Koncerter

Yune, 10.11.18, Sorte Firkant Musikfestival, København

Foto: Mathias Nielsen

Det gjorde lidt ondt i hjertet, da aarhusianske Yune måtte gå på scenen i Støberiet foran et forsvindende lille publikum, men den forsamling der var, skjulte ikke deres begejstring.

Der må altså være lidt langt fra Aarhus til København, når ikke meget mere end en håndfuld publikummer kan svinge sig op til en koncert. Sådan har det nok føltes for indiepopbandet Yune, der tog turen over Storebælt for at spille på Støberiet til dette års Sorte Firkant. Folk dryssede ind og ud af koncerten, men Yune var professionelle og spillede ufortrødent med fuld energi.

Med kun to singler ude i verden, “Animal” (2017) og “Vowels” (2018), var det spændende, hvad man kunne forvente af så nyt et band. Men det lille musikkollektiv spillede, som havde de mange års liveerfaring, og den atmosfæriske indiepop faldt i god jord hos publikum. Dog blev vokalen en smule mudret, da den lå lidt for langt tilbage i lydmixet. Forsangeres høje pitch var ellers ganske glimrende, de momenter hvor den mere tydeligt kunne høres.

Koncerten viste sig at være en tour de force ud i lyttevenlig indiepop med energi og nerve. Det var virkelig en skam, at der ikke var flere i den modtagende ende af lokalet. Tidspunktet for koncerten var dog også ret utaknemmeligt – klemt ind mellem de tunge amerikanere fra Listener og Nothing, som begge spillede på Stengade.

»Vi har aldrig fyret den af til så skarpt et scenelys,« sagde frontmanden grinende, og man var lige ved tro, han ville have sagt »så lille et publikum«. De fem unge bandmedlemmer smilede heldigvis mest over den lidt komiske situation og lod sig ellers ikke synligt påvirke.

Hele affæren blev rundet af med et ydmygt tak til de publikummer, der var dukket op, hvilket blev repliceret med et tak fordi de kom. Og således flød de sidste toner fra Yune ud af højtalerne. Næste gang de slår vejen forbi hovedstaden, er der forhåbentligt flere, der tager sig tid til at blive forført af deres atmosfæriske indiepop. Det er helt klart det værd.

★★★★☆☆

Om skribenten

Sofie Guldager Rafn

Redaktør for danske plader
sofie@undertoner.dk

Biografi:
Min far ynder at fortælle mig om dengang, jeg var lige ved at falde ud af trip-trap stolen, med havregrøden spruttende ud af munden, fordi jeg rokkede og grinte ustyrligt til tonerne af Nevermind. En lille anekdote, der i virkeligheden er mit musikalske udgangspunkt. Nu er CD'erne skiftet ud med streaming og vinyler, men glæden ved musikken er forblevet.

I dag har jeg har en forkærlighed for folk og indie-rock, men mit musikalske bibliotek rummer også alt fra hiphop til country.

Fem favoritalbums:
En liste, der nærmest er umulig at udarbejde, og som evigt er under forandring. Men albums jeg altid finder mig selv vende tilbage til er:
Bob Dylan: The Times They Are A-Changing
Joni Mitchell: Blue
The Radio Dept.: Clinging to a Scheme
Jens Lekman: When I Said I Wanted to Be Your Dog
Mew: Frengers

Skriv et svar

boeger