Plader

Big Thief: Two Hands

På Two Hands afviger Big Thief kun marginalt fra den sti, de gennem karrieren har fulgt. Indtil videre er det dog helt okay, for der er ikke mange fingre at sætte på gruppens nyeste samling sange.

Brooklyn-bandet Big Thief har langsomt etableret sig som et af disse års stærkeste indierock-navne. Udgivet så sent som maj i år, og med store roser i ryggen, kan den fremragende U.F.O.F. med sikkerhed forventes at stå højt på mange musikfans’ årslister. Derfor var det også en glædelig overraskelse med annonceringen af U.F.O.F.s åndelige modstykke Two Hands, der skulle udkomme allerede i oktober, men også med en reserveret frygt for, om et nyt album så kort tid efter, ville kunne rumme samme besungne kvaliteter som forgængeren.

Jeg er sådan set temmelig forelsket i Big Thiefs version af et indie-band. En bundsolid og afmålt rytmesektion, Buck Meek som rimelig alsidig og stadig unik guitarist, og i særdeleshed Adrianne Lenker i front som stærk og karismatisk forsanger. Deres let roots’ede udgave af indierock er fyldt med små, fine detaljer. Nogle gange en guitar, der ikke helt stemmer, andre gange en vokal der knækker. Eller et uventet disharmonisk riff, der klemmes ind i lydbilledet, hvor man ikke vidste, det manglede. Og til sidst, men ikke mindst, Lenkers intime tekstunivers, som egentlig fortjener et afsnit for sig. Big Thief er et virkelig, virkelig godt band.

Der er derfor en del af mig, der ønsker at berette om et band i rivende kreativ udvikling, hvor hvert nyt album betræder ny grund, og er bedre end det sidste. Men efter at have lyttet indgående til bandets nyeste skabning, er der derfor også en lille del af mig, der havde ønsket sig mere af Two Hands. Men det vender jeg tilbage til.

Kontrasterne mellem U.F.O.F. og Two Hands er måske lidt svære at få øje på. Big Thief trækker stadig på den samme blanding af akustisk folk og let 90’er-lydende guitarrock. Det hedder sig i pressematerialet at Two Hands er den jordlige tvilling til den mere luftige søsterplade U.F.O.F.s. Helt lavpraktisk kommer dette dog mest til udtryk i produktionen.

Pladen er indspillet blot få dage efter forgængeren, i et studie i den stenede og nøgne ørken nær den amerikanske sydstatsby El Paso. Det er helt tydeligt hvordan disse jordnære omgivelser har påvirket lyden, og det lykkes på samme tid at fremhæve den musikalske sammenhængskraft bandets medlemmer i mellem. Næsten uden vokal- og instrument-overdubs samt instrumenterne tæt placeret i optagelseslokalet (også i det færdige lydbillede), resulterer i en gennemført og tilfredsstillende live-feel, som egentlig ikke er særligt moderne, nu hvor mange af tidens mest anerkendte folk-musikere ofte camouflerer middelmådig sangskrivning i kvalmende overproduktion.

Heldigvis er der ikke rigtig nogle dårlige sange på Two Hands – kun dem, der er mindre gode. Så dem er ikke rigtig nogen pointe i at nævne her. Og de gode numre er til gengæld virkelig gode. For eksempel en sang som “Shoulders”, hvor gruppen bevæger sig lidt tættere på en alt. country-lyd, end de har for vane. “Forgotten Eyes”, der lyder som et genopstået Lucinda Williams-nummer med en instant classic-følelse, er også en af pladens mest vedblivende stykker. Her kunne også nævnes det fabelagtigt afdæmpede åbningsnummer “Rock and Sing”. Eller titelnummeret “Two Hands”, der uden problemer kunne passe ind på hvilken som helst af bandets udgivelser. Det vidner om et vildt konsistent band, der ikke lader til at sætte farten ned. Men spørgsmålet er, om Lenker og co. sætter sig selv i fare for at blive for ensporede med tiden.

Det leder mig nemlig tilbage til det der med at ønske sig mere. Vist er gruppens output stabilt og på et enormt højt niveau, og dermed også trygt, men på Two Hands ønsker jeg mig for første gang, at de ville bryde sin egen formel lidt mere. Som et eksempel kan nævnes åbningsnummeret på forgængeren U.F.O.F., hvor et afdæmpet folk-nummer rives totalt i stykker når Lenker til sidst skriger sine lunger ud over en hvinende guitarfeedback. Big Thief nærmer sig ved lejlighed den slags intense øjeblikke på Two Hands, men de matcher dem aldrig helt. Det tætteste de kommer, er på anden halvdel af den fremragende førstesingle “Not”, der for pladen udgør et følelsesmæssigt katarsis. Her spilles løst og larmende, og nummerets rodede kulmination er derfor et soleklart højdepunkt på pladen.

Måske er jeg et fjols at ønske mig udvikling. For det ER jo virkelig godt. Og den udvikling, bandet er gennemgået – om end ret subtil – er måske at foretrække frem for alverdens gimmicks. Som det er nu, er Big Thief et eminent band. Og bliver de ved med at skrive så stærke sange og melodier som for indeværende, så tror jeg de fleste kan leve med fraværet af radikal udvikling i udtrykket. Endnu.

Som fan er der er ikke rigtig en finger at sætte på Two Hands. Det er helt og umiskendelig Big Thief. Det er en plade, der spænder mellem det intimt skrøbelige og den støjende forløsning, om end man nogle gange ønsker sig lidt mere af det sidste. Overordnet set er Two Hands en fornem pendant til U.F.O.F., og også bedre, end jeg selv turde håbe. Samtidig ulmer en spæd bekymring for, om Big Thief en dag kommer til at stå i stampe, hvis kilden til sangskrivning og melodier tørrer ud. Men den dag er heldigvis ikke kommet endnu.

★★★★★☆

Skriv et svar