Plader

Tropical Fuck Storm: Braindrops

Skrevet af Jens Trapp

»You know the whole world’s fucked, get over it« synger australske Tropical Fuck Storm et sted på denne fanden-i-voldske formidable bluespunkplade der virkelig sætter verden i brand med sin vekslen mellem atonal guitarstøj og fløjlsblød lækkerhed. Er du til store doser af weirdness, så er du kommet til det rette sted.

Oh du altforbarmende og forbandet smukke larm. Som betændte tænder der er ved at trimle ud af kæften på dig og den der søde følelse, når du alligevel ikke kan holde nallerne fra dem, men rokker og rokker til du heller ikke kan holde dét ud længere. Som tykke dundyner viklet om håndgranater, der eksploderer med skæve lykkelige drøn imellem hænderne på dig. Tropical Fuck Storm er både tænder, granater, dundyner og hænderne der rokker, vrider og pirker i tænderne, ligesom de også, på den anden side, laver umanerligt smukke sange som kontrapunktisk modvægt til alt det rablende vilde. De tager den hele vejen fra det ustyrligt atonalt støjende til det helt fløjlsbløde lækre. Sammen med Black Midis Schlagenheim, og, i den anden ende af det musikalske spektrum, Bill Callahans Shepherd in a Sheepskin Vest, står vi her med en åbenlys kandidat til årets album.

Braindrops er på mange måder mere løssluppen og vildtvoksende end debuten A Laughing Death in Meatspace fra sidste år og måske nok mindre fokuseret som samfundskritisk statement, hvilket ellers var en af styrkerne ved debuten. Omvendt fungerer det næsten som et statement i sig selv, idet samfundet ikke får mindre knald i låget og ikke bliver mere forståeligt eller entydigt hen ad vejen. Braindrops detonerer som netop dråber rundt omkring i hjernen, både i kraft af sit vidt forgrenede udtryk, men også i kraft af den stærkt psykedeliske understrøm, der ligger et sted under herlighederne og farver det ind i bolsjefarvede lydbilleder, der høres i f.eks. de mange panoreringer og brugen af sære instrumenter. Prøv at høre albummet i et par gode høretelefoner og syr væk i et drømmeridt, der faktisk matcher det meget smukke og udknaldede cover meget godt.

Tropical Fuck Storm kommer fra Melbourne. Forsanger, guitarist og sangskriver Gareth Liddiard var med til at danne bandet The Drones tilbage i 1997. I 2002 kom Fiona Kitschin med på bas. Sammen med The Drones har de udgivet seks studiealbums, før de i 2017 tog en pause fra The Drones. I den pause opstod ideen til Tropical Fuck Storm. Liddiard og Kitschin danner par og dannede i ’17 Tropical Fuck Storm med Lauren Hammel fra metalbandet High Tension på trommer og Erica Dunn fra bandsene MOD CON, Harmony og Palm Springs på guitar, keyboard og forskellige andre instrumenter, udover at hun også synger nummeret “Who’s My Eugene?”

Forgængeren var som sagt mere fokuseret, mere direkte. På et nummer som f.eks. ”Antimatter Animals” sang Liddiard dengang: »Your politics ain’t nothing but a fond fuck you/ No one sees the window they are waving through/ It’s very, very simple« gentaget besværgende om og om igen. På nærværende album bliver det mere udefinerbart, som i ”The Planet Of Straw Men”, der handler om de sociale medier, men også rækker ud i en samfundskritik: » It’s got some Looney Tunes biology/ The planet of straw men/ Their only purpose is to disagree/ And do it publicly, amen/ They’re always going for the coup de grâce/ They think they’re gonna fuck a movie star/ But all paths lead to nowhere/ And it all adds up to nothing.« Musikalsk giver det sig udtryk i en langt mere fragmenteret og splintrende melodistruktur, hvor lydene bliver endnu mere atonale og skæve, lidt ligesom når Josh Homme, i tidernes morgen, undlod visse toner i sine skalaer, for på den måde at opnå sine sære klange. Det er skævt, skørt og weird. Til tider larmende, til tider smukt.

