Volume Plus Volume er den meget passende titel på Detroit-kvartetten Rescues debutalbum. De spiller nemlig en larmende, punket form for rock, der meget korrekt er blevet rubriceret som ’technical post-emo’. Rescue kombinerer nemlig de energiske guitardrevne kompositioner og følsomme (nogle vil muligvis sige klynkende) vokaler, som man kender fra emorock, men i Rescues udtryk er der også en nærmest punket desperation og en legesyg lyst til at eksperimentere, der gør, at musikken foretager det ene krumspring efter det andet. Det resulterer i, at Rescue på ingen måde er lige så ligefremme og lettilgængelige som de fleste andre emobands.
Derfor kræver Volume Plus Volume adskillige gennemlytninger, før den bare tilnærmelsesvis åbner sig for lytteren. Det gør ikke det hele nemmere, at albummets ti sange er meget ens, og desuden er mixet sammen. Dette gør det utrolig vanskeligt at skelne disse fra hinanden. Derfor indser man først efter gentagne gennemspilninger, at der ikke er specielt meget at komme efter.
Rescues største problem er, at de ikke er konsekvente nok. De vil gerne være eksperimenterende og lege med deres udtryk (men desværre ikke med instrumenteringen – det føles som en åbenbaring, når der en enkelt gang dukker piano eller akustisk guitar op), men de vil på den anden side stadig være tilgængelige for et bredt publikum, og derfor fører de aldrig eksperimenterne så langt ud, at de bliver interessante i sig selv. Derfor står Volume Plus Volume tilbage som en samling sange, der hverken er velkomponerede eller eksperimenterende nok til at holde lytterens interesse fanget. Hvis bare der var nogle fængende melodier, nogle interessante arrangementer eller nogle dragende stemninger, ville man måske vende tilbage til albummet, men det er der ikke. Kun et højt tempo og en underliggende følelse af dirrende desperation. Førstnævnte virker med tiden bare enerverende, mens sidstnævnte kunne være blevet brugt til noget fornuftigt, men ikke når den, som her, blot virker formel-agtig, og ikke som om den udspringer af noget ægte.
Helhedsindtrykket bliver bestemt ikke bedre af, at sanger Michael Majewski har én af rockhistoriens værste stemmer, men på trods af at han for det meste nøjes med at klynke og råbe, bliver det hurtigt meget tydeligt, at han intet talent har for at formidle noget som helst. Han har dog heller ikke meget at arbejde med, da bandets tekster heller ikke er noget at skrive hjem om. De er utroligt fragmenterede og giver vist kun mening for bandet selv.
Det kan være meget svært at få øje på Rescues potentiale på baggrund af Volume Plus Volume, men heldigvis for dem findes der dog i det mindste én, der kan se det. Efter sigende er nu-metal-superproduceren Ross Robinson så begejstret for Rescue, at han frivilligt har meldt sig til at producere deres næste album. Forhåbentlig kan han så få noget interessant ud af dem. Man skal dog ikke forvente alverden. Han var som bekendt manden, der så potentiale nok i Vanilla Ice (ham med “Ice Ice Baby”) til at ville producere hans seneste (og forhåbentlig sidste) album.
