Plader

Schultz and Forever: Grand Guignol

Skrevet af Sabina Hvass

Schultz and Forever er klar med debutalbummet Grand Guignol. Et album der eksperimenterer med dramatik og storladenhed, og som bevæger sig et sted imellem sensibel soul, synthpop og indierock.

Et hurtigt blik over sangtitlerne på det nyeste udspil og debutalbum fra Schultz and Forever afslører, at personen bag endnu engang går til verden fra et personligt og noget ambivalent ståsted. Jonathan Schultz er præstesøn og har bearbejdet de konflikter, der foreligger, når man som individ stiller sig selv de store spørgsmål. På Schultz’ første EP, Céline fra 2013, har protagonisten i sangene allerede svaret på det måske største: findes Gud? Her bebuder han en ven, at Gud ikke eksisterer, og siden har den erkendelse fæstnet sig mange steder i Schultz’ sangskriverunivers. Musikken har, fra de første toner i 2011, rykket sig fra rødderne i den folkede rocktradition til et sted mellem sensibel soul, synthpop og indierock.

Det væld af finurlige lydreferencer man går på opdagelse i på Grand Guignol (det store marionetteater, for dem der skulle være i tvivl), gjorde at jeg, pun intended, var på herrens mark, hvad angår de genretags jeg skulle sætte på anmeldelsen her. Så tillad mig at gå minutiøst til værks:

“Demons”, en soulet sag der introducerer en konfliktramt hovedperson, er akkompagneret af trampende slag og et melodisk, brummende basriff. Her stifter man bekendtskab med de kontraster, som bliver essentielle for resten af pladen. Det midlertidige valg af illusion, og af at betragte det store marionetteater over kampen med dæmoner, engle og andre guddommelige forstyrrelser.

Og netop kontrasterne høres også på singleforløberen ”Backwards”. Et uptempo, glamourøst synthpopnummer, der minder mig om HAIMs referencer til Fleetwood Mac og den mesterlige fornemmelse for at give indre dæmoner sejren i lyrikken og fejring ved at pakke det ind i popmusik.  Jeg faldt især for de små keyboard og guitaraccenter, og jeg faldt helt pladask for synthsoloen og broen til nummerets finale. For mig står ”Backwards”, som det bedst udførte nummer på grund af dets kontraster. Lyrikken tager fat i en bevidsthedskamp, mens musikken kunne have ageret soundtrack til en slutscene i en 80’er-film, der handler om at miste sig selv på dansegulvet igen og igen, for til sidst at se en ubekymret hovedpersonen køre sin sportsvogn mod solnedgangen.

Det fungerer generelt rigtig godt, når Schultz performer lyrikken lidt storladent, som på omkvædene i “Satan is Coming”: »Satan is coming and there’s no tomorrow / Demons are dancing and there’s no tomorrow / So leave me this way / eternal sorrow.« Mod slutningen bliver det måske en anelse corny med bagvendt båndspolesnak om satan og dæmoner, men da sangen forløses til sidst med et lille løft i akkorderne, er han næsten tilgivet. På “Exquisite Fruits / Ego Death” bliver musikken lidt mere simpel, hvilket fungerer efter tre fyldige sange. Men helt simpelt er det alligevel ikke, da nummeret er delt op i to akter. Popsensibiliteten peger stadig mod 80’erne. Der er rolige, brede synthflader blandet med Elton John’ske akkordskift, og siden driver nummeret sig hurtigere frem i et groove, som til sidst bliver opløst.

En akustisk guitar, et trommeshuffle og lidt letbenet kor giver ”Anxiety” endnu et modsætningsfyldt indtryk, og igen er der taget interessante valg i forhold til effekter på tangenter og vokal, som tilføjer nummeret nogle fine detaljer. På ”Interstate of Gods Children” er der lagt en mere konventionelt lydende rockbund og instrumentation til at ledsage lyrikken, som også her er ret dramatisk fremført. Og selvom nummeret ikke som sådan stikker ud stilistisk, så har både dette og det efterfølgende nummer, ”Alone”, det til fælles, at de føles indopererede og fremmede i den verden, som de første fem numre har bygget op.

Derfor er det rigtig kærkomment at vende tilbage på ”Make Believe”, men en streg i regningen, at jeg flere gange blev i tvivl om, hvorvidt jeg lyttede til det samme album og den samme kunstner, inden jeg nåede til det sidste nummer ”Shade of Bliss”.

Overordnet er jeg imponeret af den idérigdom, der er på Grand Guignol. Der er aldrig et kedeligt øjeblik, og ligesom da jeg først stiftede bekendtskab med Connan Mockasin, så falder det også i god jord her, når der bliver eksperimenteret og bastardiseret musikalsk. Men jeg havde mere lyst til at fordybe mig i de kontraster, der stod klarest på første halvdel af albummet. Anden halvdel står lidt for langt ude i kulden, til at jeg kan varme den med nogle U’er. Men en absolut interessant og vellydende debut skal dog dekoreres med fire alligevel.

★★★★☆☆

Om skribenten

Sabina Hvass

Biografi: Nyudklækket cand.mag i Moderne Kultur og Kulturformidling. I mit barndomshjem på Thyholm i Vestjylland sad jeg oftest foran flimmerkassen og sang med på baggrundsmusikken. Mit musikhjerte bankede først hurtigere til lyden af Michael Jackson, Electric Light Orchestra og Spice Girls. Min kærlighed til pop, rock og elektronisk musik har fra tid til anden ført mig og mine ører ud i nogle identitetskriser, mens jeg nu mest accepterer at være en person med meget forskellig og, til tider, tvivlsom smag i musik. Jeg diskriminerer hverken mod det brede eller det smalle!

Fem favoritalbums:
The Flaming Lips: The Soft Bulletin
Kashmir: The Good Life
Pixies: Doolittle
Yeah Yeah Yeahs: Fever To Tell
Built To Spill: You In Reverse

Skriv et svar