Den gamle Passion Orange frontmand, Henrik Søgaard, er ved at være klar med en ny plade med Twoface. De endnu uudgivne sange blev præsenteret på Midtfynsfestivalen, men undertegnede frygter, at der er gået for meget kedelig pop i maskineriet.Twoface er, som de fleste ved, en udløber af det gamle rockband, Passion Orange. Passion Orange vandt DM i Rock i 1992 og udgav sidenhen 3 udmærkede plader. Den musikalske udvikling af disse havde lovende potentiale i sig, men før man vidste af det, var det slut. Forsanger Henrik Søgaard og guitarist Benjamin Hammerum havde dog andre planer, og de planer kunne man høre tonerne af under et nyt band, som måske har taget deres navn fra Tommy Lee Jones’ skurkekarakter, Twoface, i den tredje Batman-film. Den første plade, This Way… , blev sendt på gaden i 2000, men hev ikke den store opmærksomhed til sig. Nu er Twoface på vej med deres anden plade, og en heftig radiorotation af et par promoverende singler første bandet til den midtfynske festival.
 |
Twoface spillede på den lille Katapultscene, og der var pinligt få, som var troppet op for at høre, hvad bandet havde at give af. Det gik dog heldigvis ikke bandet synderligt meget på. De spillede, som kunne de ligeså godt have stået foran tusinder af mennesker. Det var primært de nye, dugfriske numre, radiosinglerne såvel som de øvrige sange fra bandets kommende plade, som koncerten tog udgangspunkt i. Dette kunne måske også forklare det lave antal publikum, som på Midtfyns overordnet er karakteriseret ved kun at dukke op til koncertnavne, hvis sange de kender i forvejen.
Der er ingen tvivl om, at det er Søgaard, som er bandets ankermand. Han er sangskriveren i Twoface, og det kunne man også sagtens høre. De nye numre havde tydeligvis udgangspunkt i popmusikken med Søgaards vokal som det absolutte midterpunkt. Søgaard har med årene udviklet sig til at være en fantastisk vokalist med et bredt register, som både kan dykke ned i det helt dybe og svæve i falsettens høje skylag. Et godt eksempel på Søgaards vokale kunnen er i bandets seneste radiohit, Revelations Day, som blev ‘ugens uundgåelige’ på P3. Med en sang med sådan et umådeligt melodisk omkvæd viste Søgaard, at han har en klassisk poptæft, som især trækker på en sangskrivning, man kender fra de gamle U2-plader. Og U2-inspirationen kom generelt til kende i samtlige af bandets nye numre.
Ærgerligvis har Twoface givet slip på de musikalske frækheder, som de luftede på debutpladen. Bandet har tydeligvis søgt en mere pæn og direkte tilgang til sangskrivningen, som er let for ørerne, men som man også må gætte bliver kedelig efter flere gennemlytninger. Lagene i musikken er pillet bort, og tilbage står bandet med en struktur, der med sin direkte blottelse følger idéen “œwhat you see is what you get”. Der er heller ingen alternative rockelementer tilbage, som man kendte dem hos Passion Orange, kun de klassiske U2-inspirerede stadionrockende af slagsen som nævnt ovenfor. “œHvis I tror, at vi kun spiller ballader, tager I fejl“, sagde Søgaard, men det var svært at spore, hvorvidt han var ironisk i sin tone eller ej. Ikke desto mindre centrerede hans sangskrivning primært omkring afdæmpede sange, som desuden tenderede til at køre meget i de samme akkorder. Det var simpelthen for pænt og stilrent.
Frederik Bokkenheuser, som er den seneste tilføjelse i Twoface, er en fabelagtig trommeslager – det ved man, hvis man har lyttet til Knallert eller Amstrong. Men i Twoface udfordrer han slet ikke. Han trisser blot rundt i et 4/4-beat med alt for få variationer. Og det er virkelig synd!
Om Søgaard er blevet blød på sine “œgamle” dage, skal jeg lade være usagt, men koncerten med Twoface lod meget tilbage at ønske.