Nyheder

Videopremiere: Klimaforandringer: Masker

Skrevet af Bitten Kjærgaard

Premiere på singlen “Masker” med tilhørende musikvideo fra det nye danske band Klimaforandringer, der består af medlemmer fra bl.a. SVIN, Bisse og Maskinvåd.

Klimaforandringer

Klimaforandringer er et nyt ensemble bestående af musikere fra den danske scene, der blandt andet tæller bands som SVIN, Bisse, Maskinvåd, Under Byen og Horse Orchestra. Klimaforandringer beskriver deres musik som støjende etnisk world iblandet snesevis af andre elementer fra syrerock, blues, kraut og improv.

I februar 2016 udkommer debutpladen Ånder på en tolvtommer-vinyl med coverdesign af kunstneren Karen Segall.  Ånder er  et miks af afrikansk gademusik, komplekse guitarfigurer, atmosfæriske keyboards og inciterende trommerytmer tilsat elementer af vestlig støjrock og naive melankolske vokaler. Teksterne tager sit udgangspunkt i universelle menneskelige problemstillinger og er inspireret af den simple afrikanske opbygning af poesi.

Undertoner har fået æren at have premiere på videoen til singlen “Masker”.

»I videoen arbejdes der i et tidsløst univers, hvor billeder, der både iscenesætter og kontrasterer, flyder ind og ud af musikken. Klimaforandringers særegne afro-kraut visualiseres via en sammensmeltning af grovkornet arkivmateriale, rastløse testoptagelser og teknisk gennemarbejdede sekvenser,« fortæller instruktør Lin Alluna.

Om teksten til “Masker” fortæller guitarist og vokalist Lars Bech Pilgaard: »Nummeret handler groft sagt, om menneskers trang til at iføre sig masker. Om det nutidige menneskes liv hvor det ofte forventes at vi kan spille flere roller og bære flere masker. Maskerne kan være symbol på noget der dækker over problemer, skaber nye identiteter, fremhæver egenskaber, og via anonymiteten, gør os i stand til at bryde nogle af vore egne grænser og finde nyt liv.«

Enjoy!

Klimaforandringer spiller indtil videre tre koncert i det nye år:

10/2 i Huset i Magstræde I København, 17/2 på Atlas i Aarhus og 18/2 i Huset i Aalborg.

Deltag i debat