Plader

Svin: Missionær

Missionær er Svin i bogstaveligste forstand søgt nordpå i jagten på lyden til dette album. Dette har resulteret i en freejazz plade, der er baseret på en kold og mekanisk stemning.

Svin er en københavnsk gruppe bestående af fire herrer, der efterhånden har været aktive i en del år. Lars Bech Pilgaard på guitar, Henrik Pultz Melbye på clarinet og saxofon, Adi Zukanovic på keys og sidst, men ikke mindst Thomas Eiler på trommer. Gruppen pladedebuterede tilbage i 2011 med udgivelsen Heimat, hvorefter de i 2013 udgav EP’en Secretly We Are Gay, og i 2015 kom det selvbetitlede album på gaden, hvoraf de to sidstnævnte fik stor ros herfra Undertoner. Nu skal det så handle om deres fjerde udgivelse Missionær.

Missionær er gruppen i bogstaveligste forstand søgt nordpå i jagten på lyden til dette album. Svin drog til Island for at indspille i Sundlaugin Studio – et studie som ingen ringere end Sigur Rós har etableret. Det er ikke til at sige, om gruppen havde fået samme plade ud af det, hvis den var blevet til under mere hjemlige himmelstrøg, men noget unikt har de i hvert fald fået tilført deres musik under opholdet og arbejdet i det mere kolde og rå klima på Island. For denne plades kodeord er kulde.

Gruppen har forladt det mere buldrende og varme udtryk, som hersker på deres tidligere udgivelser. Nu har de så forsøgt sig med at destillere essensen af den islandske natur til musik. Det er der kommet en ret interessant og gennemtænkt plade ud af. Man får hurtigt fornemmelsen af, at gruppen har dyrket kulden og et mekanisk univers. Dette kommer sig i særlig grad til udtryk ved den gennemgående produktion. Denne produktion skaber en frostklar lyd, som modsat andre produktioner med samme udtryk ikke gør musikken for skrøbelig.

Pladen startes med nummeret ”Dødscontainer”, der med en fræsende saxofon giver et indtryk af en plade, der rummer en vis energi. Dette underbygges kraftigt af et hårdtslående trommespil, der mest af alt lyder som buldrende olietønder. Denne kombination af underliggende synthbaserede soundscapes, fræsende saxofon og mekanisk repeterende trommer, gør det til et stærkt åbningsnummer.

Forventningerne steg med den meget kontante start, men skuffes dog en smule ved det næste nummer. ”Færgen Ellen” bæres af et trommebeat, der leder denne skribents tanker hen på Peter Peter og Christian Rønns plade Panser, som er musik skabt til Sergej Eisensteins film fra 1925 Panserkrydseren Potempkin. Stemningen bliver dog relativt hurtigt brudt af noget muntert xylofonspil, der for mig at se er noget malplaceret. Der tilføjes dog twangy guitarspil, som rummer samme munterhed, men der passer bedre til nummerets egne præmisser, end xylofonen gør det.

Det twangy guitarspil forsætter på nummeret ”V”, som er et kærkomment krydderi til gruppens brug af synth. På dette nummer får det kolde, ambientorienterede lydbillede yderligere en ingrediens i form af en varm brise af fyldig og varm saxofon. Den varme luftighed, der skabes på ”V”, afløses af klinisk kold ambient på nummeret ”Japser”. Her sættes tempoet ned og rummer ikke så mange lag, som pladens andre numre, men skaber en klinisk kold og hylende lyd.

Nummeret med den knap så mundrette titel ”Kirkeorgelsafrikaner” er også pladens klart længste nummer. 10 minutter og 33 sekunders musikalsk udfoldelse, som indledes af netop et kirkeorgel. Starten bygges tempomæssigt op af orglet og saxofonen for så at bane vejen for repeterende guitar og trommespil. Pludselig bliver man med et brag overrasket af en digitalt klingende klezmerpassage, som gentagne gange kastes tilfældigt ind i nummeret. Dette virker i det hele taget komisk malplaceret. Derimod er afslutningsnummeret på pladen ”Stella” væsentlig mere konsistent. Oversat fra latin betyder ”Stella” stjerne. Nummeret er nemlig pladens mest ambientorienterede nummer og leverer en kold lyd, der nemt kan bringe associationer til en stjernehimmel, en frostklar nat.

Svin har med Missionær lavet en plade, der er baseret på en mere kold og mekanisk stemning, men produktionen og den noget digitale lyd bliver måske egentlig pladens største hæmsko for, at de kan ramme lytteren. At gruppen har en stor spillelyst og dygtighed, kommer man ikke uden om, men kulden på produktionen og den mere ambientorienterede lyd er for mig at se ikke gruppens force. De steder, hvor varmen fra saxofonen og den twangy guitar bringer noget varme og energi ind i lydbilledet, er det rigtig vellykket, men det kommer bare til at lyde for fragmenteret, og som helhed savner jeg et mere konsistent lydbillede.

At gruppen er taget så langt væk hjemmefra for at indspille pladen tjener dem til ære. Man kan klart fornemme, at gruppen har tillegnet sig en stemning i det islandske landskab, som de har overført til deres plade. Desværre fremkommer der nogle temposkift i musikken, som virker malplaceret i pladens kontekst. Svin er fandens dygtige musikere, som nysgerrigt og dygtigt har kastet sig ud i nye eksperimenter. Men det er ikke, alle eksperimenterne der er lige interessante.

★★★★☆☆

Deltag i debat