Koncerter

Uhørt Festival: Gro + Linn + Basker Hval, 21.08.21, København

Basker Hval. Foto: Mathias Kristensen.

Basker Hval leverede en ordløs midnatsseance med en helt unik fusion af synthwave og progrock, mens bands som Gro og Linn trods udfordringer fik vist deres store potentiale frem på sidstedagen til Uhørt Festival.

Siden 2013 har Uhørt Festival været et af landets absolut bedste steder at stifte bekendtskab med de allermest spirende talenter i Danmark. Hvor andre festivaler gerne vil have sikkerhed for, at artisterne faktisk kan bære at spille på de store festivalscener, vender Uhørt konceptet på hovedet og giver en større festivalscene til de upolerede talenter. Det kan gå både godt og galt, og det giver en særlig charme til festivalen.

Over tre dage bliver 41 bands præsenteret på de tre scener ved CPH Skatepark, og man får vitterligt lov til at høre lidt af hvert – fra hårdtslående metal, til fintfølende folk og selvfølgelig også nogle potentielle pop bangers.

Her følger den anden af to anmeldelsesreportager fra festivalens sidste dag, hvor særligt fem artister fangede Undertoners udsendtes opmærksomhed:

Gro

Uhørt Festival er i udpræget grad talenternes legeplads og mange af de optrædende har endnu ikke oplevet det store gennembrud. Men bag kunstnernavnet Gro står Julie Møller Christiansen, der egentlig er en erfaren karakter på den danske musikscene. Som frontperson i synthpop-bandet We Are The Way For The Cosmos To Know Itself har hun eksempelvis spillet på Roskilde Festival helt tilbage i 2014.

Gro er dog et spritnyt projekt, som endnu blot har to single-udgivelser bag sig, og derfor gav det god mening med en showcase-koncert på Uhørt, hvor mange var mødt op for at finde ud af, hvad Julie Møller Christiansen nu har kastet sig ud i som soloartist. Sarte harpesamples satte showet i gang, da Christiansen mutters alene indtog scenen og begyndte at skrue på sine maskiner. Snart blandede en pulserende synthmelodi sig i lydbilledet og derfra blev flere lag og elementer lagt ovenpå.

Det var ikke svært at drømme sig væk til tonerne af den atmosfæriske electronica, men samtidig kunne undervejs ikke helt slippe tanken om, at Julie Møller Christiansen havde sat sig selv på overarbejde – og at det gik lidt ud over oplevelsen. Konstant skulle hun lige justere på de mange forskellige maskiner, sætte nye playbacks i gang, rode med en vocoder, spille på et xylofon-lignende instrument og samtidig håndtere vokalist-tjansen, mens hun også dansede let i sin fjerprydede kjoledragt.

Resultatet blev en lidt distanceret optræden, der endte med at sætte sig lidt mellem to stole, når fokus igen og igen blev splittet mellem ekstrovert publikumsinteraktionen og den introverte, musikalske fordybelse. Personligt syntes jeg faktisk, at projektet fungerede bedst, når Christiansen lod publikum være publikum og i stedet dedikerede sig fuldt ud til musikken. Det var som om, at hun endelig fandt den helt rette balance på koncertens absolut sidste nummer, som ligeledes formåede både at balancere knivskarpt mellem den dansable electronica og den sarte pop-inderlighed, der synes at definere projektet Gro.

(SF)

★★★☆☆☆

Linn

Det tegnede hurtigt til, at Linn skulle levere dagens helt store musikalske oplevelse, da Linn Sofie Andersen Holm og hendes fem mand store band satte gang i deres første nummer, ”Happy Metal”. Med en lydsammensætning af et upbeat kraut-beat, medrivende basriffs, veldoserede percussion-indslag og forfriskende, kantede guitarriffs, stod det hurtigt klart, at det var et af hele festivalens mest velspillende bands, som havde startet sin koncert. I midten af musikken stod Holms vokal, som i sit lave monotone, småstenede lejde småironisk sang: »Happy, happy, happy, happy«.

