Igen og igen har jeg opsnappet navnet Sierpinski, som mange forskellige har fremhævet som et talentfuldt band. Og efter en split-single med danske Diefenbach har Leeds-kvartetten nu begavet os med This Geography of Ours. De smukt skramlede coverbilleder indikerer, at bemeldte geografi har noget med kyster at gøre; men nej, det hér er vitterlig musik fra Leeds, hvor der er lige så lidt vand, som der er flådehavne i Brande og Ringsted.
This Geography of Ours maler med varierede virkemidler et trøstesløst billede af en industriby med beton, så langt øjet rækker, men alligevel med små underliggende tegn på, at der kan være menneskelig glød og forståelse inde bag facaderne – det kan bare være svært at få øje på.
By-temaet er allerede blevet taget under særdeles grundig behandling af et mylder af bands hos Constellation Records, og der er da også flere numre, som straks har fået mig til at skrive Constellation på min lille blok. Det bedste eksempel er den i øvrigt glimrende epilog, “Nobody Thinks Like We Do”, som starter helt stille og blidt for via elegant klokkespil målrettet at bevæge sig til et langt, distortion-klimaks med heftige, vedholdende trommer. Ikke ulig GY!BE, men med den væsentlige forskel, at nummeret ikke strækkes unødigt langt ud.
“Scrapbook” viser til gengæld, at Clare Loughran og hendes tre mandlige medkumpaner sagtens kan lære noget af førnævnte kollektiv. Det er fint nok at invitere en brummende mand indenfor for at få lidt spoken word med på pladen, men så skal man altså mixe skidtet ordentligt. Sierpinski har selv produceret pladen og vil forhåbentlig i fremtiden ærgre sig over, at det er blevet om ikke umuligt, så i hvert fald svært at høre, hvad der egentlig bliver sagt, fordi de sugende orgelfladers tristesse, de hakkende klaverakkorder, de episke, fremadskridende guitarer og de håndspillede trommer simpelthen er blevet så sammenpressede, at der ikke er nok ilt til den stakkels vokalist.
Dét med iltmangel har nu ellers ikke været et problem for Sierpinski i forbindelse med pladens tilblivelse, for hjernerne er blevet udfordret og vredet med det resultat, at der hele tiden er valgt nye vinkler og tilgange til musikken. Nogle numre som det vegeterende, dystert dragende “Death of a Dancer” spiller udelukkende på at fremmane en stemning, hvor de myldrende mikrobeats ikke fungerer som andet end krydderi. Andre numre som det overmåde Hood-lignende “From Sunday” (trommeslageren og beat-programmøren Matt Robson har ved siden af sin solokarriere som Randomnumber været et smut inde i netop Hood) med dets stillestående passager, der pludselig afløses af potente kulminationer, er tydeligt klimaksbaserede. “From Sunday” demonstrerer også, at Sierpinski er et særdeles sammenspillet orkester, idet det umiskendeligt lyder, som om både klaverlinierne og guitarklangene er improviseret frem i studiet. Bas og trommer kører driftsikkert, mens der leges og eksperimenteres med stor melankoli til følge.
Den generelle stemning på pladen er trist og grå, men neden under de mange skurrende guitarklagesange og stjerneklare klavertoner luner kontrabassen, der er et fast holdepunkt hele vejen igennem, hvad enten den spilles med eller uden bue – dette varieres også på fineste vis. Et eksempel på varmen under melankolien er “Invitation to Smile”, som åbner med et knugende sample, der lyder som filmmusik kørt gennem et uldent filter. Et finurligt konstrueret, huggende beat hvirvler rundt i lydbilledet sammen med blå guitarklimpren og afmålte, kølige pip fra klaveret, og spændingen forøges, da et vokalsample hen mod slutningen manipuleres i stumper og stykker – men inde bag ved tristessen ligger basrundgangen og holder humøret oppe.
Sierpinski har ikke genopfundet postrocken med deres instrumentalmusik, men deres insisteren på at lade det håndspillede, dybt analoge og den særegne instrumentering kollidere med electronica holder hele vejen igennem. Der tales til både hjernen med de til tider ganske finurligt opbyggede beats og til hjertet med det følelsesspækkede udtryk, der uvægerligt opfordrer lytteren til at skabe billeder i eget hoved. En helt igennem fornøjelig debut, der – hvis den fik ryddet det kluntede mellemspil, “Liegnitz”, og de mest tydelige referencer til GY!BE og Hood af vejen – ville kunne få fem U’er, men nu må nøjes med nedenstående.
