upåklageligt.

Det brogede indhold gør, at TÆT har flere forskellige højdepunkter. ”W.I.P.” og ”Exit” er åbenlyse, men der er meget mere derimellem. ”Bare kom” er et skarpt samfundskritisk indslag, der samtidig fyldt med good vibes, og hvor produktionen er smykket med storladen operavokal og svedig scratch. Det er en ret imponerende og subtil måde at indfange budskabet på. Den underspillede ”Skuffeblues” er ganske simpelt uhyre flot skrevet og uhyre flot eksekveret, mens den efterfølgende ”Megapenis” er omvendt overspillet og helt vanvittig, men mindst ligeså velskrevet. Linjer som, »det kræver plads at pis’ med sårn’ en kongeboa / du ka’ finde den ude på handi-toa«, er lagt så overskudsagtigt over det tungt slæbende vidunder af et bundsolid beat, at det er umuligt at negligere, hvordan tracket optager en vigtig plads på spillelisten. Ligeledes formår både den tænksomme ”Pas din tid” og den bragende fredagshymne ”Drik det væk”, der følger lige efter førstnævnte, begge at være vigtige modsatrettede elementer på et album, som på succesfuld vis formår at gribe og skildre et bredt spektrum af hverdagslivet. Det giver et album, hvor både det specifikke og det universelle berøres, og resultatet har en skyhøj ‘replay value’.

Ironisk nok er det, jeg beriges mindst af på TÆT, den 3-track combo, der danner starten af albummet. ”Tæt På”, ”Tæt På II” og ”Tæt På III” centreres alle om de sociale medier samt deres effekt på hverdagen og vores interaktion med hinanden. Fremstillingen er i mine øjne forudsigelig, og på trods af velskrevne vers og tre forskellige vinkler er fremstillingen ensidigt negativ og pessimistisk. Det bliver en kende for unuanceret, og den halvignorante allemandskritik af de sociale medier, som numrene bringer frem, har jeg svært ved at blive spist af med.

Det ændrer dog ikke på, at TÆT alt i alt er noget af det mest eksemplariske danske rap, du kan støve op dette første halvår. Og undertegnede har ganske simpelt ikke lyttet til et album indenfor nævnte kategori så intensivt siden MARWAN sidste år…

★★★★★☆

Deltag i debat