Koncerter

Roskilde Festival 2019: Det så vi også! Del 1

Punkbandet Shame spillede torsdag nat på Avalon. Foto: Daniel Nielsen.

Udvalgte koncerter som Undertoners udsendte på Roskilde Festival så, som ikke blev anmeldt, men som også fortjener at få ord med på vejen. Del 1 dækker Rising, samt onsdag og torsdag på hovedprogrammet.

M. Rexen, Rising, mandag 20:00
M. Rexen var i topform på Rising mandag aften. Michael Rexen selv var ekstremt velsyngende og i besiddelse af et humøroverskud, der smittede som rabies ud til et publikum, der havde den herligste fest med den sprudlende Wild Style-musik. Bandet var supertight og lagde en groovy, tæt og sammenhængende bund af saft og kraft under sangene. Det var tydeligt, hvor meget de alle nød det og kunne mærke den store universelle samhørighed, som musikken så ihærdigt prøvede at italesætte. Og lykkedes med.

Også korene og de mange sange hvor næsten hele bandet sang med sad lige i skabet, selvom vi savnede Henri Gibbs. Til gengæld tror jeg ikke jeg har hørt en bedre version af nummeret ”Henri”, end den M. Rexen leverede til koncerten. Hornene var majestætiske koncerten igennem, bas og trommer som sædvanlig legesyge og smidige, violinist og korsanger Liv Lumia Hurtigkarl flashede med violinen, mens guitarist Tommy Ejlund Laursen spillede en lækker og fræk guitar. Lad mig foreslå en plads til M. Rexen på næste års hovedprogram. Find en scene til dette fanden-i-voldske ensemble der ikke giver en skid for modeluner og tidstypiske trends, men forstår og formår at forblive helt deres egne. (JT)

Collider, Rising, tirsdag 21.30
Jeg har set Collider før, men jeg har aldrig set Collider være så skarpe og på, som de var på Rising tirsdag aften. Jo jo, bevares. De formåede stadig at vælte en tromme i første eller andet nummer, som der havde et lille keyboard ovenpå sig, som satte gang i en helt vild hyletone. Efter et par forsøg på at fixe trommen, måtte teknikeren opgive og blot opgivende bære den ud bagved. Bandet spillede dog ubekymret videre ud af deres kaotiske, særegne og støjpoppede psych-spor. Musikken var lige dele kaotisk og legesyg, men også velspillet. Særligt guitarist Troels Damsgaard får lov til at fylde meget i lydbilledet (det lyder heldigvis skønt), mens Mikkel Fink og Johan Bolder holder showet kørende på trommer og bas. Marie Janssens vokal druknede desværre lidt ofte i det kaotiske lydbillede, men alt i alt virkede det som et mere fokuseret og skarpt Collider, der spillede natten frem for Rising-publikummet. (SF)

Rosalía, Avalon, onsdag 21.30
Catalanske Rosalía besad showmanship i en grad, der rakte langt ud over propfyldte Avalon. Det var uden tvivl den koncert ved den scene, hvor jeg oplevede, at folk stod tættest. Og selvom det egentlig er en stor scene, så virkede den næsten for lille til Rosalía, der med gennembrudsalbummet El Mar Querer har fået en global fanskare. Med ét har hun bragt flamencoen og den spanske kulturarv til tops på verdenens popscene. Det var aldeles medrivende, selvom jeg personligt ikke forstår de spanske fraser, som hun leverede med saft og kraft fra scenen. Men hvor det har afholdt mig fra virkelig at dykke ned i pladen, så gav det fuldstændig mening, da det blev fremført live. Flamenco-klap, hiphoppens 808-trommeproduktion og Rosalías karakteristiske spanske vokal gik op i ét fantastisk hele på Roskilde Festival. (SF)

Stella Donnelly, Gloria, torsdag 12:45
Ualmindelig stemningsfuld og rørende koncert med australske Stella Donnelly og hendes band, der var ligeligt fordelt med to mænd og to kvinder. Donnelly er en sand troubadour og storyteller, udover at være en dygtig fingerpicking guitarist på sin smukke elektriske rosabeige Fenderguitar. Ofte med capoen så højt oppe som 10. bånd, hvilket gav en meget smuk og spids guitarlele-agtig lyd til nogle af numrene. Mellem numrene fortalte Donnelly historier og anekdoter, som f.eks. at hendes mor SMS’ede fra Wales og ønskede tillykke med udgivelsen og, med henvisning til sangen ”Mosquito” med linjerne »I used my vibrator/ Wishing it was you«, skrev: »I am proud of you. Had to wear a disguise at work today though«.

