Koncerter

Pale Honey, 30.04.16, Voxhall, Spot Festival, Aarhus

Skrevet af Simon Freiesleben

Duoen fra Göteborg indtog scenen med klassisk rock i et minimalistisk setup med enkelte synthindsprøjtninger. Pale Honey har sine kvaliteter, men formåede aldrig helt at overbevise denne aften på Spot Festival.

Göteborgs darlings, duoen Pale Honey, indtager scenen på Voxhall med et sparsomt setup, der spejler deres minimalistiske rocklyd. Det står klart, at det er back to basics rock’n’roll, det her. Trommer, bas og guitar − ikke så mange dikkedarer. Pale Honey består af Tuva Lodemark på sang og guitar samt Nelly Daltrey på trommer, men har til aftenens sæt medbragt en ekstra musiker til at håndtere bas og keyboard.

Gruppens sange er skåret efter en stram skabelon, der relativt hurtigt kommer til at fremstå genkendelig. Først et bastungt indledende riff, fulgt op af lidt af Lodemarks mutte og lettere tilbagetrukne vokal og så et ordentligt skvulp støjede fuzzguitarer. Rinse and repeat. Bevares, der er selvfølgelig numre, der stikker mere ud end andre. “Tease” har et lettere Nirvana-inspireret riff kørende som et underliggende, fast pejlemærke i det støjende lydbillede, mens et nummer som “Youth” får en gavmild synthindsprøjtning. Selvom man aldrig må dømme bogen på omslaget, så er de generiske sangtitler ganske symptomatiske for lyden af Pale Honeys sangkatalog.

Der er basis for en fin dynamik mellem Lodemarks feminine vokal og den virilt støjende rockmusik, men jeg savner en form for kant til at sætte denne dynamik på spidsen. Tuva Lodemark synger på en livstræt og reserveret facon, hvor der desværre ikke er plads til store udsving eller energiudladninger. Det er som om, at Pale Honey spiller for sikkert til rigtigt at blive interessant. Det bliver aldrig rigtig farligt, og sangene har for meget karakter af at være skabelonsproduktioner til at få Voxhalls tag til at lette.

Dermed er det dog ikke sagt, at der var tale om nogen decideret dårlig eller fejlslagen koncert. På trods af det minimalistiske setup, så formår Pale Honey egentlig at få en rigtig god fylde og dybde i deres lyd, og de har i hvert fald attituden på plads. Men desværre kan man sjældent køre en hel koncert hjem på attituden.

Der vil altid være en plads og et sted for velspillet klassisk rockmusik, men Pale Honey fremstod simpelthen for polerede og tilbageholdende til at koncerten blev rigtigt mindeværdig. Hvorfor skal jeg som lytter vælge at høre netop Pale Honey frem for de andre bands, de lyder som? Det blev jeg aldrig helt klog på.

★★★☆☆☆

Fotos: Morten Lau-Nielsen

Deltag i debat