Singlr

Fredagssinglr: The Love Coffin – Nothing at All

Foto: PR
Skrevet af Daniel Niebuhr

“Nothing at all”, der er singleforløberen til The Love Coffins næste fuldlængdeudgivelse, er et mere radiovenligt sidespring, som dog stadig indeholder essensen af sekstettens monokrome rockunivers.

Det har været et produktivt års tid for The Love Coffin, der både udgav deres fuldlængdedebut, spillede land og rige (15-årsfødselsdage inklusiv) rundt og samtidig brugte rigeligt med tid i studiet med nyt materiale. Og her mindre end 12 måneder efter udgivelsen af Cloudlands er københavnersekstetten så allerede klar med første single til den opfølger, som efter planen rammer gaderne i løbet af foråret.

“Nothing at All” hedder den og tager akkurat som “Pure”, der agerede førstesingle på Cloudlands, et mere poppet og – skrevet med de allerbedste intentioner – mere radiovenligt spring væk fra gruppens normalvise støjende og noir rockunivers. Der suppleres både med elementer som et særdeles catchy strygerhook, hvilke erstatter et egentligt omkvæd, mens fjerne korharmonier og isnende mundharmonikaspil hjemsøger nummerets sidste halvdel.

På bunden er det dog stadig The Love Coffin-essensen, der brygges på. Det aldeles vellydende akustisk-elektriske samspil på guitarfronten, bringer fortsat nødvendig dybde i fundamentet for The Love Coffins lydunivers, alt imens Jonathan Magnussens karakteristiske vokal denne gang rent lyrisk agerer sortseer i en kærlighedsløs tilværelse underneden solopgangene.

Og selvom det efter min mening aldrig rigtig er i deres mere letfordøjelige momenter, at The Love Coffin nydes bedst, så er “Nothing At All” først og fremmest et bevis på, at de seks herrer stadig er i fuld gang med at flytte sig som band og ubesværet formår at bygge på det repertoire, som både på plade – men i særdeleshed også live – er et af landets absolut bedste.

Lyt til “Nothing at All” nedenfor eller på andre tjenester via linket her.

Leave a Reply