Sådan gik det slag i slag med en vekslen mellem humor og alvor. Når hun griner kærligt af guitaristens Wellingtons og i næste øjeblik synger sit sørgelige opråb ”Boys Will Be Boys”, men skynder sig at sige, at hun godt ved at ikke alle mænd er sådan. De sluttede med et sødt cover af Cindy Laupers ”Time After Time” stående med hinanden om skuldrene forrest på scenen, hvor de bad publikum om at synge med, så det ikke blev alt for akavet. Det var en koncert fuld af vigtige emner og temaer, men også med utrolig meget grin, humor og selvironi. (JT)

Denzel Curry, torsdag kl. 20.30
Det var en vild koncert, og måske den bedste hiphop-koncert i år. Hvis man ser bort fra Apollos evige lydproblem, eller måske bare væk fra min stædige holdning til deres overdøvende lav-ende, så var Denzel Curry helt aldeles god på Apollo. Koncerten reddede også lidt mine tanker omkring hiphop-koncerter, der generelt alt for ofte går hen og bliver en tand for rodede og ukoordinerede. Denzel Curry var i sandheden det stik modsatte og beviste sit værd med sin aggressive rap, som jeg ikke fik nok af dagen forinden med Jpegmafia. Specielt da han åbnede med “Zuu”, men selvfølgelig også på hans største banger “Ultimate”. (JD)

Speaker Bite Me, Pavilion, torsdag 00:00
Speaker Bite Me leverede en fremragende midnatskoncert på Pavilion med fuld udfoldelse af deres potente støjrock. Efter en pause på 11 år kom albummet Future Plans sidste år, og røg fuldt fortjent ind på Undertoners Top 10 over danske udgivelser. Bandet udfolder sig i stor og støjende rock med masser af opfindsomme hooks og et vokalarbejde med masser af nuancer samt et tæt, nogle gange næsten telepatisk, samarbejde mellem de to guitarister og sangere Signe Høirup Wille-Jørgensen og Martin Ilja Ryum. Ryum spillede også keyboard på en del numre. Koncerten bød på numre fra både de ældre udgivelser såvel som det nye album. (JT)

Amnesia Scanner, torsdag kl. 00:30
Koncerten med Jon Hopkins på Avalon var fremragende, men den trak også så langt ud, at det festglade electronica-publikum ikke kunne nå starten af finske Amnesia Scanner for al den trafik, som der var ved Orange på grund af Travis Scott. Tilgengæld skilte Amnesia Scanner sig helt ud på den lille sidste halvdel, jeg kunne nå at se. “AS Too Wrong” kom på lige lidt efter, at jeg havde sneget mig ind i det mindre crowd. Energiniveauet var virkelig højt for en koncert, hvor der ikke var helt fyldt. Den introverte, støjende lyd fra duoen gjorde mig samtidig vildt glad for at have gjort en indsats for at komme hen til Apollo i tide. Jeg kan varmt anbefale deres plade Another Life, der skaber kontraster mellem storslåede, industrielle interludes og de højlydte støj-beats, som ofte tager form af forvrængede techno-synthesizers og deres signatur vokal, som vokser mere og mere på en, som man lytter til deres musik. (JD)

Shame, Avalon, Torsdag 01:30
Londonbandet Shame kombinerede desperat ungdom og en energi, der var alt alt for stor til at kunne rummes i kroppen. Det var vildskab og punk og flabet rock’n’roll. Det var antitesen til det britiske borgerskabs drøm om »good clean family entertainment«. Der var forsangerens stagediving, og en bassist, der drønede rundt på scenen og lavede kungfu spark op i luften, som sprang op på stortrommen og som sloges med et mikrofonstativ. Det var møgfed energi og en smule monotoni i et lidt ensformigt, men på ingen måde konformt eller stillestående sæt, tværtimod. Det var også vildere end albummet Songs of Praise fra sidste år, med coveret der er lavet som en pastiche over Beach Boys’ Pet Sounds. Koncerten mindede mest om den energi man finder på åbningsnummeret ”Dust on Trial”, men også et nummer som ”The Lick” blev leveret i en heftig version med åbningen: »This is how it starts« og slutningen efter fem-seks minutters rå energi: »And that’s how it ends« (JT)

Skriv et svar