Koncerter

Mikal Cronin, 14.11.15, Lille Vega, København

Skrevet af Sabina Hvass

Vega præsenterede amerikanske Mikal Cronin som »indie-helt«, og på sin vis fik han reddet alle de fremmødte fra ængsteligheden ved at stå på et spillested mindre end 24 timer efter angrebet på Bataclan i Paris. Cronin viste sin taknemmelighed over at have et publikum at spille for med sin eminente sans for melodier og skrøbelig indierock.

Mikal Cronin er i kølvandet på sin tredje soloudgivelse på en omfattende europæisk turné, der i går ramte København. Nogle vil, som jeg selv, kende den 29-årige singer-songwriter som bassist i Ty Segall Band, mens han har andre, mere melodidrevne fortegn i sit soloprojekt, hvor han i øvrigt selv indspiller alle instrumenter bortset fra blæsere og strygere. Til forskel fra sin barndomsven og musikalske slægtning Ty Segall er Cronins tilgang til musikken kendetegnet af det hyperdynamiske og melodiøse, hvor den klassiske rockopsætning på det seneste album, MCIII, er pumpet op med strygerarrangementer, blæsere og klaver. Live bakkes han op af guitar, bas, trommer og keys, og han står selv i front som vokalist og dynamisk vejviser på sin tolvstrengede guitar.

Foto: Sabina Hvass

Jeg blev først bekendt med Mikal Cronin live i forbindelse med Roskilde Festival i 2012, da jeg traskede træt og beruset ind på Pavillon-scenen og troede, at jeg kunne geare lidt ned. I stedet blev teltet fyldt af den helt specielle festivalenergi, der opstår, når hverken band eller publikum har særligt høje forventninger til en kl. 02-forestilling.

I aftes var jeg overraskende smånervøs over at være i Vega så kort tid efter de seks terrorangreb i Paris, hvor 129, i skrivende stund, har mistet livet, og 352 mennesker er såret. Angrebet på spillestedet Bataclan, hvor mindst 100 Eagles of Death Metal-fans brutalt blev skudt ned, satte spor på mit humør, og rent ud sagt havde jeg svært ved at føle mig 100% tryg, da klokken passerede 21.49, der markerede, at 24 timer var gået, siden fire gerningsmænd trængte ind på det parisiske spillested. Jeg var ret vred over at være ekstra opmærksom på mine omgivelser, og derfor en smule følelsesmæssigt rå, da Mikal Cronin og band trådte ind på Lille Vegas scene kl. 22 og begyndte en koncert, der heldigvis fik de kedelige tanker på afstand.

“Turn Around” sparker ballet i gang med velafmålte breaks og overdådig crash-klang, mens den beskedne repræsentation af tangenterne, der ellers har en hovedrolle på nummeret, står ganske langt tilbage i lydbilledet. På “Made My Mind Up” vender keyboardet tilbage på en mere passende, fremtrædende facon, mens “Apathy” uforklarligt lader leadguitaren gemme på sig. Ved at justere på min placering blandt publikum til “Am I Wrong” bliver jeg dog genintroduceret til et fornuftigt niveau af de to guitarer, der ikke længere behøver at kæmpe om opmærksomheden.

På det ekstremt catchy “Say” er det som om, tangenterne igen forsvinder og forbliver uheldigvis ret anonyme i resten af sættet, der, trods aftenens beskedne fremmøde, holder et energisk niveau på højde med det, jeg oplevede i 2012. De lydmæssige udfordringer tager intet fra fremførelsen, som mellem numrene bliver fejret med begejstret hujen og opstemte klapsalver. Den til tider mudrede vokal bliver flere gange reddet i kraft af de løftede overgange, og harmonifyldte omkvæd som f.eks. på “I Feel Like”, der sløver tempoet en smule før “Ready”, minder os om Cronins ferme greb om garagerocken og punkens virkemidler. Han ser tydeligvis stort på at begrænse sig til bestemte hjørner af rocken, og man føler sig som konsekvens aldrig hensat til andet end påskønnelse af veludførte riff og harmonier, som på det insisterende højdepunkt “Get Along”.

Et hurtigt skift fra “iii) Control” over i “Shout It Out” holder det stringente tempo ved lige, mens man efterfølgende kunne glæde sig over Cronins noget nært Lennon’ske knæk på vokalen mod slutningen af det hæsblæsende sæt. Som eneste ophold er trommeslageren ude og træde af på naturens vegne, før ekstranummeret “Change” sætter et festligt punktum for aftenens besøg. Med sved på panden takker Mikal Cronin det kun halvfyldte Lille Vega med »You’re great!« Jeg har det mærkbart bedre, end da jeg kom, så det er altså mig, der takker.

★★★★½☆

Foto: Sabina Hvass

Deltag i debat