Bedst som man tænker at bliver det meget skævere, ja så falder de satans tænder ud, sætter de i med noget der kunne have været en klon af Modest Mouse og B52’s, men er en forbasket smuk ørehænger af en sang, nemlig titelnummeret ”Braindrops” med indledningen: » Yeah, rise and shine, you’re fine, man/ Even if you’re feeling kinda wonky on your legs/ If you’re wondering who woke up, you woke up/ We just have not figured out which you yet/ You ain’t dreaming, that means what’s not you is beyond you.« Fela Kuti i et bilsammenstød, som Liddiard selv beskriver nummeret. Et fedt drive, både hvad angår musik og sang, med en dejligt knudret og mystisk tekst og en udknaldet slutning.

Albummet indeholder en god portion fortællende sange om alt muligt sært mellem himmel og jord. Åbneren ”Paradise” er om kærlighed, hvilket selfølgelig ikke er sært, men det får et twist af galskab I munden på Liddiard: »Do you think about me like I think about you?/ Or is that just impossible too?/ And if that is what it is/ And we call it quits, I won’t be alone, living among strangers/ And now all’s left to do is be powerless, too/ Then be crushed by the cavalry coming to save you/ That’s all there is«. På “Who’s My Eugene?” sangen om lægen Eugene Landry, som først ordinerede både medicin og stoffer til Brian Wilson fra The Beach Boys og vist nok ribbede ham for penge og senere fik forbud mod overhovedet at tage kontakt til ham, overtager Erica Dunn mikrofonen og synger en sang hun skrev ovenpå en drøm hun havde, hvori hun fik serveret Brian Wilsons ansigt på en restaurant og fandt at det smagte godt. Hun vågnede op og skrev en sang »…about my fear of falling in love with anybody because of the anxiety that they could either help me express myself or keep me locked in psychological torment a la Eugene Landry [sic] and Brian.«

Så er der de to meget smukke sange til Maria, den vemodige “Maria 62”: »It’s 3:00 am, the wind is weak and warm/ A seagull swoops, the moon anchored offshore/ You’re like a dream in which I have not slept for weeks/ And I’ve been sending a search party after every word you speak.« Her forsøger de at skabe noget, der lyder ligesom kloroform lugter, som Liddiard udtrykker det, mens “Maria 63”, der lukker albummet er noget af det fedeste, jeg har hørt I mange år. For fanden da hvor synger Liddiard fedt på det nummer! Arh mand, det er godt. Virkelig godt. Skulle man gå herfra med bare ét nummer, ville jeg, lige nu, vælge dette, næsten otte minutter lange, nummer. En mægtig syret sag om Maria Orsic, eller som Liddiard selv formulerer det: »It’s about a Mossad agent traveling to Buenos Aires to assassinate Maria Orsic, a Nazi witch who telepathically got the blueprints for warp drive engines from aliens.« Fake news som en ny genre i musikken, siger han videre. Liddiard forsøger med sangen at punktere myten bag nazismens genopblomstring og på trods af sangens rent musikalske, helt åbenlyse kvaliteter, så mener han selv at: »It may be the most stupid song ever written.« Jeg synes, som nævnt, at det er noget af det bedste, men ja; også syrede. Nu er jeg selvfølgelig også bare en sentimental sucker, for lige netop den her måde at eksekvere en sang på, hvor det hele bare stinker af weltschmerz.

Skulle Liddiard selv pege på en inspirationskilde for Tropical Fuck Storms excesser ud i skæve og syrede rytmiske forløb og strukturer, så ville det være Captain Beefheart i tiden omkring Doc at the Radar Station. Ligesom også brugen af mærkelige, anderledes instrumenter er med til at definere deres lyd: »We use lots of techno gear to make rock and roll because rock and roll gear is boring, and all sounds like Led Zeppelin«. I det hele taget handler Braindrops om, hvordan hjernen er så let påvirkelig og manipulerbar. F.eks. på de sociale medier: »You see two people yelling at each other on Twitter, but they’re not really yelling at each other, they’re yelling at each other’s idea of the other.« Imens er der nogle andre der udnytter situationen og overtager kontrollen. Fremmedgjorthed i høj potens.

Alt i alt må jeg erkende, at jeg i høj grad føler mig virkelig virkelig godt tilpas i selskab med Tropical Fuck Storm! Jeg er vild med det mystiske, syrede univers og vild med den geniale musikalitet, der skinner så voldsomt igennem.

★★★★★½

Skriv et svar