Desværre endte jeg med at gå skuffet fra koncerten, der ellers summede af musikalsk talent i de stemningsfulde kompositioner. For hvor vi straks stak i en retning, der kunne minde om Can i deres kraut-velmarksdage, stak vi herefter i ny en retning, der kunne lyde som et Radioheadsk bud på 70’er yacht-rock. Den slags kursskifte kom der mange af i løbet af koncerten, som tydeligt savnede en retning.

Holm sang konsekvent for lavt og monotont til virkelig at skære igennem musikken, og det skete sjældent, at et instrument for alvor skar igennem opmærksomheden fra resten af bandet og satte retningen. Det var som et kollektivt udtryk uden lederskab. Musikken gik sådan set i alle de rigtige retninger. Den blev flot bygget op af synthflader, percussionarrangementer, korharmonier og sylespidse guitar fra The Entrepreneurs guitaristen Mathias Bertelsen. Alligevel sluttede sangene tit, inden de overhovedet var blevet forløst.

Måske var det bedste eksemplificeret, da Linn Sofie Andersen Holm indledte en diskret sang, kun ledsaget af nogle sagte, dejlige guitarakkorder. Det havde optræk til nogle store forløsninger, men inden sangen rigtigt nåede at starte, var den allerede slut.

Det var en skam, for man kunne mærke både fortællelyst og et utøjlet kompositorisk talent i Linns musik. Men desværre manglede der en mere tydelig vejviser på scenen for at forløse musikken.

(PMJ)

★★½☆☆☆

Basker Hval

»Endelig! Dér kom forløsningen,« fik jeg lyst til at udbryde, da Basker Hval havde afsluttet deres 30-minutter lange midnatsseance på Uhørts sidste aften. Ofte handler det på festivaler som Uhørt om at spotte morgendagens talenter og finde ud af, hvem man skal holde ekstra godt øje med. Men indimellem træder et band ud på scenen og slår benene væk under publikum – og sådan en oplevelse var netop Basker Hval.

Med en usædvanlig selvtillid gik det fem mand store orkester fuldkommen tavse på scenen og lagde ud med den hårdtpumpede “Genesis” uden så meget som at hilse på publikum. Gruppens sci-fi inspirerede fusion af synthwave og prog-rock er nemlig fuldkommen instrumental og kan bedst beskrives som filmmusik, man kan danse til. 

Selvom synthlyden er udpræget 80’er inspireret, så er der noget umiskendeligt futuristisk over gruppens bud på genren. Det føltes næsten som om, at de burde spille på en bar i det dystopiske computerspil Cyberpunk 2077 og ikke i en gammel fabrikshal ude ved CPH Skate.

Det er trommeslageren Mikkel Aksglæde (som bl.a. har turneret og indspillet med fætteren Jacob Aksglæde i bandet Aksglæde), der i pressematerialet angives som stifter og idemand til projektet Basker Hval, men på scenen fungerer bandets liveguitarist (hvis navn desværre ikke fremgår af pressematerialet) som en genial stemningssætter og indpisker. Med sine Adidas-træningsbukser og sorte T-Rex band t-shirt fremstod han desuden som noget nær legemliggørelsen af bandets egenrådige fusion mellem techno-miljøet og rockverdenen, og formåede at gejle publikum gevaldigt op med god, gammeldags headbanging og djævlehorn.

Efter en halv time takkede bandet af – igen uden at ytre et eneste ord til publikum – og gik triumferende af scenen til et jubelbrøl fra salen. Jeg kunne ikke have valgt et bedre band til at spille publikum videre ud i natten end Basker Hval, der med en overrumplende tight og professionel attitude viste os en helt unik måde at spille op til dans på. Jo jo, der var da små skønhedsfejl hist og her, men indtrykket var så godt, at jeg uden tvivl vil give en uforbeholden anbefaling videre om at tjekke bandet ud næste gang de optræder live.

(SF)

★★★★★☆

Skriv et svar