Dan Snaith fra Toronto er først i 20’erne og har en master-uddannelse i matematik. Han har modtaget undervisning i klassisk klaverspil og er samtidig en stor fan af gamle, støvede hiphop-klassikere. Nu har han så forklædt sig som Canadas ottendestørste stat, Manitoba, for at lave sit debutalbum, der går i en for ham ganske ny retning. Han har nemlig indtaget grænselandet mellem Boards of Canadas idylliske, varme synthesizerlandskaber med bålpladser på skråningerne og legende børn i baggrunden og Tortoises (og flere andre postrock-navne fra Chicago) leg med nye kompositionsmønstre, rytme- og melodilinier kastet lettere hovedkulds ind mellem hinanden og mere eller mindre eksplicitte relationer til (fusions-)jazz.
Her føler hr. Snaith sig tilsyneladende mere end almindeligt godt tilpas. Han vakler i hvert fald ikke et øjeblik i løbet af pladens 10 numre, selv om man kunne forestille sig, at det ville være en svær balancekunst at undgå at blive en kopi af enten den ene eller den anden inspirationskilde. Det viger Manitoba elegant udenom ved hele tiden at give lydbilledet en eller anden særegen drejning, som leder lytteren i nye baner.
Åbneren, “Dundas, Ontario”, indledes med en synthlinie a la Boards of Canada, mens Snaith i baggrunden har placeret en tallerkenfuld knasende glitch. Og da først det energiske, enkle hovedbeat, der med lidt god vilje godt kunne ligge på et Plaid-nummer, kommer på, ender man som lytter med en helt ny blanding, som både behager og giver drive.
I “People Eating Fruit” knitrer det Matmos-agtigt i baggrunden, mens en hyggelig keyboardlinje muntrer sig i selskab med et kor-sample fra The Free Design, der er sat godt og grundigt ned i hastighed og lægges i flere lag, et godt, velanrettet trommemaskinebeat og congas. Til sammen opstår en ret så uimodståelig, hvileløs fusionsjazz med massevis af elektroniske genveje og spidsfindigheder.
Herefter guider canadieren ellers lytteren gennem jazztrommer, synth-melodier og -flader, hornarrangementer ikke ulig det, Radiohead benyttede i “The National Anthem”, kontrabas i flere afskygninger, mere eller mindre akustisk guitar, percussion af mange sorter (endog håndklap!) og hist og her også et par grynede samples fra noget, der lyder som gamle rap-plader. Hele denne rejse går via Snaiths laptop, hvor han har skåret alt til, så det passer ham.
I flere numre benytter han nogle nærmest dansegulvsmindede, ekstremt skarpe beats, der består af adskillige lag af (kontra)bas, forskellige diskante lyde og glitches – alt sammen afvikles enormt tight, hvilket gør disse beats meget dynamiske og fulde af fremdrift. I det korte og forfriskende “Lemon Yoghourt” udforskes en ny cocktail. En klokkespilsmelodi kombineres med et hyperaktivt rytmespor, der umiskendeligt lyder som en hakkende CD – og til sidst ender nummeret et sted i nærheden af Tortoise-mesterværket Millions Now Living Will Never Die med en langsom, abrupt rytme med tilhørende melankolsk, men minimalistisk synth-tristesse.
Generelt er det pladen igennem svært at høre, hvorvidt de enkelte trommer, baslinier og harpetoner er ægte eller rent og skært elektronisk troldmandsarbejde – og det betyder for så vidt heller ikke noget. Dan Snaith formår under alle omstændigheder at skabe et yderst eklektisk og helstøbt værk, der trods de mange forskellige stemninger hænger perfekt sammen uden på noget tidspunkt at være stillestående eller kedsommeligt.
Start Breaking My Heart er et af de allermest lovende debutalbums på den elektroniske scene meget længe – måske endda så lovende og hjerte-erobrende, at det bliver svært at overgå.
